Faglig koordinator i Afdeling for Dataintegration og – analyse (DIAS) på Statens Serum Institut (SSI)
Om jobbet
Vi har store datamængder, der kobles vha. algoritmer og analyseres, og du vil være med til at vedligeholde driftssystemer, samt finde på effektive og smarte nye anvendelser. Du vil især arbejde med sundhedssektorerhvervede infektioner i det automatiske overvågningssystem HAIBA (Healthcare-Associated Infections Database).
Du har en koordinerende og faciliterende rolle i tværgående fagligt samarbejde. Dine opgaver omfatter bl.a. interessanthåndtering – herunder især vores regionale samarbejdspartnere, deltagelse i nationalt og internationalt samarbejde, projektledelse, samt formidling i form af nyheder, notater, artikler til hjemmesiden og videnskabelige artikler. Derudover vil du også arbejde med selve data, herunder lave udtræk, validering og dataanalyse.
Du arbejder primært i HAIBA-teamet, men arbejdet hos os omfatter også vekslende opgaver på tværs af teams. Ind imellem skal vi kunne agere på akutte problemstillinger, så du skal kunne holde hovedet koldt i disse situationer.
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse, og erfaring med databehandling. Du har affinitet med kommunikation og koordination.
Vi lægger desuden vægt på, at du er en holdspiller, der kan arbejde selvstændigt, tage initiativ og påtage dig ansvar, samt kan trives med korte deadlines. Du skal kunne bevare det store overblik og kunne prioritere mellem opgaverne.
Vi forventer derudover, at du:
- har erfaring med udtræk, validering og analyse af data
- har erfaring med sundhedsdata
- har stærke kommunikations og -samarbejdsevner
- er initiativrig, proaktiv og tager ansvar
- udviser stor fleksibilitet til at løse opgaver på nye områder
- er helhedsorienteret og har blik for DIAS’ behov
- er god til at videreformidle viden til gavn for DIAS’ arbejde
- kan kommunikere, både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
- har erfaring med projektledelse
- har kendskab til og/eller interesse for mikrobiologi og infektionsepidemiologi
- har kendskab til kvalitetsarbejde eller hospitalshygiejne
- er god til at samarbejde både med interne og eksterne samarbejdspartnere, herunder også gerne sundhedsfaglige eksperter
Du får et spændende job, hvor du kan gøre en forskel i forebyggelsen og bekæmpelsen af infektionssygdomme, med masser af udviklingsmuligheder, godt humør og gode kolleger, som prioriterer socialt samvær. Som ny kollega tilbyder vi dig en god og grundig start i vores sektion. Vi kan tilbyde dig et job, der er præget af stærk faglighed og et godt samarbejde mellem teams og faggrupper.
Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads. SSI har egen idrætsforening med sportsfaciliteter på campus og en personaleforening, som begge tilbyder en bred vifte af aktiviteter. Vi er centralt beliggende i København med nem adgang til offentlig transport og gode parkeringsmuligheder.
Om os
Afdeling for Data Integration og Analyse (DIAS) er en del af infektionsberedskabet på Statens Serum institut (SSI) og har ansvaret for at drive den nationale mikrobiologiske database (MiBa). Vi varetager bl.a. datahåndtering for smitsomme sygdomme i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger på SSI, herunder drift og udvikling af den digitale infektions– og vaccinationsovervågning. Derudover indgår vi i nationale- og internationale IT -udviklingsprojekter i samarbejde med blandt andet Sundhedsdatastyrelsen og de 5 regioner.
Vi indhenter, tilrettelægger, analyserer og formidler de centrale data, der bruges i overvågningen af omkring 100 infektionssygdomme, herunder covid-19. Vi er i proces med automatisering af overvågningen og digital transformation ift. anvendelse og visualisering af disse data.
Et af de automatiske overvågningssystemer er Healthcare-Associated Infections Database (HAIBA), som kobler data fra MiBa, Landpatientregistret og CPR-registret. Dette system giver unik mulighed for at monitorere infektioner erhvervet i relation til behandling på hospitaler, både på lokalt og nationalt plan.
DIAS har ca. 45 ansatte med sundhedsfaglig-, akademisk- og IT-baggrund.
Lyder jobbet som noget for dig?
Send os dit CV, ansøgning og eksamensbevis. Vi beder dig om ikke at indsætte et foto i dit CV, da vi bestræber os på en mere inkluderende rekrutteringsproces med lige muligheder for alle vores jobansøgere.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 24.
Har du yderligere spørgsmål til stillingen eller ansøgningsprocessen kan du kontakte afdelingslæge og sektionsleder Sophie Gubbels på tlf. 3268 8338. Du kan læse mere om, hvordan du ansøger og rekrutteringsforløbet på Job på SSI.
Dine ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Der er tale om en varig stilling.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex