Sundhedsfaglig stærk og med lederpotentiale?
Så skal du være viceforstander hos os på plejehjemmet Vejlbygade

Stillingsbeskrivelse
Du skal have lyst til at indgå i en dynamisk ledelsesgruppe bestående af en forstander og to viceforstandere. Her har du mulighed for at afprøve dine drømme om at udøve ledelse sammen med en erfaren forstander og en erfaren viceforstander.
Her er mulighed for gammeldaws mesterlære.

Om du har erfaring fra somatikken, plejehjem, hjemmepleje eller psykiatri er ikke det væsentligste. Det vigtigste er, at du har lyst til at tilbyde ældre og svage borgere det allerbedste hverdagsliv, og at du har lyst til at tænke sundhed, nærhed og værdighed ind på måder, der giver mening for den enkelte borger.


Vi har fokus på et godt arbejdsmiljø: derfor er det vigtigt, at du har en positiv, imødekommende og lærende tilgang samt at du er kreativ og har humor.

Hos os er den grundlæggende sygepleje og de mange komplekse sygeplejeopgaver af høj kvalitet. Derfor ønsker vi at ansætte en viceforstander, der kan være med til at fastholde, understøtte og udvikle forbedrings- og læringskulturen hos os. Vi arbejder med sundhed og omsorg i ordenes bogstavelige forstand.

Har du fagligheden og personligheden til at indgå i et dynamisk ledelsesteam så er vi et plejehjem, som har brug for dig. Vi har hjertet med, når vi tænker sundhed, nærhed og værdighed ind på måder, der giver mening for den enkelte beboer. Vi prioriterer det tætte samarbejde med beboere og deres familie og venner højt. Smiler du ved tanken om at arbejde som viceforstander på sådan et plejehjem? Har du et godt overblik og tænker du altid det næste skridt frem? Har du mod på ledelse, lyst til at være med til at implementere nye tiltag, tage ansvar for, at arbejdsgange er veltilrettelagte og at der systematisk arbejdes med både vagtplaner, kvalitet og borgersikkerhed? Så læs endelig videre, for så er det dig vi har brug for.

Som viceforstander vil du sammen med forstander Hanne Holm og viceforstander Stine Baltzer være med til at sikre at plejehjemmet fortsat er et godt sted at bo for alle beboerne og en god arbejdsplads for medarbejderne.

Forstander Hanne sætter, i tæt dialog med dig og din kollega, den overordnede retning for plejehjemmet og tager sig af de overordnede rammer og økonomi. I arbejder tæt sammen og samarbejder om at løse både dagligdagens driftsopgaver og sparrer om strategiske valg. Jeres ledelse tager udgangspunkt i værdibaseret ledelse og anerkendende kommunikation. Som viceforstander står du i spidsen for administrative opgaver og vi forventer at du kan varetage koordinerende driftsmæssige opgaver, systematisk opfølgning på vagtplan og konkrete ledelsesopgaver. Du vil være ajour med medarbejder-kompetencer, og have metodiske arbejdsgange som understøtter medarbejdertrivsel og sikrer borgersikkerhed.

Du er velkommen til at ringe til Hanne eller Stine og høre nærmere om stillingen og plejehjemmet. Der er altid kaffe på kanden og du er meget velkommen til at aftale en dag, hvor du kan kigge forbi til en rundvisning og en snak.

Om stedet
Plejehjemmet Vejlbygade er tre velfungerende huse i flotte, lyse rammer, beliggende i Vejlby i den nordlige del af Aarhus. For at skåne det fysiske arbejdsmiljø og af etiske hensyn til beboerne benytter vi os af alle de velfærdsteknologiske hjælpemidler, der er til rådighed. 

Vores ernæringsassistenter laver mad fra bunden i hyggelige samtalekøkkener, hvor der altid dufter dejligt af hjemmelavet mad.  

Der er i alt 66 beboere på plejehjemmet fordelt på tre huse, heraf et hus med 14 boliger, som er forbeholdt ældre med psykiatriske lidelser.  

Plejehjemmet rummer ca. 85 engagerede og fagligt stærke medarbejdere. Sygeplejersker, sosu-assistenter, sosu-hjælpere, ergo- og fysioterapeuter, ernæringsassistenter samt et antal faste afløsere. Medarbejderne arbejder seriøst og indlevende ud fra beboernes ønsker og behov.  

Plejehjemmet er en del af distrikt Nord, og distriktet råder desuden over en oplevelsesmedarbejder, som sammen med frivillige, pårørende og medarbejdere er med til at gøre plejehjemmet levende med mange aktiviteter for den enkelte og for fællesskabet. Vi afholder banko, har dansecafe, laver stolegymnastik, tager på ture, holder restaurantdage, laver pandekager over bål med sang og musik til og mange andre sjove ting.

Plejehjemmet er simpelthen et godt sted at leve den sidste tid af livet. 

Plejehjemmet Vejlbygade er et af de 10 frisatte plejehjem i Aarhus kommune. Vi arbejder med forskellige prøvehandlinger. Vi udfordrer forløbsmodellen. Alle nye beboere får tildelt to kontaktpersoner, som danner relation til den nye beboere fra første møde. Vi er frisat fra funktionsevnetilstande i Cura. Vi arbejder på at blive et røgfrit plejehjem.

Vores forbedringsteam står i spidsen for at udfordre og fastholde prøvehandlinger.

Vi samarbejder med de andre frisatte plejehjem og udveksler ideer til nye prøvehandlinger, for at mindste bureaukrati og unødig tid på dokumentation, fordi vi hellere vil bruge tiden sammen med vores beboere.

Et kig ind i din hverdag som viceforstander
Viceforstanderen er med til at udarbejde introduktion -og kompetenceplan for plejehjemmet, afklare medarbejdernes kompetencer og sikre den løbende kompetenceudvikling af medarbejderne i samarbejde med ledelsesgruppen. Du skal holde dig ajour med nyeste viden og sikre rettidig formidling samt opbygge systematisk tilgang til forbedringsarbejdet på plejehjemmet. Relationsopbygning, kommunikation og samarbejde har stor betydning i arbejdet med beboere, pårørende og kollegaer, og derfor vægter vi dette meget højt. 

Din hverdag som viceforstander vil være alsidig og præget af mange forskellige opgaver.

Plejehjemmet er organisatorisk en del af distrikt Nord under Ældre og Omsorg, hvor der er 14 plejehjem. Alle forstandere og viceforstandere samt plejehjemschefen indgår i et ledernetværk som kontinuerligt mødes, hvor ledelsesemner drøftes, viden deles og hjælp hentes. 

Som ny leder vil du blive en del af Sundhed og Omsorgs onboarding-program, som er et meget bredt introduktionsprogram for nye ledere i MSO. Det indbefatter bl.a., at én af dine kommende lederkolleger bliver din mentor.  

Hver dag sættes de fem ledetråde (Magistraten for Sundhed og Omsorgs strategi – læs mere længere nede i opslaget) i spil, når vi fremmer beboernes mulighed for at leve det liv de gerne vil, opmuntrer medarbejderne til at forfølge gode ideer og som ledere går foran, inddrager medarbejderne og sætter retning.

Din og dine kollegaers dør i ledelsesteamet står altid åben og medarbejderne kommer gerne ind. I løbet af dagen prioriterer du også aktivt at være nærværende i huset således at både medarbejdere, beboere og de pårørende som kommer på besøg, ser ledelsen i huset.

Der er ikke to dage, der er ens, så har du lyst til en hverdag med mange spændende opgaver og sjove oplevelser sammen med beboere og personale, skal du sende os en ansøgning.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Vejlbygade.


Kender du hverdagen på et plejehjem?
Ellers kan du se lidt mere om det her.

Kandidatens profil
Vi forventer, at du:
Har en sundhedsfaglig uddannelse på bachelorniveau.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en struktureret tilgang til arbejdet, og interesse for planlægning og økonomi.
  • Har lyst til at indgå i et ledelsesteam.
  • Har stærke relationelle kompetencer og bruger dem aktivt med både beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere.
  • Har personligt mod og står fast – også i modvind.
  • Elsker at lære fra dig og agerer faglig sparringspartner for sygeplejersker, sosu-assistenter, sosu-hjælpere, ergoterapeuter og fysioterapeuter m.m.
  • Har lyst til at bidrage til kvalitetsforbedring i praksis og implementering af nye tiltag, samt flair for at understøtte strukturen og kulturen i hverdagen.
  • Har stærke kommunikative kompetencer samt en pædagogisk tilgang.
  • Har erfaring med eller lyst til ledelse og glæder dig til indgå i et nært og tillidsfuldt ledelsesteam med forstander og en anden viceforstander, hvor I sammen spiller hinanden gode.
  • Som menneske er rolig, tålmodig og tillidsfuld og håndterer komplekse situationer med overblik.
  • Har kendskab til livet på et plejehjem – eller brænder for at blive en del af hverdagen og bruge tid sammen med beboerne, pårørende og medarbejderne.
  • Enten har leder-/før-lederuddannelse eller ønsker at gennemføre en lederuddannelse i jobbet hos os. Om du har erfaring som leder, er ikke afgørende.

Om stillingen

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes tiltrådt den 01.10.25.

Lønnen er minimum 542.028,00 kr. årligt, afhængig af din sundhedsfaglige baggrund.

For alle lønninger gælder, at de er excl. pension.

Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.

Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.


Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt Forstander Hanne Holm på 41858959 eller mail: hhai@aarhus.dk.

Ansøgning:
Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Vi forventer at afvikle jobsamtaler 1. samtale den 18. 08. 25. og 2. samtale den 25.08.25.

I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger den 21. 08. 25.

I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser.



Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.

Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)

Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.

Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.

Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.

Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex