Byggesagsbehandler til erhvervssager - kom og vær en del af et stærkt fagligt team med fokus på god erhvervsservice
Hvis du er en stærk faglig sagsbehandler, der er dedikeret til at yde en god service til vores erhvervsliv, så har vi en spændende mulighed til dig. Er du klar til at tage udfordringen op?
Der er fart på i Holbæk Kommune. Vi er i en spændende udvikling, hvor vi har fokus på den grønne omstilling. Vi har mange lokalplaner i pipelinen, som vi tværgående arbejder på at realisere, og vi har masser af byggesager, der kræver behandling. Vi har derfor brug for en dygtig byggesagsbehandler, der kan behandle erhvervssager med fokus på at yde en god service for vores erhvervsliv.
Geografisk dækker vi et stort område med både by, land og sommerhusområder, hvilket giver en spændende diversitet i opgavesammensætningen.
Vi har fokus på, hvordan vi udvikler byggesagsbehandlingen generelt og også i forhold til de muligheder IT og digitalisering giver, så hvis du har indsigt og interesse i dette, er det kun en fordel - men ikke en nødvendighed.
Du får her mulighed for at blive en del af et team, der sætter team-ånd og faglighed højt, og som synes, det skal være sjovt at gå på arbejde.
Hvad søger vi?
Vi har brug for dig, der brænder for at yde den bedst mulige service for vores ansøgere og erhvervsliv, du skal derfor være nysgerrig, rigtig god til dialog, og det skal være helt naturligt for dig at gribe telefonen og undersøge eller formidle omstændighederne såvel som kompliceret lovgivning. Somme tider giver det mere mening at mødes ude på byggepladsen, og du skal derfor have et kørekort til bil.
Vi lægger vægt på, at du:
- har forståelse for at vores borgere/ansøgere skal være i centrum. Vi er til for dem!
- har stærke samarbejdsevner - internt såvel som eksternt.
- kan tænke i helheder og har blik for, hvilke fagligheder, der skal i spil ift. smidig proces i et sagsbehandlingsforløb.
- har gode formidlingskompetencer i skrift såvel som tale.
- åbent og engageret bidrager til arbejdet ved at dele ud af erfaringer og er nysgerrig på vores ansøgere og dine kollegers input.
- bidrager konstruktivt til et godt arbejdsmiljø, en fælles kultur og et stærkt fagligt miljø.
- er godt inde i Bygningsreglementet BR18, byggeloven, planloven, forvaltningsret og har interesse i at følge med i nye vejledninger og ændringer.
- har en relevant uddannelse som f.eks. bygningskonstruktør, arkitekt, ingeniør eller anden uddannelse, hvor du har indblik i - og interesse for - byggesagsbehandling og lovgivning.
På det personlige plan har du en stærk evne til at sætte dig i andres sted, hvilket gør dig til en naturlig medspiller i professionelle relationer med borgere, virksomheder og kolleger. Du forstår vigtigheden i at anskue en sag fra flere perspektiver, og du trives med at arbejde i en politisk styret organisation.
Din nye afdeling og dine nye kolleger
Med dig er Byg og Landzone en afdeling på 24 medarbejdere i alt. Afdelingen består af 1 koordinator, 14 byggesagsbehandlere, 4 landzonesagsbehandlere, 4 administrative medarbejdere, samt 1 BBR-registerfører. Vi er repræsenteret bredt på faglighed, køn, alder og erfaring, og vi brænder for at hjælpe byggedrømme på vej, hvilket vi gør i fællesskab med vores borgere og ansøgere ved at være nysgerrige og bringe vores faglighed i spil.
Afdelingen er inddelt i følgende teams, som arbejder tæt sammen, men som hver har deres opgavefokus:
- byggesager for enfamiliehuse, sommerhuse, sekundær bebyggelse m.v.
- byggesager for erhverv, etageejendomme samt håndtering af skimmelsager.
- landzonesager for byggeri i det åbne land.
- BBR, systemer, Filarkiv, hjemmeside og postkasser samt flexboliger m.v.
Derudover er der en række opgaver, der ikke ligger fast, men løses i fællesskab. Mange afgørelser træffes sammen med kollegerne til de ugentlige sparringsmøder, da det er væsentligt at afgørelserne er i overensstemmelse med den fælles linje, vi administrerer efter.
Vi sidder i storrumskontor ved Holbæk Havn, hvor vi sparrer på tværs af teams og afdelinger. Vi har en uformel omgangstone, og der er plads til både fordybelse og fælles drøftelser på tværs. Vi udfordrer hinanden og støtter hinanden såvel fagligt som personligt. Vi vægter åbenhed, humor og udvikling højt. Kontoret summer af spændende projekter og snak hen over bordene for at finde de bedst mulige løsninger på opgaverne. Vi har en fleksibel fremmødekultur, hvor der er plads til hjemmearbejde.
Vi mødes også udenfor arbejdstid til sociale arrangementer. Der holdes f.eks. filmarrangementer, spil og quiz-aftener og biografture. Derudover er der på tværs af organisationen muligheder for at deltage i forskellige tiltag, som fx løbe/gå klub, padel tennis og badminton, kagekonkurrencer og meget andet.
Hos os får du også:
- et spændende og udfordrende job med engagerede kolleger.
- gode sparringsmuligheder med leder og kolleger.
- mulighed for personlig udvikling og kurser og en arbejdsplads, hvor du kan bidrage til udviklingen i afdelingen.
- et arbejde i en organisation, der ikke står stille, og hvor der er spændende projekter.
- et fleksibelt arbejdsliv tilpasset dine og vores behov.
- fuldtidsstilling.
- ansættelse i administrationsbygningen på havnen - tæt ved vandet og med god kantine, personaleforeninger mm.
- et godt arbejdsmiljø med masser af humor.
Hvornår ansøger du?
Vi vil se frem til at modtage din ansøgning senest søndag den 29. juni 2025. Vi holder ansættelsessamtale mandag den 7. juli 2025.
Løn og ansættelsesvilkår:
Det er en fuldtidsstilling med ansættelse pr. 1. september 2025. Løn og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst og efter forhandling med din kommende tillidsrepræsentant.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at ringe til byggesagsbehandler Jane Wrede på tlf.: 72 36 35 52 eller afdelingsleder Pia Nielsen på tlf.: 72 36 26 41.
Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.
Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex