Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering udbyder et ph.d.-stipendium under temaet ”Differentierede brugerbeho...
Ph.d.-stipendiatet ønskes besat pr. 1. januar 2026.
Om projektet
Byggeri tegner sig for 30% af Danmarks årlige CO2 udledning og blandt danskerne, udgør boligen 13% af den personlige CO2 udledning (hvilket er dobbelt så højt som det globale gennemsnit). En vigtig strategi for at reducere byggeriet og boligens klimapåvirkning er, at begrænse mængden af nybyggede kvadratmeter markant – at bygge radikalt færre nye bygninger og særligt nye boliger.
Ph.d. projektets undersøgelsesfelt er således etablering af nye boliger i den eksisterende bygningsmasse. Den eksisterende bygningsmasse er en væsentlig nøgle til at indfri vores bæredygtighedsmål. Den rummer kulturhistoriske værdier, brugbare ressourcer og store potentialer ift. at løse sociale behov. Men hvis bygningsmassen skal kunne tilpasses nuværende og kommende behov med lavest mulige CO2 aftryk, og så få jomfruelige ressourcer som muligt, kræver det grundigt forarbejde og dybdegående indsigt i og forståelse for, hvem der skal bruge bygningen, til hvad og hvordan.
Ph.d. projektets omdrejningspunkt er derfor at tilvejebringe ny viden om differentierede brugerbehov med henblik på at fremhæve væsentligheden af et differentieret menneskesyn i udviklingen af bæredygtige boliger og generelt et bæredygtigt bygget miljø.
Projektet vil indsamle og udvikle ny viden om forskellige brugeres reelle boligbehov og disses tilknytning til arkitekturen og dens kvaliteter. Hensigten med denne opgradering af vidensniveauet er at bidrage til at gøre både studerende på Det Kongelige Akademi og aktører i branchen i stand til at transformere og udvikle den eksisterende bygningsmasse, så den passer til både nutidens og fremtidens brugeres differencerede behov
Vi ønsker kvalificerede bud på en afgrænset problemformulering og relevante forskningsspørgsmål indenfor dette felt samt en beskrivelse af de dertil hørende teoretiske positioner og forskningsmetoder.
Om institut for Arkitektur og Teknologi
Stillingen vil blive tilknyttet boligforskningen på Institut for Arkitektur og Teknologi og vil endvidere blive associeret med Det Kongelige Akademis Center for Bæredygtig Bygningskultur og Cluster for Spatial Inclusion.
På Institut for Arkitektur og Teknologi uddanner og forsker vi ud fra en bred forståelse af teknologiens muligheder og begrænsninger – i både små og store projekter. Institut for Arkitektur og Teknologi udbyder tre kandidatprogrammer og et bachelorprogram samt tværgående undervisningselementer på det Kongelige Akademi - Arkitektur, herunder også på Det Kongelige Akademis ph.d.-skole.
Særligt fokus på instituttet er på brugen af digitale værktøjer og udvikling af bæredygtige løsninger – og som vil kunne bidrage til nutidens og fremtidens udfordringer på lokalt og globalt plan – for eksempel i forhold til indlejret energi i bygninger, livscyklusanalyse og udvikling af dansk byggeskik. Institut for Arkitektur og Teknologi er tæt på praksis og samarbejder med en række andre relevante vidensmiljøer.
Kvalifikationskrav
Ph.d.-studiet er en treårig fuldtidsuddannelse. På ansættelsestidspunktet skal ansøger have opnået en kandidatgrad (120 ECTS eller tilsvarende) indenfor arkitektur eller tilsvarende relevant fagområde.
Det er en forudsætning for at kunne varetage stillingen, at ansøger kan læse og forstå dansk på højeste niveau, da projektet kobler sig til materiale fra virksomheder og aktører på tværs af den danske byggebranche, hvoraf størstedelen forefindes på dansk.
Ansættelsesforhold
Indskrivning som ph.d.-studerende sker med henblik på at erhverve ph.d.-graden og medfører ansættelse i tre år som lønnet ph.d.- stipendiat efter aftale mellem Medarbejder- og Kompetencerstyrelsen og Akademikernes Centralorganisation, protokollat om ph.d.-stipendiater (bilag 5). Lønnen udgøres af en anciennitetsbestemt basisløn samt et fast ikke-pensionsgivende tillæg. Retsgrundlaget for ph.d.-uddannelsen og tildelingen af ph.d.-graden ved Det Kongelige Akademi findes først og fremmest i Bekendtgørelse af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, jf. lovbekendtgørelse nr. 787 af 8. august 2019 og Uddannelses- og Forskningsministeriets ph.d.-bekendtgørelse nr. 1039 af 27. august 2013.
Ansøgningen skal indeholde
Ansøgning med tilhørende bilag skal sendes elektronisk via knappen ”Søg stillingen” nedenfor, så den er Det Kongelige Akademi i hænde senest fredag d. 1. august 2025, kl. 12.00.
Ansøgningen skal være på dansk og skal omfatte:
- Motiveret ansøgning (max 1 A4 side)
- Projektbeskrivelse (max 5 A4 sider). Projektbeskrivelsen skal indeholde følgende:
- Problemstilling
- Beskrivelse af projektets målsætninger
- Mulige forskningsspørgsmål og evt. hypoteser.
- Beskrivelse af relevante forskningsmetoder til besvarelse af spørgsmålene
- Udover de 5 A4-sider: Tidsplan for projektet (undervisning udgør 1/6 af det samlede forløb) og kildehenvisninger
- CV samt eventuel publikationsliste.
- Dokumentation for beståede eksaminer i form af eksamensbevis og karakterudskrift.
- Ansøgere skal tilkendegive om de læser og skriver dansk.
- Der er mulighed for at vedhæfte et eksempel på egen skriftlig formidling eller uddrag af samme. Max 2 sider.
Bedømmelsesprocedure
Ph.d.-stipendiet opslås i overensstemmelse med Uddannelses- og Forskningsministeriets ”Bekendtgørelse af 12. april 2019 om ansættelse af kunstnerisk og videnskabeligt personale ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriets område”.
Efter ansøgningsfristen vil institutlederen, i samråd med ansættelsesudvalget, udvælge en række ansøgere til faglig bedømmelse af et uvildigt sagkyndigt udvalg. Udvælgelsen af ansøgere sker ud fra en samlet vurdering af, hvilke ansøgere ansættelsesudvalget vurderer bedst opfylder de overordnede kriterier beskrevet i opslaget.
Alle ansøgere vil blive informeret om, hvorvidt deres ansøgning går videre til bedømmelse, og de udvalgte vil få oplyst sammensætningen af det sagkyndige bedømmelsesudvalg. Det sagkyndige bedømmelsesudvalg vil herefter vurdere de udvalgte ansøgere til stipendiet med fokus på ovennævnte forskningsområde, teknikker, færdigheder og krav. Udvalget vil konkludere, om den enkelte ansøger er kvalificeret. De bedømte vil får tilsendt deres bedømmelse med mulighed for partshøring.
Efter bedømmelsesprocessen træffer ansættelsesudvalget beslutning om, hvilken af de kvalificerede ansøgere stipendiet skal tilbydes. Ansættelsesudvalget kan vælge at indkalde én eller flere af de kvalificerede ansøgere til samtale.
Yderligere information
Yderligere information om indhold kan fås ved henvendelse til Ingeborg Hau (ihau@kglakademi.dk) eller til institutleder Natalie Mossin (nmos@kglakademi.dk).
Generel information om Det Kongelige Akademi og ph.d.-uddannelsen kan fidnes på www.kglakademi.dk
Alle, der opfylder kravet om en akademisk uddannelse på kandidatniveau, opfordres til at søge stipendiet uanset alder, køn, etnicitet eller religion.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex