Vil du gøre en afgørende forskel for børn, unge og familier i sårbare positioner? Kan du skabe sammenhæng mellem sundhedsvæsen, kommune og civilsamfund? Trives du med at tage ansvar, og søger du hjælp, når du har brug for det? Så skal du måske have en ny hverdag i sekretariatet for Familie og Forebyggelse.

Sammen om børn med diabetes
Steno Diabetes Center Odense (SDCO) på Odense Universitetshospital og Familie og Forebyggelse starter fra august 2025 det 3-årige projekt ”Sammen om børn med diabetes - mod mindre social ulighed i sundhed”. Projektets formål er dels at styrke samarbejdet på tværs af sundheds- og socialsektoren ved at udvikle en navigatorrolle, der koordinerer indsatser til børn og familier på tværs af de to sektorer. Dels at styrke børns trivsel og sundhed ved at støtte dem og deres forældre i at håndtere diabetes i deres hverdag.

I stillingen som konsulent i Familie og Forebyggelse vil du varetage projektledelsen i tæt samarbejde med en kollega fra SDCO. Projektledelsen vil fylde ½-delen af din stilling.

Om os
Det ”os” du kommer til at forholde dig til, er arbejdsfællesskabet i sekretariatet for Familie og Forebyggelse, men også et arbejdsfællesskab i SDCO. Vores samarbejde er nyt, og sammen med en ”med-projektleder” og en evaluator i SDCO bliver du omdrejningspunktet for at udvikle et frugtbart samarbejde, som er drivkraften i projektet. Du skal arbejde på tværs af de to organisationer, men være ansat i Familie og Forebyggelse, hvor du også vil have opgaver, der ikke vedrører projektet.

Sekretariatet i Familie og Forebyggelse består af 16 medarbejdere, en sekretariatschef, en udviklingschef samt Familie- og Forebyggelseschefen. Vi samarbejder med vores tre fagafdelinger; Center for Indsatser til Børn og Unge, Børn og Familierådgivningen og Center for Tværgående Sundhed og Forebyggelse. Vi understøtter også vores Børn- og Ungeudvalg og samarbejder med skole- og dagtilbudsafdelingerne i Børn-og Ungefovaltningen i Odense Kommune.

Sekretariatet sætter fælles retning for lokale og tværgående udviklingsprocesser. Vi understøtter den løbende drift, styring af tværgående processer, projektarbejde, politiske beslutninger, økonomistyring, udarbejdelse af politiske sagsfremstillinger, kvalitetsarbejde og meget mere. Vi skaber rammer for at vedligeholde og styrke børnefællesskaber for børn og unge i Odense.

SDCO er Region Syddanmarks specialiserede center for diabetes og driver bl.a. en række regionale udviklingsprojekter med fokus på børn og unge. SDCO arbejder tæt sammen med børneambulatorierne i regionen og har særligt fokus på at styrke trivsel, behandling og sammenhæng for børn med diabetes og deres familier. SDCO er en tværfaglig og datadrevet organisation, hvor inddragelse af patienter, evaluering og videnbaseret udvikling er i centrum.

Dine opgaver
Når du starter i jobbet, vil vi prioritere, at du hurtigt bliver en del af et fagligt fællesskab med kolleger og chefer i sekretariatet i Familie og Forebyggelse og i SDCO. Vi vil gøre noget ud af at introducere dig til begge organisationer.

Som nævnt vil ½-delen af din stilling handle om projektledelse af ”Sammen om børn med diabetes - mod mindre social ulighed i sundhed”. Dette i tæt samarbejde med en kollega fra SDCO. Opgaver vil i den forbindelse handle om:
  • Projektstyring. Herunder ansvar for fremdrift i projektet, afholdelse og styring projektgruppemøder, styregruppemøder, workshops mv.
  • At sikre projektets aktiviteter koordineres, forløber planmæssigt og gennemføres så de opfylder formålet med projektet
  • At deltage i ansættelsesproces af navigator
  • At udvikle arbejdsgange, der understøtter godt samarbejde om udsatte familier, der har børn med diabetes. Dette på tværs af forskellige fagpersoner i kommuner, region og civilsamfund. Der vil være kontaktflader med op til 16 syddanske kommuner, samt OUH og Sygehus Lillebælt
  • At være bindeled til de øvrige kommuner, der løbende kommer ind i projektet
  • At medvirke til at sikre indsamling af relevante data og bistå i evalueringen af projektet
I den anden halvdel af din stilling vil du løse opgaver, der ligger i regi af Familie og Forebyggelse. Her kan dine opgaver komme til at handle om:
  • At deltage i og drive drifts- udviklingsprocesser på tværs af organisationen
  • At bidrage til udarbejdelse af sager til politisk udvalg
  • At medvirke til at sekretariatets samlede opgaveportefølje løses på et fagligt højt niveau
  • Analyseopgaver, hvor du selvstændigt afdækker og opsøger viden om lovgivning, faglig udvikling og andre relevante aspekter, som er forudsætningen for det gode analysearbejde
  • At være et koordinerende led og sikre sammenhængskraft mellem Familie og Forebyggelse, Skoleafdeling, Dagtilbudsafdeling og den centrale stab i Børn- og Ungeforvaltningen
  • At bidrage aktivt til godt kollegaskab og samarbejde
Du refererer til udviklingschefen. Opgaveløsningen sker i tæt samarbejde med kolleger i Familie og Forebyggelse. Vi har et sekretariat, der er er en velfungerende afdeling, og som kendetegnes ved høj faglighed, stærkt socialt sammenhold og en uhøjtidelig stemning med plads til alle.

Om dig
  • Du har en relevant sundhedsfaglig kandidatuddannelse
  • Du mestrer høj grad af selvstændig opgaveløsning, mens du samtidig involverer kolleger og ledere, når det er relevant og nødvendigt for opgaveløsningen
  • Du har erfaring med projektarbejde på sundhedsområdet eller det specialiserede socialområde
  • Du formår at samarbejde med forskellige fagpersoner og er dygtig til relationel koordinering
  • Du er udadvendt og trives i at skabe og vedligeholde professionelle relationer
  • Du har interesse i og gerne erfaring med at arbejde tværsektorielt
  • Du har interesse i og gerne erfaring med at arbejde i en kommune
  • Du har lyst til at arbejde for udsatte børn og familier i Odense og Syddanmark
  • Du griber nye opgave med stort engagement
Vi tilbyder
Vi tilbyder et job med udfordring og mening. Du får en unik mulighed for at arbejde på tværs af sundheds- og socialsektoren og på tværs af kommune, region og civilsamfund. Du kommer til at præge udviklingen af vores tilbud til udsatte familier.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en 3-årig stilling på fuld tid som konsulent. Tiltrædelse pr. 1. august 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?
Yderligere spørgsmål til stillingen, til Familie og Forebyggelse eller til SDCO, kan stilles til udviklingschef Kristian Munksgaard på 20 37 59 93, krmun@odense.dk.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er mandag den 16. juni 2025.

Samtaler forventes afholdt onsdag den 18. juni 2025. OBS: Kort tid mellem deadline på ansøgning og evt. indkaldelse til samtale.

Arbejdssted er Børn- og Ungeforvaltningen, Ørbækvej 100, 5220 Odense SØ, og Steno Diabetes Center, Odense Universitetshospital, Kløvervænget 10, 5000 Odense C.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex