Tilbudsleder søges til Aspektrum

For lidt over et år siden slog Aspektrum dørene op. Siden da har vi budt velkommen til en gruppe unge fantastiske beboere, opbygget en engageret medarbejdergruppe og skabt et solidt fundament for tilbuddet og den videre drift. Nu søger vi en tilbudsleder, der vil være med til at sikre høj kvalitet i den daglige drift og samtidig bidrage til den fortsatte udvikling af vores botilbud.

Vi søger en nærværende og tydelig leder, som trives i et mindre hus tæt på den daglige pædagogiske praksis og med blik for de unges udvikling. Du motiveres af at skabe tydelige rammer, hvor tillid, nysgerrighed og medansvar er fundamentale værdier, og hvor medarbejderne oplever frihed til at tage ansvar og finde gode løsninger sammen med de unge.

Vi forventer ikke, at du har alle svarene. Til gengæld forventer vi, at du kan skabe retning, tryghed og engagement, så både medarbejdere og beboere udvikler sig og oplever stolthed over det, de lykkes med.

Om Botilbuddet Aspektrum

Aspektrums faglige fundament bygger på relationspædagogik. Vi arbejder med autismefaglige metoder og tilgange, og vi er inspireret af den narrative tilgang i både teori og praksis. Vi vægter faglighed og et tæt kollegialt samarbejde højt.

Som tilbudsleder får du det overordnede ansvar for et døgnbemandet botilbud i Hvidovre med plads til 10 beboere i alderen 16-25 år efter Barnets Lov § 43 og Servicelovens § 107. Beboerne har autismespektrumforstyrrelser, ofte kombineret med ADHD eller anden relevant komorbiditet.

Vi er ikke godkendt til borgere med alvorligt udadreagerende adfærd eller misbrugsproblematikker.

Du får ansvaret for et engageret tværfagligt team bestående af 10 uddannede og fuldtidsansatte medarbejdere og 3 studerende på deltid. Vi ser medarbejdernes forskellige uddannelsesbaggrunde, erfaring og personlighed som en styrke, og det bliver en vigtig opgave for dig at sikre, at alle kompetencer bringes bedst muligt i spil.

Du vil arbejde tæt sammen med direktør OG bestyrelsen, hvilket giver korte beslutningsveje, stor indflydelse og mulighed for at omsætte idéer til handling.

Dine opgaver

Som tilbudsleder får du en alsidig hverdag, og i din rolle vil følgende fire punkter være særligt vigtige.

Kvalitet og faglig ledelse

  • Sikre høj kvalitet i den pædagogiske indsats og de faglige rammer.
  • Understøtte udviklingen af den faglige praksis i overensstemmelse med Aspektrums værdier og godkendelsesgrundlag.

Personaleledelse

  • Varetage den daglige ledelse af medarbejdergruppen.
  • Gennemføre MUS-samtaler og understøtte medarbejdernes kompetenceudvikling.
  • Planlægge og facilitere personalemøder samt skabe retning og sammenhæng i hverdagen.

Myndigheds- og samarbejdsrelationer

  • Varetage dialogen med kommuner i forbindelse med visitationer, opfølgninger og udskrivninger.
  • Sikre et konstruktivt samarbejde med Socialtilsynet og øvrige samarbejdspartnere.

Nærvær i hverdagen

  • Være synlig og tilgængelig for både beboere og medarbejdere.
  • Bidrage til et trygt og udviklende miljø uden at indgå i den faste vagtplan.

Din faglige og ledelsesmæssige baggrund

For at lykkes i rollen som tilbudsleder forestiller vi os, at:

  • Du har en relevant velfærdsfaglig uddannelse, suppleret med praktisk erfaring fra botilbudsområdet.
  • Du har dokumenteret ledererfaring – f.eks. som tilbudsleder, afdelingsleder, teamkoordinator eller en lignende funktion med ansvar for personaleledelse, daglig drift og faglig supervision.
  • Du har en formel lederuddannelse.
  • Du har et solidt kendskab til autismespektrumforstyrrelser (ASF) samt bred erfaring med relevante pædagogiske metoder og tilgange.
  • Du har mod på strategisk ledelse, herunder evnen til at omsætte vores godkendelsesgrundlag til meningsfuld pædagogisk praksis i hverdagen.

Vi tilbyder

  • Et meningsfyldt arbejde i en non-profitvirksomhed med en flad organisationsstruktur.
  • Ansvaret for en engageret personalegruppe med høj faglighed.
  • Et udviklingsorienteret miljø, hvor vi tør afprøve nye veje og lære af vores fejl.
  • En hyggelig arbejdsplads centralt i Hvidovre med gode fysiske rammer og kort afstand til offentlig transport.

Det praktiske

  • Arbejdssted: Kløverprisvej 5, 2650 Hvidovre.
  • Ansættelsesforhold: Stillingen er en fuldtidsstilling med start hurtigst muligt. Vi venter dog gerne på den rette kandidat.
  • Ansøgningsfrist: Vi afholder samtaler løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt.

Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Amalie Winterberg på tlf. 60 11 55 10 eller via mail på awi@aspektrum.dk.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.