Har du en baggrund som anlægsgartner, landmand eller anden relevant faglært uddannelse inden for det grønne område? Og har du lyst til at inspirere unge mennesker og bringe din praktiske erfaring i spil i et undervisningsmiljø, hvor teori og praksis smelter sammen? Så er det måske dig, vi søger som barselsvikar til vores undervisning på Morsø Landbrugsskole.

På Nordic Food College har vi forenet jordbrugs- og fødevareuddannelserne i en visionær helhedsskole, hvor vi giver eleverne en forståelse for hele værdikæden fra jord til bord. Vi tror på, at god smag starter i jorden, og at bæredygtighed og faglighed går hånd i hånd med glæden ved at lære og være en del af et dynamisk og tværfagligt læringsmiljø, hvor der er fokus på læring i både teori og praksis.

Nordic Food College består af to afdelinger: Morsø Landbrugsskole (jordbrugsuddannelserne) og Culinary (fødevareuddannelserne). Vi vægter tværfaglighed højt, så selvom du vil være tilknyttet teamet på Morsø Landbrugsskole, kommer du også til at samarbejde med medarbejderne i Culinary-teamet.

Om stillingen

Vi søger en engageret fagperson til et barselsvikariat. som kan undervise vores grundforløbselever i enten anlægsgartneri eller landbrug – afhængigt af din faglige baggrund.

Som en del af vores læringstilgang vægter vi praksisnær undervisning højt, så du skal have lyst til at vise håndværket i praksis, samtidig med at du kan formidle den nødvendige teori.

Stillingen indebærer også deltagelse i vagtordningen på skolens kostskole samt støtte til elever med særlige behov (SPS).

Vi forestiller os, at du:

  • Har en faglig baggrund som fx anlægsgartner, gartnerteknolog, landmand, jordbrugsteknolog eller anden beslægtet uddannelse.
  • Har praktisk erfaring fra branchen og lyst til at dele din viden.
  • Har lyst og mod på at arbejde med unge mennesker.
  • Er rummelig og tålmodig og ser potentialet i alle elever.
  • Har lyst til at indgå i vagtordningen på kostskolen og bidrage til et godt fællesskab.
  • Har interesse for – og gerne erfaring med - at undervise elever med særlige behov
  • Er tryg ved brugen af IT og nysgerrig på nye undervisningsmetoder.

Vi tilbyder:

  • En spændende arbejdsplads med fokus på faglighed, trivsel og udvikling.
  • Et engageret team af kolleger, der vil hjælpe dig godt i gang.
  • En hverdag, hvor du får lov at bringe din praktiske erfaring og passion i spil.
  • Et dynamisk og tværfagligt læringsmiljø, hvor vi arbejder ud fra ’jord til bord’-principperne.

Om os

Nordic Food College er en del af EUC Nordvest, der som uddannelsesinstitution tilbyder en bred vifte af uddannelsesmuligheder inden for erhvervsuddannelser (EUD/EUX), gymnasiale uddannelser (HTX/HHX), maritime uddannelser, arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) samt øvrige efter- og videreuddannelser (VEU). Skolen har afdelinger i Thisted, Nykøbing Mors, Fjerritslev og Thyborøn og beskæftiger ca. 225 medarbejdere.

På Nordic Food College bliver du en del af et team på i alt 20 dygtige og engagerede medarbejdere. Vi har på årsbasis ca. 100 årselever under uddannelse - fordelt på uddannelserne landmand, anlægsgartner, ernæringsassistent, bager og konditor, gastronom, gourmetslagter, fiskehandler og tjener.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen er et barselsvikariat på 32 timer pr. uge.
Tiltrædelse skal ske pr. 7. august 2025.

Aflønning sker i henhold til gældende bestemmelser og aftaler med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet. Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest.

Ansøgning
Ansøgningsfrist: 2. juli 2025

Din ansøgning skal sendes digitalt til os via stillingsopslaget på vores hjemmeside: Send ansøgning her.

Yderligere information
For yderligere information er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Jonas Lundgren Korsgaard på tlf. 30106530 eller på mail jk@eucnordvest.dk.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex