Engagerede specialpædagoger søges til Sorgenfriskolen
2 engagerede specialpædagoger søges til vores indskoling i afdeling S.
Brænder du for det specialpædagogiske område og dejlige børn med lavt funktionsniveau og kommunikative vanskeligheder og vil du være med på holdet af dygtige og engageret medarbejdere, så er det måske dig vi leder efter.
Afdeling S er et helhedsorienteret tilbud for elever med diagnoser og problematikker indenfor autismespektret med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og med særligt behov for vidtgående specialundervisning. Desuden er eleverne udfordret på deres sensoriske perception og udfordret på kommunikation, socialt samspil og adfærd.
I en klasse i afdeling S er der 4-6 børn og et team på 4-5 medarbejdere (lærere, pædagoger, medhjælpere), som både dækker skole og SFO.
Eleverne indgår i et TEACH inspireret læringsmiljø, der er kendetegnet ved tydelig, visualiseret struktur, mange gentagelser, tydelig guidning med mulighed for ro og pauser, tilpasset den enkelte elev.
Totalkommunikation er et gennemgående fokusområde. Det betyder, at vi er opmærksomme på alle brugbare kommunikationsformer, som er tilgængelige for den enkelte elev. Tegn Til Tale er et bærende kommunikationsredskab i dagligdagen, for de børn som har behov for dette.
Elevens selvhjulpenhed trænes kontinuerligt med udgangspunkt i det enkelte barns udviklingstrin, kompetence og potentiale. Selvhjulpenhed er en bærende grundværdi, fordi det at kunne selv og føle sig værdifuld er afgørende for at kunne mestre livsduelighed på sigt.
Sanseintegration er en vigtig forudsætning for udviklende leg og læring, og derfor er sansemotorik også et grundelement i vores praksis. Vi træner og øver de primære sanser og reflekser, og derved styrkes centralnervesystemet, som er grundlæggende for kroppens og hjernens udvikling.
Vi har et tæt samarbejde med vores understøttende funktioner så som fysioterapeut, ergoterapeut, logopæd og psykologer.
Vi søger efter dig som:
- Er uddannet pædagog. Gerne med erfaring fra specialområdet.
- Trives i et fagligt udviklingsorienteret specialpædagogisk tilbud.
- Har kendskab til og erfaring med børn med vidtgående profiler, som autisme, ADHD og svære kommunikations vanskeligheder.
- Har en tydelig og struktureret tilgang.
- Har kendskab til eller lyst til at lære Tegn Til Tale.
- Er motiveret for at indgå i et forpligtende samarbejde med forskellige faggrupper.
- Finder det spændende og naturligt at have et godt og udvidet samarbejde med forældre.
Vi tilbyder:
- Skønne børn
- Dygtige og engagerede kollegaer
- Tæt sparring
- Løbende opkvalificering
- Mentorordning
- At være med til at udvikle og sætte dit præg på afdeling S på Sorgenfriskolen.
Sorgenfriskolen er Lyngby-Taarbæk kommunes specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder, børn med behov for vidtgående specialundervisning, normalt begavede børn med diagnoser indenfor ASF-området og børn med en vidtgående autismeprofil.
På Sorgenfriskolen har vi stor fokus på det enkelte barns udvikling, trivsel og læring – både fagligt og socialt. Vi ser os selv som en veldrevet skole og SFO med glade elever, dygtige personaler og tilfredse forældre.
Skolen har pt. ca. 125 elever fordelt i 16 klasser.
Vi er et sted med plads til både traditioner og fornyelse, alvor og humor, og har til huse ved det dejlige grønne område omkring Sorgenfri slotspark og tæt på Sorgenfri station.
Sorgenfriskolen - et godt sted at være, et godt sted at lære.
Stillingerne er med fastansættelse på 32-37 timer ugentligt med tiltrædelse 1. august 2025.
Du er velkommen til at ringe og høre nærmere eller aftale et besøg og en rundvisning, forud din ansøgning.
Løn efter gældende overenskomst.
Vi har røgfri arbejdstid på Sorgenfriskolen.
Se mere om os på vores hjemmeside: www.sorgenfriskolen.ltk.dk
Har du spørgsmål kan du kontakte SFO-leder Susanne Vesterli på telefon 4528 4280
Send gerne din ansøgning nu – vi indkalder løbende til samtaler.
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex