Er du den, der går til hånde og sørger for, at det praktiske glider i dagligdagen? Er du god til at samarbejde? Har du lyst til – og mod på – at arbejde i et pulserende, kreativt miljø?
Perfekt! For så er det lige dig, vi står og mangler.

Vi søger en ny pedel, der har lyst til at tage fat på mange forskellige opgaver i en stilling på 12 timer om ugen, og som kan balancere selvstændighed med tæt samarbejde med skolens ansatte.

Du bliver en del af et hus, hvor elever øver teaterforestillinger, hvor musik strømmer ud fra øvelokalerne, og hvor der ofte skal gøres klar til koncert, dans eller billedkunstudstillinger.
Derfor vil du som pedel også møde en bred vifte af opgaver, som afspejler det liv og den aktivitet, huset rummer.

En del af dine opgaver vil ligge inden for teknisk service og mindre reparationer. Derfor er det en fordel, hvis du har interesse, og gerne også kompetencer inden for det område.
Har du en håndværksmæssig eller kunstfaglig baggrund, er det et plus, men ikke et krav.
Det er heller ikke nødvendigt, at du på forhånd kan stille et lyd- og lysanlæg op – det vigtigste er, at du har lyst til at lære det.

Opgaverne er meget varierede og kan fx bestå i at:

  • Opstille, tilslutte og fejlfinde projektorer og højttalere i forbindelse med møder og arrangementer
  • Hjælpe med instrumentflytning i forbindelse med arrangementer
  • Servicere, indstille og evt. reparere teknisk udstyr – fx lyd, lys, computere, printere eller kaffeautomater
  • Stille stole og borde op til møder, forestillinger og koncerter
  • Registrere udstyr, fx instrumenter, digitalt, så vi bevarer overblikket over, hvad vi har – og hvor det er
  • Hjælpe med forefaldende oprydning
  • Tømme opvaskemaskinen og sikre, at fællesområder fungerer i hverdagen

Du skal være indstillet på en hverdag, hvor der løbende tikker opgaver ind fra både undervisere og husets øvrige ansatte.
Du skal have både mod på – og lyst til – at kaste dig ud i lidt af hvert. Samtidig har du selv blik for, hvor og hvornår der er brug for en hånd: Du lægger mærke til, hvis et lokale trænger til en oprydning, hvis et hjul på en forstærker er i stykker – eller hvis noget bør sendes til reparation. Det er derfor også vigtigt, du selv kan strukturere dine arbejdsopgaver, så det mest presserende bliver løst først.

Den Kreative Skole er en del af Fælles Ejendomsdrift i Silkeborg kommune. Det er bl.a. dem, der står for alarmen, håndværkere, mm. En del af din opgave er således også at være Den Kreative Skoles kontaktperson til teamet i Fælles Ejendomsdrift.

Generelt om Den Kreative Skole

På Den Kreative Skole er vi i alt 43 medarbejdere. Sammen udgør vi en kreativ organisation, hvor vi samarbejder på tværs både internt i forbindelse med undervisningen, og eksternt i forbindelse med spændende projekter.

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet - her er plads til forskellighed og initiativ. Vi tror på, at høj faglighed og gode relationer er et godt fundament for at kunne gøre en forskel for børn, unge og voksne i Silkeborg Kommune, og vi glæder os til at byde dig velkommen!

Du kan lære meget mere om os på www.denkreativeskole.dk

Om stillingen

Stillingen er en fast stilling pr. 1. august 2025 og stillingen er på 12 timer pr. uge. Størstedelen af din arbejdstid planlægger vi som fast tid hver uge, men vi har brug for fleksibilitet, da en del af vores aktiviteter ligger om aftenen og i weekenden.

Du skal desuden meget gerne have kørekort til minimum personbil.

Funktionen kan eventuelt varetages som et fleksjob, men det er vigtigt, at du er stabil og kan håndtere musikudstyr, der er relativt tungt (20+ kg) – til det formål har vi selvfølgelig vogne og andre hjælpemidler, men der vil også være behov for at kunne løfte det. Derudover rummer jobbet som pedel også meget kommunikation med vores mange engagerede lærere, så det vil også være nødvendigt at kunne holde mange bolde i luften på samme tid.

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning med vedlagt relevant dokumentation.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kulturskoleleder Knud Mortensen på tlf. 2046 4039.

Ansøgningsfrist mandag 30. juni 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag 3. juli 2025 i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 15.00.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.

Vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex