Digital projektleder til events og konferencer
Aarhus Universitet leverer banebrydende forskning, eftertragtede uddannelser og løsninger på nogle af samfundets allerstørste udfordringer. Her spiller de store strategiske begivenheder og events en central rolle i forhold til at styrke universitetets omdømme. Aarhus Universitet afholder hvert år derudover mange konferencer og mindre arrangementer. Konferencetilmeldingssystemet er et vigtigt redskab til at sikre en vellykket planlægningsproces.
Events og Kommunikationsstøtte understøtter universitetet bredt med rådgivning og diverse støtte- og supportfunktioner, herunder konferencetilmeldingssystemet. Derudover planlægger og gennemfører teamet selv en række arrangementer, prisoverrækkelser, store profileringskonferencer og rekrutteringsarrangementer for studerende.
Dine primære arbejdsopgaver
Din opgave som digital projektleder er først og fremmest fungere som projektleder, support, underviser og systemforvalter for Aarhus Universitets nye konferencetilmeldingssystem. Her skal du være med til at sikre, at systemet anvendes til mest mulig gavn for brugerne. Dine opgaver vil i den forbindelse være at implementere det nye system, stå for løbende oplæring af interne brugerne af systemet på hele universitetet, udarbejde online kursusmateriale og være hovedsupport for op til 350 brugere. Du vil også være bindeled til AU Økonomi (der har ansvar for dele af supporten koblet til betaling og regnskab) og til AU’s IT-afdeling. Vi er i gang med at skifte leverandør på konferencetilmeldingssystemet, derfor vil opgaven med oplæring og support forventeligt fylde mere til en opstart, end den vil på lang sigt.
Du vil derudover indgå i øvrige opgaver i Events og Kommunikationsstøtte, primært indenfor planlægning og afvikling af konferencer, arrangementer og events. Du vil blive ansvarlig for planlægning og afvikling af flere årlige events, dertil vil du skulle rådgive om konferencer og events til andre AU-ansatte samt agere tovholder på en række eventrelaterede (digitale) drifts- og udviklingsopgaver, som afdelingen har ansvaret for.
Stillingen forudsætter, at du har gode samarbejdsevner, at du kan varetage mange
opgaver på samme tid og selv kan drive projekter fra start til slut. Vi forventer, at du er
dialogisk i din tilgang og god til at kommunikere med dine omgivelser. Det er afgørende, at du befinder dig godt i et selvtilrettelagt job med mange daglige kontaktflader og perioder omkring afvikling med svingende arbejdstider og øget arbejdspres.
Din profil
- Du har en relevant videregående uddannelse.
- Du har erfaring med implementering af nye IT-systemer, herunder kontakt til leverandør, en bred brugerskare samt diverse implementeringsopgaver (vejledninger, kommunikation, løbende support mm.)
- Vi lægger særlig vægt på, at du er udadvendt og servicemindet og at du har erfaringer med de forskellige elementer i en supportfunktion.
- Du har generel interesse for teknologi og har flair for at anvende digitale redskaber og spotte, når nye relevante redskaber er kommet på markedet
- Du har flere års erfaring med planlægning og afvikling af større arrangementer og events – gerne fra forsknings- og uddannelsesverdenen eller tilsvarende større organisation og/eller virksomhed.
- Du har erfaring med at arbejde i en stor og kompleks, politisk styret organisation med mange interessenter.
- Du har et godt blik for målgrupper/deltageren, og er med til at sikre, at vi gennemfører formater, der bidrager til at realisere de strategiske målsætninger for arrangementet.
- Du er drevet af faglig nysgerrighed og er komfortabel med at sætte den i spil som rådgiver.
Om teamet, du bliver en del af
Du bliver en del af Events og Kommunikationsstøtte, som er en enhed under Universitetsledelsens Stab. Her er 19 dygtige, dedikerede specialister (event-, video- og kampagnefolk, konceptudviklere, grafiske designere, fotografer, projektledere og oversættere), som på daglig basis rådgiver og løfter en lang række kommunikations- og eventopgaver i tæt samarbejde med AU’s faglige miljøer og universitetsledelsen.
Du bliver en del af et frit og kreativt miljø i smukke rammer på Trøjborg. Vi vægter højt, at der er en imødekommende stemning, og at vi har det sjovt – så selvom der er travlt, er det altid rart at komme på arbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikerne (AC).
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge med tiltrædelse onsdag den 13. august 2025.
Spørgsmål til stillingen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Trine Graae Lundorf, Chef for events og kommunikationsstøtte tgl@au.dk eller 6171 3591.
Om ansættelsesprocessen
Der er ansøgningsfrist søndag den 25. maj 2025.
Vi forventer at afholde to samtalerunder. Første runde afholdes mandag den 2. juni og anden runde tirsdag den 10. juni 2025. Der vil i forbindelse med anden samtalerunde være en mindre hjemmeopgave.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex