Chefjurist til Rektorsekretariatet på SDU

Har du lyst til at beskæftige dig med juridisk rådgivning på højt niveau af SDU’s daglige ledelse – og samtidig være leder for dedikerede medarbejdere, der arbejder med juridisk understøttelse og sagsbehandling? Så er det måske dig, vi leder efter som ny chefjurist og leder af Juridisk Kontor i Rektorsekretariatet.

Om stillingen

SDU skaber værdi for og med samfundet gennem forskning og uddannelse. Den vigtige samfundsrolle betyder, at der løbende sker ændringer i de regler og rammer, som omgiver forskning, uddannelse og samarbejde med det omgivende samfund. Samtidig er der et stigende fokus på compliance og god forskningspraksis – både nationalt og internationalt.

SDU søger nu en chefjurist, der vil være med til at understøtte universitetet på det juridiske område. Du bliver leder af Juridisk Kontor, hvor du – sammen med et team af erfarne jurister – skal rådgive SDU’s daglige ledelse og øvrige enheder i spørgsmål inden for bl.a. forvaltningsret, ophavsret, uddannelsesjura og universitetsloven. Juridisk Kontor arbejder desuden med juridisk sagsbehandling såsom studenterklagesager og aktindsigter og fungerer samtidig som sekretariat for universitetets praksisudvalg. Kontoret er desuden omdrejningspunkt for mange mere komplekse sager.

Som chefjurist bliver du en del af et tæt samarbejde med hele organisationen og får dermed kontakt på mange niveauer og et unikt indblik i universitetets hverdag.

Du ansættes som afdelingsleder og indgår i ledergruppen i Rektorsekretariatet med reference til områdechefen. Sammen med ledergruppen er det din opgave at bedrive god ledelse i et udviklende, ambitiøst og tillidsfuldt arbejdsmiljø.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du har en juridisk kandidatuddannelse og besidder juridiske kompetencer på et højt niveau, herunder navnlig inden for forvaltningsret. Du har interesse for – og gerne erfaring med – personaleledelse. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med ledelsesrådgivning i en større, politisk styret organisation, men det er ikke et krav.

Du kan begå dig på alle organisatoriske niveauer og kommunikerer tydeligt og velformuleret med blik for samarbejde og dialog med mange forskellige aktører – både internt og eksternt. Du har høj integritet, arbejder struktureret med høj kvalitet og bevarer overblikket. Du er desuden analytisk og strategisk tænkende og har mod til at påvirke beslutningsprocesser med udgangspunkt i din juridiske ekspertviden.

Om Rektorsekretariatet

Rektorsekretariatet er sekretariat for universitetets daglige ledelse, som består af rektor, prorektor og universitetsdirektør. Sekretariatet betjener desuden universitetets bestyrelse, fællesrepræsentantskab, direktion, Universitetsrådet, Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) samt en række interne udvalg og fonde.

Vi varetager uddannelses- og forskningspolitisk sagsbehandling og har flere koordinerende funktioner, herunder høringer og kontakt til kommuner, regioner, ministerier, Danske Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef for Rektorsekretariatet, Mads Niemann-Christensen, på tlf. 2615 9350 eller souschef for Rektorsekretariatet Nisrin Adel Hamad på tlf. 2466 6915.

Ansøgningsfristen er den 27. maj 2025 kl. 23.59.59.

Vi forventer at afholde første samtalerunde den 18. juni 2025 og anden samtalerunde den 20. juni 2025.
Forventet jobstart er 1. august 2025.

Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation.

Ansøgningen skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Dokumenter må ikke indeholde CPR-nummer – overstreg det i givet fald.

Alle vedhæftede filer skal være i PDF-format.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle – uanset personlig baggrund – til at søge stillingen.

Om SDU

Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex