DR Koncerthuset er hjemsted for DR’s kor og orkestre og en integreret del af DR’s public service-virksomhed med koncerter, events og udsendelsesaktiviteter på radio, digitalt og TV. Derudover danner DR Koncerthuset ramme om en række kommercielle koncerter og aktiviteter, der opererer på markedsvilkår. Samlet set er huset årligt vært for omkring 400 arrangementer, som samler cirka 350.000 gæster.

En vigtig del af vores samlede aktivitet er udlejning og produktion af events og konferencer. Vi lejer DR Koncerthusets faciliteter ud til f.eks. konferencer, kickoffs og kundearrangementer for store virksomheder. Samtidig arbejder vi med at udvikle egne formater og producere events, der tilføjer en ekstra dimension til det, der allerede foregår i huset.

I DR Koncerthuset søger vi en engageret eventkoordinatorelev, der bliver en vigtig del af vores kommercielle afdeling. Du vil få mulighed for at arbejde med en bred portefølje af spændende arrangementer og opgaver – og samtidig få værdifuld erfaring med at koordinere events og samarbejde med både interne og eksterne partnere.

Om stillingen
Som eventkoordinatorelev hos DR Koncerthuset får du en unik mulighed for at være med i hele processen – fra planlægning til afvikling af events. Du vil arbejde tæt sammen med kolleger på tværs af afdelingen og få ansvar for at:

  • Kommunikere med kunder under planlægningen af et event og være deres kontaktperson og afvikler på selve dagen.
  • Booke og koordinere faciliteter, leverandører, personale, teknikere, udstyr og catering.
  • Udarbejde drejebøger og produktionsplaner samt håndtere logistik frem mod events.
  • Bidrage til at udvikle publikumsoplevelsen i Koncerthuset og samarbejde på tværs af DR’s eventaktiviteter.
Stillingen giver dig mulighed for at arbejde både selvstændigt og som del af et team. Du vil få erfaring med både projektledelse og praktisk eventkoordinering i et dynamisk og lærende arbejdsmiljø.

Hvem er du?
Vi ser gerne, at du har en stor interesse for eventkoordinering og planlægning og er motiveret for at udvikle dine kompetencer inden for området. Vi ønsker at du har erfaring eller kendskab til branchen – enten gennem lønnet arbejde eller frivillige aktiviteter. Derudover ser vi gerne, at du:

  • Er en stærk teamplayer, der trives med samarbejde på tværs af mennesker og faggrupper.
  • Er nysgerrig og har lyst til at lære alt fra valg af drinks til eksklusive events til opsætning af teknisk udstyr – både til store og små konference.
  • Er professionel, udadvendt, struktureret og detaljeorienteret.
  • Har en positiv indstilling, er initiativrig og har en “ja-hat”-mentalitet.
  • Har lyst til at udvikle dig inden for eventplanlægning, projektstyring og kommercielle samarbejder
Vi tilbyder

  • En spændende og lærerig elevtid, hvor du lærer at navigere i alle faser af eventafvikling – og med tiden får ansvar for egne projekter.
  • Varierede arbejdsopgaver, hvor ikke to dage er ens.
  • Et inspirerende og dynamisk arbejdsmiljø med tæt samarbejde med erfarne kolleger.
  • Erfaring med professionel kommunikation med både kolleger og eksterne samarbejdspartnere – og indblik i, hvordan man sikrer en god oplevelse for alle involverede.
For at trives i rollen er det vigtigt, at du er en stærk teamplayer, der er drevet af professionalisme og ordentlighed i alle relationer. Du skal kunne håndtere forskellige personligheder og indgå i professionelle, kommercielle dialoger med både kolleger og samarbejdspartnere.

Yderligere information
DR Koncerthuset er en del af direktørområdet DR Kultur, Børn og Unge med arbejdssted i DR Byen.

Ved opstart skal du have afsluttet det adgangsgivende grundforløb for eventkoordinatoruddannelsen.

Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer ugentligt. Der vil være skiftende arbejdstider, herunder aften- og weekendarbejde i forbindelse med afvikling af events.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte eventkoordinator Nynne Schaltz Andreasson på nyan@dr.dk.



DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge. Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har røgfrit miljø og metro lige til døren.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex