Kom med ind i maskinrummet og betjeningen af den politiske og administrative topledelse i Syddjurs Kommune. Vi søger pr. 15. august 2024 en engageret og ambitiøs kontorelev til Ledelsessekretariat og Erhverv.

Der er tale om en elevplads som kontorassistent med speciale i offentlig administration. Du bliver tilknyttet Ledelsessekretariat og Erhverv. Arbejdsopgaverne vil være mange og varierede – og bliver tilpasset dine interesser og kompetencer.
Vi tilbyder en alsidig 2-årig uddannelse.

Du kan se frem til:
  • En kontorelevplads i en spændende kommune i udvikling.
  • Gode kolleger i et miljø med høj faglighed, godt humør og gensidig respekt.
  • En varieret hverdag med interessante opgaver.
  • En individuel uddannelsesplan med plads til faglig og personlig udvikling.
  • Fleksibel arbejdstid. Arbejdstiden er 37 timer om ugen med mulighed for at lave aftaler i henhold til dine ønsker og personlige forhold.
Læring og ansvar

Vi har fokus på din læring, og du får lov til at varetage mange forskellige opgaver i løbet af din elevtid. Sammen laver vi en uddannelsesplan, der passer med det, du lærer under skoleforløbene. På den måde får du mulighed for at prøve kræfter med teorien i praksis.

Løn

Som kontorelev er din løn fastsat i kommunernes overenskomst med HK Kommunal.

Arbejdssted

Syddjurs Kommunens administrationsbygninger er placeret i Ebeltoft og Hornslet. Dit primære arbejdssted vil være i Administrationsbygningen i Ebeltoft, og der vil også være mulighed for at løse opgaver på Erhvervsenhedens lokation i Stabrand.

Om afdelingen

Ledelsessekretariat og Erhverv består af 21 dygtige og dedikerede kollegaer med en bred vifte af opgaver. Vi er en afdeling, der løfter i flok inden for tre hovedområder: Klassisk sekretariatsbetjening, kommunikation og erhvervs- og turismeudvikling. Opgaverne omfatter alt lige fra klassisk sekretariatsbetjening med blandt andet mødeforberedelse og generel ledelsesunderstøttelse af Direktion og Borgmester over styrelse og jura, intern og ekstern kommunikation til erhvervsservice og turismeudvikling.

Om at være elev i Ledelsessekretariat og Erhverv

Vi betjener Borgmester og Kommunaldirektør samt den øvrige direktion. Du kan forvente at få en blanding af selvstændige opgaver med gradvist større ansvar. Opgaveløsningen foregår altid i tæt samspil med dine kolleger og din leder. Vi er klar med sparring, vejledning og feedback fra leder, uddannelsesansvarlig og fra dine øvrige kolleger.

Eksempler på dine opgaver:
  • Klassiske sekretariatsopgaver (fx journalisering, mødereferater, mødebookinger, telefonbetjening)
  • Ansvar for afdelingens funktionspostkasse
  • Digitalisering af administrative arbejdsgange
  • Opdatering af hjemmeside, blandt andet fanen “mobilt Borgmesterkontor”, hvor Borgmesteren rykker sit kontor ud i et lokalområde 1 gang om måneden
  • Bidrage til og understøtte i kommunikationsopgaver, f.eks. udarbejdelse af taleoplæg, indhold til kommunens sociale medier og lignende
  • Planlægning af fag-dage
  • Bidrage til planlægning og afvikling af borgermøder og arrangementer
  • Andre ad hoc-opgaver i afdelingen.
Hvem er du?
Du har bestået, eller forventer at bestå, én af følgende uddannelser:
  • Kombineret erhvervs- og gymnasial uddannelse (EUX Business) – rettet mod kontor
  • Højere Handelsuddannelse (HHX)
  • Handelsskolens grunduddannelse (HG)
  • Gymnasial uddannelse (HTX, STX og HF – suppleret op med 5 ugers EUS-forløb).
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du opfylder adgangskravene, anbefaler vi, at du kontakter din lokale handelsskole.

Desuden lægger vi vægt på, at du
  • Interesserer dig for forholdene i en politisk styret organisation
  • Har flair for administration, er serviceminded og kan lide at hjælpe andre
  • Du er klar til læring og til at få ansvar.
I Ledelsessekretariat og Erhverv er der fart over feltet med mange forskellige opgaver i løbet af en dag. Du vil få berøring med mange forskellige mennesker og afdelinger, og det er en klar fordel, at du er robust, udadvendt og omstillingsparat.

Hvad siger vores nuværende kontorelev?

“Jeg har lært meget om, hvem jeg er - både fagligt og personligt. Jeg har fået en god føling med, hvad jeg gerne vil fokusere på i mit fremtidige arbejde – og hvad jeg ikke skal lave. Det er en mindre afdeling med god mulighed for at blive en del af projekter og opgaver. Jeg har fået stor frihed under ansvar og konkrete faglige erfaringer. Og ikke mindst: Et rigtigt godt socialt og kollegialt fællesskab, hvor man bliver taget fantastisk godt imod fra første dag. Det er den absolut bedste arbejdsplads, jeg har været på”.
-Frederikke Jacobsen.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om at være kontorelev hos os, kan du kontakte chef for Ledelsessekretariat og Erhverv Hanne Thonsgaard på 21 14 22 43

Ansøgningsfristen er den 10. juni 2024

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i Ebeltoft om eftermiddagen hhv. den 18. og 19. juni (uge 25).

Syddjurs Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og øvrige relevante bilag skal sendes via Syddjurs Kommunes e-rekrutteringssystem på: http://www.syddjurs.dk/job

TIPS: Syddjurs Kommune anvender digital rekruttering, se ledige stillinger på Syddjurs. dk / job.

Syddjurs Kommune har godt 44.000 indbyggere, fem hovedbyer og et stort opland med mange landsbyer. Vi er en kommune i udvikling og hvert år vælger mange familier at flytte hertil. Vores styrker er de aktive borgere, de mange bysamfund, en enestående natur og nærheden til storbyen Aarhus. Vi er en aktiv del af udviklingen i den midtjyske region, herunder Business Region Aarhus, om er et fællesskab mellem de 12 østjyske kommuner. Tilsammen en million østjyder, en halv million arbejdspladser og landets største vækstområde uden for hovedstadsområdet.

Syddjurs Kommune er den største arbejdsplads med cirka 3.200 engagerede medarbejdere. Gennem dialog med virksomheder, brugere og borgere sikres et fælles ansvar for kommunens udvikling. Vores Ledelses- og medarbejdergrundlag tager afsæt i kommunens vision ”Vi gør det – sammen” og i kommunens værdier; åbenhed, udvikling, respekt og kvalitet - som vi efterlever i hverdagen internt og i mødet med borgere og samarbejdspartnere.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex