Har du lyst til at udvikle børn og unges kreativitet og glæde ved drama? Brænder du for dramapædagogik? Trives du i samarbejder og i en hverdag, hvor formidling til de yngste er omdrejningspunktet?

Så er det lige dig, vi står og mangler!

Fra 1. august 2025 har vi nemlig en ledig stilling på Den Kreative Skole. Stillingen er på 4 timer om ugen og knytter sig til undervisning, der på nuværende tidspunkt finder sted torsdag formiddag samt forskellige mødeaktiviteter.

Over tid kan der være muligheder for, at stillingen kan vokse.

Om arbejdsopgaverne:

Vi intensiverer vores samarbejde med en folkeskole i Silkeborg. Vi laver nemlig en model for det kommende skoleår, der gør at alle børn i 0. og 1. klasse får et 9-ugers forløb i henholdsvis drama, musik, dans og billedkunst. Undervisningen foregår på Den Kreative Skole.

Formålet med samarbejdet her, er at give børnene mulighed for at møde kunsten og selv prøve kræfter med den i de første år af deres skoletid. Vi ønsker at understøtte en kultur på skolen, hvor de æstetiske fag får mere plads og hvor fællessang er en selvfølge.

Opgaven forudsætter gode evner til at samarbejde, da du både skal samarbejde med dine kolleger på kulturskolen, og gennemføre den konkrete undervisning i samarbejde med lærere og pædagoger fra folkeskolen – de deltager nemlig også i timerne. Da det er et helt nyt samarbejde, skal indholdet udvikles sammen med de involverede kolleger fra både skolen og kulturskolen.

Om dig:

  • Du brænder for at arbejde med, at børn og unge opdager og udvikler deres kreativitet, glæde over og færdigheder inden for musikken – uanset niveau
  • Du har en kreativ og kunstnerisk profil. Hvis du har en uddannelse på området er det skønt, men ikke et krav
  • Du har både stor dramafaglighed og pædagogisk faglighed
  • Du bygger gode relationer til elever, forældre og kollegaer, og du er god til at facilitere fællesskab på holdene
  • Du trives ved at indgå i samarbejder på tværs af fagligheder både i og udenfor kulturskolen
  • Du reflekterer over din egen praksis og har lyst til at udvikle din faglighed i fællesskab med andre
  • På sigt vil det være en fordel, hvis du har kørekort og bil, da mange af kulturskolens opgaver varetages på øvrige lokationer i kommunen udover på Bindslevs Plads

Generelt om Den Kreative Skole

På Den Kreative Skole er vi i alt 44 medarbejdere. Sammen udgør vi en kreativ organisation, hvor vi samarbejder på tværs både internt i forbindelse med undervisningen, og eksternt i forbindelse med spændende projekter.

Vi er en arbejdsplads med højt til loftet - her er plads til forskellighed og initiativ. Vi tror på, at høj faglighed og gode relationer er et godt fundament for at kunne gøre en forskel for børn, unge og voksne i Silkeborg Kommune, og vi glæder os til at byde dig velkommen!

Du kan lære meget mere om os på www.denkreativeskole.dk

Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og på baggrund af kvalifikationer og uddannelse.

Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning med vedlagt relevant dokumentation.

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kulturskoleleder Knud Mortensen på telefon 2046 4039 eller vicekulturskoleleder Laura Flensted-Jensen på telefon 2234 9028.

Ansøgningsfrist torsdag 19. juni 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag 25. juni 2025 i tidsrummet mellem kl. 8.00 - 12.00.

Hvis vi gerne vil se dig undervise i forbindelse med samtalen, giver vi dig besked i forbindelse med indkaldelsen.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.

Vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex