Vi søger en læge eller anden sundhedsfaglig uddannet med kandidatgrad til et ph.d.-projekt, der skal undersøge, om man ved at inddrage urologiske kræftpatienters fysiske og psykosociale ressourcer systematisk i behandlingsanbefaling, plan og udførelse, kan forbedre patienters prognose og livskvalitet.

Klinisk onkologi er i rivende udvikling, og med en stor sundhedsreform og kræftplan 5 på trapperne, hvor patientforløb bliver mere individualiserede, er der et stort behov for redskaber til at støtte klinisk praksis i denne udvikling. Patienternes ressourcer og præferencer skal i stigende grad medtages i behandlingsplanlægningen, men der findes ingen redskaber eller systematisk tilgang til dette og der mangler viden om hvad der er afgørende for at få patienter godt igennem kræftbehandlingen. Hvis behandlingstilbud skal differentieres, er der brug for mere viden om hvilke faktorer man som kliniker skal navigere efter.

I dette projekt, i regi af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft, skal der i tæt samarbejde med patienter og sundhedsprofessionelle udvikles et klinisk redskab, der kan bruges til kortlægning af nydiagnosticerede patienters fysiske og psykosociale ressourcer. Redskabet skal anvendes til at støtte behandlingsanbefaling og planlægning i de multidisciplinære team (MDT) konferencer, samt til løbende at tilpasse behandlingsforløbet. Senere skal redskabet testes i et nationalt kontrolleret klinisk studie. Projektets formål er at skabe bedre behandlingsforløb for patienter med kræft i nyre, blære eller prostata gennem tilpasning af behandlingsplanen til den enkeltes forventede behandlingstolerance samt at sikre støttende tiltag undervejs i behandlingsforløbet ud fra patientens behov.

Projektet ledes af professor, Susanne Oksbjerg Dalton, leder af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS), SUH. Samarbejdspartnere inkluderer kirurger fra urologisk afdeling og onkologer fra kræftafdelingerne på både Sjællands Universitetshospital og i Region Hovedstaden, samt de tre multidisciplinære cancergrupper (DMCG’er) for hhv. kræft i nyre, blære og prostata.

Om stillingen

Projektet er et 3-årig ph.d.-projekt, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med bl.a. læger, sygeplejersker, sekretærer og patienter i urologiske og onkologiske afdelinger. Det er en fordel hvis du har en forståelse for og kendskab til onkologiske og kirurgiske forløb og patientgruppen som helhed. Du skal stå for planlægning og udførelse af projektet samt afrapportering af resultaterne i videnskabelige publikationer. Du refererer fagligt til Professor Susanne Oksbjerg Dalton og i personaleforhold til Cheflæge i Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, SUH.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • Har en uddannelse som læge eller anden relevant sundhedsfaglig kandidatgrad
  • Erfaring fra onkologien eller urologien er en fordel
  • Har erfaring eller mod på at arbejde med både kvantitativ og kvalitativ forskning
  • Danskkundskaber er et krav på grund af patientkontakt i forskningen
  • Har gode engelsk- og formidlingskundskaber såvel skriftligt som mundtligt

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har lyst til og erfaring med at arbejde selvstændigt og kan bevare det store overblik
  • Har gode samarbejdsevner, også på tværs af faggrupper og specialer
  • Er nysgerrig og har lyst til at bidrage til at udvikle et spændende forskningsfelt gennem ny viden
  • Er omhyggelig og dedikeret

Vi tilbyder

  • Et forskningsprojekt, der har potentiale til at gøre en forskel for den måde vi planlægger kræftbehandling på i fremtiden
  • En spændende 3-årig stilling – med fokus på personlig medicin og støttende indsatser til sårbare kræftpatienter
  • Et inspirerende tværdisciplinært forskningsmiljø i Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital
  • Fleksible fysiske rammer, med mulighed for at arbejde fra Næstved, Roskilde, og hjemmefra i den grad arbejdet tillader.

Stillingen er på 37 timer ugentligt. Løn og pension efter overenskomst mellem Sjællands Universitetshospital og relevant faglig organisation.

Om os

Projektet vil blive forankret i Dansk Forskningscenter for Lighed i kræft, COMPAS, som er et forskningscenter støttet af Kræftens Bekæmpelse og forankret i Klinisk Onkologisk Afdeling på SUH i Næstved. Centret blev etableret i 2019 med visionen om at forske i interventioner der kan skabe mindre ulighed i kræft i Danmark. Projektet er således en del af aktiviteterne i COMPAS, med forskningsprojekter forankrede i forskningsinstitutioner i hele Danmark. Forskningscentrets medarbejdere kommer fra forskellige faglige baggrunde, så som medicin, humanfysiologi og fysioterapi. Du vil også indgå i et dynamisk forskningsmiljø på Klinisk Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder, Sjællands Universitetshospital med flere professorer, post docs og ph.d.-studerende hvor der foregår både klinisk og translationel forskning.

Ansøgning

Ansøgningsfrist er den 23. maj 2025, med henblik på ansættelse 1. august eller snarest derefter.

Motiveret ansøgning med curriculum vitae inklusive kompetenceprofil samt publikationsliste skal medsendes.

Samtaler afholdes indenfor 10 dage efter ansøgningsfristen.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til professor Susanne Dalton tlf. 30 38 15 40, eller postdoc Gunn Ammitzbøll, tlf. 22 46 27 33

Kontaktperson(er):

Navn: Gunn Ammitzbøll

Stilling: Postdoc i Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft

Email: gai@regionsjaelland.dk

Telefon: 22 46 27 33

Om Sjællands Universitetshospital

Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex