Engageret Dagtilbudsleder søges til Børnehaven Svend-Åge i Risskov
Om børnehaven
Som vores nye dagtilbudsleder kommer du til at stå i spidsen for Børnehaven Svend-Åge, der er en lille selvejende institution med plads til 42 børnehavebørn opdelt i tre børnegrupper efter alder og seks engagerede medarbejdere med et godt kollegaskab.
Vi bor i et hjemligt hvidt toplanshus i Risskov tæt på skov og strand. I stedet for stuer er huset inddelt i forskellige legezoner som fx legorum, krearum og dukkestue, hvor alle kan færdes frit. Vi har stort fokus på natur, udeliv, musik, kreativitet, krop og bevægelse og der foregår dagligt alderssvarende aktiviteter for børnegrupperne. Tryghed, nærvær og omsorg er tre vigtige kerneværdier i børnehaven.
Du kan læse mere om Svend-Åge på vores hjemmeside: Børnehaven Svend-Åge.
Dine opgaver som leder hos os
Som vores nye leder bliver dine arbejdsopgaver bl.a. at:
- være personaleleder for seks medarbejdere med forskellige kompetencer (fire pædagoger, en pædagogmedhjælper og en fleksjobber).
- sikre den kontinuerlige daglige drift af børnehaven herunder forvaltning af børnehavens budget i samarbejde med den forældrevalgte bestyrelse.
- inspirere og tage ansvar for videreudvikling af fagligheden.
- fungere som et samlende og synligt omdrejningspunkt for børn, forældre og medarbejdere.
- sikre at børn og personale har de bedste betingelser for trivsel, udvikling og læring.
- bidrage til et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældre og bestyrelsen.
- varetage pædagogtimer sammen med børnene, når de øvrige opgaver tillader det.
Om at være en selvejende institution
Som selvejende institution har vi i Svend-Åge en driftsaftale med Aarhus Kommune, som formelt overlader ansvaret for drift, økonomi og administration til institutionens bestyrelse. I praksis forekommer et tæt samarbejde mellem bestyrelsen og dagtilbudslederen.
Vi er medlem af paraplyorganisationen FOBU, hvor du som leder bl.a. kan få ledelsesmæssig og juridisk rådgivning. Yderligere bliver du en del af bl.a. "Netværket 20-12", som består af
ledere fra syv selvejende dagtilbud i Aarhus Kommune. Netværket fungerer som et forum for sparring og udvikling samt samarbejde omkring konkrete opgaver.
Vores ønsker og forventninger til dig
Vi forventer, at du har lyst til at videreføre kerneværdierne i børnehaven og samtidig sætte dit eget præg på hverdagen. Det er samtidig vigtigt, at du vægter arbejdsmiljøet, den gode tone og dialogen højt, og bidrager med åbenhed og humor.
Herudover forventer vi, at du:
- har erfaring med pædagogisk ledelse – gerne fra en selvejende institution, men det er ikke et krav.
- er energisk og har et stort engagement, som også viser sig ved, at du er synlig i hverdagen.
- på én gang er parat til at lytte og give ansvar fra dig, men samtidig har mod til at træffe beslutninger og handle hurtigt, når det er nødvendigt.
- er god til at tilpasse din kommunikation til modtageren, hvad enten det er børn, personale eller forældre.
- er stærkt fagligt forankret i den pædagogiske verden.
Kendskab til økonomi er ikke et krav, men du skal have lyst til at arbejde med det, for at kunne understøtte forvaltningen af børnehavens budget.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdsstedet er Harald Selmers Vej 45, 8240 Risskov. Vi har gode parkeringsforhold, hvis du er i bil og ellers stopper både bus og letbanen tæt på børnehaven.
Det er en fuldtidsstilling 37 timer med tiltrædelse pr. 1. august 2025 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende lokal Lønaftale for selvejende dagtilbud, indgået imellem bestyrelsen og BUPL Århus.
Ansøgningsfrist
Ønsker du at komme i betragtning til stillingen, skal du sende din motiverede ansøgning og dit cv snarest muligt og senest tirsdag den 20. maj 2025. Du søger stillingen via linket i det digitale opslag.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 23 og 24.
Der indhentes referencer, børne- og straffeattest for den kandidat, som vi ønsker at ansætte.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du at besøge Svend-Åge, så kontakt vores nuværende dagtilbudsleder Per Günther Nielsen på telefon: 2384 4726.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex