Afdelingslæge søges til Virologi & Mikrobiologisk Beredskab
Jobbets indhold
Som afdelingslæge vil du indgå i afdelingens lægefaglige tema, hvor du vil rådgive læger og andet sundhedspersonale, samt indgå i den lægefaglige dagvagtfunktion. Derudover vil du også indgå i afdelingens tværgående aktiviteter indenfor forskning, udvikling og overvågning, og du skal deltage i samarbejde med klinisk mikrobiologiske afdelinger i regionerne. Dine primære arbejdsopgaver vil være at:
- varetage det lægefaglige ansvar for udvalgte virusinfektioner mhp optimal diagnostik og overvågning
- undervise uddannelsessøgende inden for specialet klinisk mikrobiologi
- supervisere reservelæger i afdelingen
- udbygge kliniske kontakter inden for dine fagområder
Du er uddannet cand.med. og speciallæge i klinisk mikrobiologi eller infektionsmedicin. Derudover har du:
- erfaring og interesse for mikrobiologisk laboratoriediagnostik og virologi
- interesse i at opsøge ny viden
- erfaring med lægefaglig rådgivning
- gode samarbejdsevner i forhold til alle personalegrupper.
Din kommende afdeling
Virologi og Mikrobiologisk Beredskab hører til i det Diagnostiske Infektionsberedskab på Statens Serum Institut (SSI). Afdelingen har ca. 120 medarbejdere, heraf fire faste læger, kursister under hoveduddannelse i klinisk mikrobiologi og medicinske Ph.d.-studerende i virologi. Afdelingen analyserer molekylærbiologiske og serologiske prøver fra sygehuse og primærsektoren og er desuden ansvarlig for det veterinære beredskab indenfor virologi i Danmark, herunder diagnostik af aviær influenza, svinepest og mund- og klovesyge. Siden 1. januar 2025 har afdelingen også stået for den nationale SARS-CoV-2 monitorering i spildevand samt løbende udvikling af andre spildevandsanalyser.
Afdelingen har, foruden molekylærbiologisk og serologisk diagnostik af virus og bakterier, en omfattende virologisk overvågnings- og referencefunktion og har opsat en række mikrobiologiske specialundersøgelser til varetagelse af akut laboratorieberedskab for f.eks. Ebola, MERS og zoonotisk influenza. Som en del af det mikrobiologiske beredskab i Danmark overvåger vi endvidere løbende den globale udvikling af infektionssygdomme med henblik på rettidig opdatering af vores diagnostisk- og overvågningsanalyser.
Foruden diagnostik og beredskab har afdelingen fokus på samarbejdet med de mikrobiologiske og infektionsmedicinske afdelinger i Danmark samt uddannelsen af fremtidige speciallæger i klinisk mikrobiologi. Derudover har afdelingen løbende høj prioritet af forskningsprojekter i samarbejde med nationale og internationale kolleger inden for bl.a. metodeudvikling til detektion af et kommende pandemisk patogen X, molekylær epidemiologi, virus-immunitet, zoonotiske og fødevarebårne infektioner, influenza samt klinisk virologi.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en stilling med et alsidigt og udfordrende indhold. Vi lægger vægt på at fremme et spændende fagligt miljø i samarbejde med dygtige og engagerede kolleger. I forbindelse med varetagelse af afdelingens opgaver er der potentiale for et enestående samarbejde på tværs af faggrænser, herunder ift. de veterinære discipliner. Der vil være rig mulighed for selvstændigt at udvikle jobindholdet afhængigt af individuelle forudsætninger og ønsker, samt gode muligheder for efteruddannelse.
Hverdagen på SSI er præget af mange forskelligartede opgaver, åbne døre og et bredt samarbejde med engagerede og dygtige kollegaer. Du får mulighed for en fleksibel hverdag med en god balance mellem arbejde og fritid, da SSI er en arbejdsplads med en 37-timers arbejdsuge inkl. frokostpause, flekstidsaftale samt mulighed for hjemmearbejde afhængigt af arbejdsopgaver / fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse
På SSI har vi en aktiv personale- og idrætsforening (IK-SERA) med holdtræning og motionslokaler, fredagsbar og forskellige sociale arrangementer – og vores Campus rummer endda både tennisbaner og egen børneinstitution. SSI er centralt beliggende i København med grønne arealer og gode offentlige transportmuligheder (bus og metro) og har fri parkering på området.
Om ansættelsen
Du vil blive ansat som afdelingslæge i henhold til overenskomst for læger i staten mellem Skatteministeriet og Yngre Læger.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til overlæge Kristina Træholt Franck på tlf. 4012 6301.
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 27 og 28.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex