”Børn gror og sammen sætter vi spor”. Vil du være med til at lægge sporene og sikre plads til at det gode børneliv kan vokse i vores dagtilbud? Har du lyst til at skabe et fagligt fællesskab på tværs af fire afdelinger med stærke profiler og et lige så stærkt samarbejde med medarbejdere og forældre?

Børneliv Nord søger pr. den 1. september 2025 en viceleder, der brænder for at styrke pædagogisk og faglig udvikling igennem faglig ledelse. Vi er et dagtilbud bestående af fire institutioner: Krøyerhaven, Æblehaven, Mariehønen og Skjoldgården. Du vil være viceleder for alle afdelinger og indgå i et tæt samarbejde med leder om udvikling af den pædagogiske retning samt drift af hele institutionen.

Vil du balancere vision og virkelighed?
Som viceleder vil du først og fremmest blive inviteret ind i et nyt ledelsesteam, hvor du kommer helt tæt på de overordnede og strategiske beslutninger for institutionen og samtidig har du et stærkt praksisgreb om hverdagens opgaver.

Dine primære arbejdsopgaver vil omfatte
  • vejledning, sparring og hjælp til personalet vedr. børnesager.
  • være tovholder på og afholde tværfaglige samarbejdsmøder og møder med forældre i forbindelse med børnesager.
  • udarbejde faste mødeplaner for alle institutioner, samt samarbejde med stuerne og koordinator om vikardækning.
  • koordinering vedr. fælles feriepasning.

Kan du bidrage med praksiserfaring, overblik og ambitioner?
Vi søger dig, som er uddannet pædagog, står solidt på dine faglige kompetencer og har erfaring indenfor 0-6 års området. Du har naturligvis også praksiserfaring med et givende forældresamarbejde og vægter dette som betydningsfuldt for børns trivsel.

Du har ambitioner og visioner for både dit eget faglige og relationelle bidrag og for medarbejdere og institution. Har du samtidig en lederuddannelse, er det kun et plus og alternativt ser vi gerne, at du er motiveret for at efteruddanne dig.

Vi er samtidig nysgerrig på dine personlige kompetencer og på i hvilken grad du
  • agerer lyttende og kommunikerende og aktivt deler viden gennem sparring og vejledning.
  • skaber positive og anerkendende relationer med børn, forældre og medarbejdere og evner at etablere ærlige og åbne kommunikationskanaler.
  • arbejder tålmodigt, vedholdende og struktureret og evner at balancere ledelse ift. alle institutionens områder.
  • trives med at skifte mellem forskellige og samtidige opgaveløsninger og effektivt omsætte idéer til handling.
  • bevarer overblikket, handler løsningsorienteret og søger hjælp når nødvendigt, eller når situationen er presset.

Vi tilbyder gode udviklingsbetingelser, faglig sparring og en alsidig hverdag
I jobbet møder du en spændende arbejdsdag med plads til forskellighed og samtidig et stærkt fælles fokus på faglig stolthed, plads til udvikling og nye idéer.

De fire matrikler skaber de bedste udviklingsmuligheder for i alt ca. 196 børn og 55 medarbejdere, og du kan læse meget mere om vores vision, kendetegn og pædagogiske læreplaner her på Børneliv Nords hjemmeside

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte leder Louise Blichmann Korsholm Pedersen på telefon 20 86 59 43 / mail louise.blichmann.korsholm.pedersen@holstebro.dk.

Det praktiske
Tiltrædelsesdato den 1. september 2025.

Løn efter gældende overenskomst og forhandling med relevant faglig organisation.

Stillingen er på 37 timer med arbejdssted på de fire matrikler.

Ansøgningsfrist
15. juni 2025, kl. 8.00.

Vi afholder første samtalerunde den 23. juni, og anden samtalerunde den 30. juni 2025.

Går du videre til anden samtale møder du en case-opgave og vi inviterer dig til at udfylde en personprofil, som du modtager personlig tilbagemelding på den 25. juni i HR&Udvikling ved Holstebro Kommune.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex