Handicaphjælper søges til længerevarende vikariat, muligvis senere fastansættelse
Desværre er en af mine gode ansatte blevet syg af længere varighed. Hun har været ansat hos mig i snart 18 år og jeg håber, hun bliver frisk, men desværre er der stor sandsylighed for, hun ikke bliver rask, derfor evt. mulighed for fastansættelse. Kommer hun tilbage, vil stillingen fortsætte på vikarbasis.
Jeg søger en vikar for hende og muligvis, som jeg skriver, bliver det til en fastansættelse. Stillingen er på 2/3 arbejdsdage om ugen 'a 11 timer efter fast arbejdsplan. Der er både hverdage og weekendarbejde.
Jeg er en kvinde på 61 år. Jeg arbejder som selvstændig sagsbehandler indenfor det sociale område og er bisidder i diverse sager for medlemmer af bl.a. Ældre Sagen.
Jeg bor i mit eget dejlige hus med en stor have til og har en tre år gammel dværgpudel. Han er veltrænet og meget lydig.
Jeg har en stor omgangskreds og en god familie med bl.a. fire børnebørn.
Jeg er den snaksagelige type men hjemme har jeg brug for fred og ro.
Jeg er ekstremt ordentlig, og halvgjort arbejde er lig med ikke-gjort arbejde.
Åbenhed, ærlighed og kommunikation er roden til et godt samarbejde for mig.
Jeg lever et aktivt og udadvendt liv med masser af gøremål.
Desværre vil min krop ikke alt det, jeg vil, og her kommer du ind i billedet.
Jeg har MS (Dissemineret Sclerose) samt mén efter et par blodpropper og mén efter en alvorlig lægefejl.
Jeg kan en del selv. Jeg skal ikke hverken passes eller have styret mit liv. Det klarer jeg så fint selv….men jeg har brug for et par ekstra arme og ben.
Jeg skal have lettere personlig hjælp samt praktisk hjælp i og uden for hjemmet, såsom rengøring, madlavning, indkøb samt ledsagelse til alle mine aktiviteter og en masse småting i hjemmet og haven. Ikke vinduespudsning, hækklipning og græsslåning.
Du vil blive ansat samt lønnet af mig. Timelønnen er 158,52 med tillæg for aften og weekend og helligdasgarbejde. Desuden pensionsordning. Jeg har haft hjælpere i 27 år.
Jeg søger en kvindelig hjælper med god ordenssans, forståelse for mit privatliv og behov for fred og ro, et åbent sind for forskelligheder samt gerne humor.
Du skal være ikke-ryger.
Du skal have dit eget liv…forstået på den måde at du ikke vil blive en decideret del af mit. Jeg er ikke et ”vi-menneske” med mine ansatte hjælpere.
Det er vigtigt, du holder af hunde, da min hund er meget social og ikke en, der blot er i huset. Han er et familiemedlem. Han er en meget kærlig, lydig og fjollet hyggetrold.
Du skal kunne beskæftige dig selv, når jeg ikke har brug for hjælp. Der vil være eget hyggeligt værelse til rådighed.
Du skal være mødestabil og fleksibel over for mig som din arbejdsgiver, men også over for dine kollegaer, som de og jeg vil være det for dig. Sker det, tante Oda tillader sig at holde sin fødselsdag på en af dine arbejdsdage, bytter man med en kollega. Det plejer ikke være et problem.
Det ”grå guld” er meget velkommen til at søge og er du af anden etnisk herkomst end dansk, er du så velkommen til at søge. Blot skal du kunne tale, forstå og skrive dansk.
Du har kollegaer, men det er ikke nogen du har et egentligt samarbejde med, da I jo ikke er på arbejde samtidig.
Din primære funktion som min hjælper er at være mine arme og ben. Erfaring er ikke nødvendig, da jeg vil lære dig og instruere dig i arbejdsopgaverne. Det vigtigste for mig er, at du kan tilpasse dig mit hjem og de rammer jeg befinder mig i, at du kan opføre dig diskret (lidt som når du er gæst i nogens hjem), og have en åben tilgang til hjælperjobbet. Jeg er en privat person, og diskretion er vigtigt for mig. Jeg er meget selvstændig, og kan styre mit liv selv, så derfor er dette ikke en stilling, hvor du tager del i mit liv eller måden jeg lever det på.
Du skal hvile i dig selv, være tålmodig og være tilpas med inaktivitet, da der nogle dage kan være længere perioder, hvor jeg ikke har brug for din hjælp. Du skal være god til at underholde dig selv når jeg ikke har brug for din hjælp - det gælder både når jeg er ude og hjemme. Når jeg er ude har du også en tilbagetrukket funktion, og deltager ikke i min aktivitet som andet end hjælper for mig.
Da du skal føre min bil, en Ford Transit, er det vigtigt, du har et godt brugt kørekort.
Straffeattest skal fremvises.
Kørekort:
B Almindelig bil
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex