Skovvangskolen søger en viceskoleleder med ledelsesansvar for 5.-9 klasse
Vi tilbyder en meningsfuld ledelsesopgave på en byskole med en klar pædagogisk grundfortælling. Vi søger en viceskoleleder, der – sammen med os – får grundfortællingen til at leve i praksis. Du bliver en del af en ambitiøs ledergruppe, som er optaget af at blive dygtigere sammen. Du får stor indflydelse på udskolingen – og rum til at tænke nyt, styrke dit lederskab og gøre en forskel for børn i en omskiftelig verden.
Om Skovvangskolen
Skovvangskolen dækker skoledistriktet Trøjborg/Riisvangen. Vi er knap 600 elever, som er afdelingsopdelt i Fase 1 (0-4. klasse), Fase 2 (5-9. klasse), SFO og Specialklasser (10 klasser fordelt ud over forskellige klassetrin). Vi søger en viceskoleleder med lederansvar for fase 2 (5-9. klasse), der sammen med elever, forældre, personale og ledelseskollegaer vil være med til at understøtte og udvikle skolens pædagogiske virke.
På Skovvangskolen er vi optaget af skolens og SFOens dannelsesopgave i forhold til, at vores elever vokser op i en omskiftelig verden. Vi har derfor udarbejdet en pædagogisk grundfortælling, som vi i skoleåret 2025-26 har fokus på at få ud og leve i hele organisationen, så den gør en forskel for alle. Grundfortællingen tager afsæt i vores skoles dannelsesopgave og spiller sammen med skolens tre værdier; Respekt, Fællesskab og Læring, samt at vi på Skovvangskolen i august 2026 er færdig med en omfattende tilbygning og renovering. Når denne er færdig, så står vi med en bygningsmasse indendørs og udendørs, der giver gode forudsætninger for at inddrage leg, variation, holddeling m.m. Du kan læse mere om både vores værdier og grundfortælling her: Skovvangskolen
Vi har høje forventninger til alle – og skaber en skoledag, der balancerer mellem tydelige strukturer, som giver tryghed, og varierede tilgange, der styrker faglig fordybelse og motivation. Nøgleord i skolens pædagogiske arbejde er relationer, variation, legende tilgange, nysgerrig på egne og andres tilgange. Det er helt grundlæggende vigtigt for os, at du som vores kommende leder kan se dig ind i skolens pædagogiske grundfortælling.
Ligeledes bliver du en del af ’det store fællesskab’ i Børn og Unge i Aarhus Kommune, hvor vi arbejder inden for den fælles og forpligtende ramme om blandt andet bredere børnefællesskaber.
Om jobbet
Du vil have følgende opgaver:
- Personaleledelse af afdelingens 22 medarbejdere.
- Elevsager i afdelingen og herunder samarbejdet med PPR og Socialforvaltningen.
- Skoleårets planlægning – herunder timefordelingsplaner, skema m.m. på sigt i samarbejde med skoleleder.
- Faglig ledelse i samarbejde med tovholderne på udvalgt faggrupper (eks. Matematik, dansk, naturfag, sprog, DSA, PLC m.fl.) og den resterende ledelse.
- Faglig og trivselsmæssig opfølgning sammen med vejledere og personale på elever og klasser 5-9. klasse.
- Prøveplanlægning
- Udviklingssamarbejde og udviklingsprojekt i samarbejde med personale og eksterne parter.
- Tæt sparring med skoleleder og administrationsleder om bl.a. økonomi og skolens generelle drift.
Er du lederen, som både elever, medarbejdere og ledelsesteam ønsker sig?
Skolens elever i 5-9. klasse ønsker sig en pædagogisk leder, der:
- Har fokus på, hvordan skoledagen bliver bedst mulig.
- Har en åben dør og lytter til, hvad der rør sig blandt eleverne.
- Har en faglig og trivselsmæssig nysgerrighed på alle elever.
Skolens forældre/skolebestyrelsen ønsker en pædagogisk leder, der:
- Har fokus på børnenes trivsel og læring som det første, og som er med til at finde den bedste vej for hver enkelt elev – uanset behov og potentiale.
- Har stærke relationelle kompetencer i samarbejdet med forældre og skolens personale, og møder forskelligheder med forståelse og respekt.
- Kan – sammen med resten af skolens ledelse – arbejde aktivt for at videreudvikle skolen som en inspirerende arbejdsplads med fokus på inklusion, mangfoldighed og trivsel.
Medarbejderne i afdelingen ønsker sig en leder, der:
- Støtter deres faglige udvikling og anerkender deres indsats.
- Har et blik for, hvordan processerne omkring børn, der har udfordringer, kører bedst muligt.
- Fremmer samarbejdet og giver plads til de løsninger, som medarbejderne er med til at finde.
- Tør stå op på ølkassen og være beslutningsdygtig.
Dine ledelseskollegaer ønsker sig en kollega, der:
- Har gode organisatoriske evner.
- Vil være med til at søge nye veje for at skabe den bedst mulige skole for vores elever og personale.
- Tør være med til at udfordre gængse forståelser af, hvad det vil sige at drive skole.
- Har lyst til at være med i et ledelsesteam, hvor vi giver rum for hinanden, sparrer med hinanden og har en stor gensidig loyalitet.
- Har øje for, at man som evt. ny leder træder ind i en politisk ledet organisation med de muligheder og begrænsninger det giver.
Krav til stillingen
Du har en læreruddannelse evt. suppleret med en vejlederuddannelse og/eller lederuddannelse. Hvis ikke du har en lederuddannelse, forventer vi, at du går i gang med en under ansættelsen.
Er du ny i forhold til ledelse, har du erfaring med at bestride roller eller stå i positioner, hvor du har ledet pædagogiske processer og udvikling – du har potentialet til at træde ind i ledelse.
Du har gerne erfaring med udskoling og kender til prøveafvikling
Derfor skal du vælge os
Skovvangskolen er en attraktiv skole for lokalområdet med et differentieret skoletilbud, der favner både fagligt stærke og udfordrede elever. Vi har et mangfoldigt elevgrundlag og er gode til at inkludere og udvikle børn i både specialafdeling og almen skole.
Vi sørger for at få det bedste ud af, at være en skole med tæt adgang til vand, skov og by. Vi har en aktiv og visionær skolebestyrelse, som gør en forskel samt deltager konstruktivt i Skovvangskolens positive udvikling.
Vi lytter aktivt til de problemstillinger, der opstår blandt elever, forældre og personale, og arbejder tæt sammen med eksterne partnere gennem åben skole for at sikre, at alle elever lærer mest muligt.
Du bliver en del af en ledergruppe med flere års erfaring, som er præget af høj energi, god humor og godt samarbejde. Vi er nysgerrige, ambitiøse og optagede af at blive dygtigere sammen.
Sådan er du leder i Børn og Unge: God ledelse på alle niveauer i Børn og Unge #detvigør
Læs mere om os: Skovvangskolen
Om Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Om Børne- og ungepolitik: Børne- og ungepolitik
Om at arbejde i Børn og Unge: Arbejde i Børn og Unge (aarhus.dk)
Om skole og fritid: Skole, SFO og klub (aarhus.dk)
Om Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation.
Årslønnen for en viceskoleleder på Skovvangskolen er aktuelt kr. 646.000 årligt. Dertil mulighed for kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser. Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. august 2025.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 5. juni 2025. Den 6. juni udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Første samtalerunde afholdes den 10. juni fra kl. 13.00.
Der medvirker HR konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt kognitivtest og personlighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Anden samtalerunde afholdes den 19. juni fra kl. 12.00.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
I Børn og Unge sætter vi børnene i centrum. Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Børn og Unge bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Børn og Unge tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
Hvis du vil vide mere
.. er du velkommen til at kontakte skoleleder Frank Hansen på 41 85 70 64. Du er også velkommen til at besøge os inden du søger stillingen.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex