
Lejrchef og lejrchefassistent søges til DCU-Camping Grønninghoved Strand – 2027
Dansk Camping Union (DCU) søger en – gerne erfaren – lejrchef samt lejrchefassistent til vores sæsonåbne campingplads DCU-Camping Grønninghoved Strand.
Campingpladsen ligger i et naturskønt område mellem strand, skov og åbne naturlandskaber. Pladsen har et stort udbud af aktiviteter – herunder opvarmede swimmingpools med rutsjebane. Pladsen har også en del luksustelte og hytter til udlejning og alt i alt kræver pladsen og de godt 300 enheder, at man har et godt overblik også over de nye udfordringer, der dukker op på daglig basis.
Pladsen er lukket fra midt/slut oktober til midt marts.
Se mere om pladsen og dens faciliteter på DCU.dk, hvor I også kan finde flere generelle informationer om DCU.
Jobbeskrivelse
Som lejrchef er du DCU’s repræsentant ude på campingpladsen og bliver ansvarlig for den daglige drift – herunder reception, butik, ansættelse af personale, indenfor de løn- og ansættelsesrammer, som tildeles af hovedkontoret, rengøring samt ansvarlig for, at campingpladsen altid fremstår pæn og indbydende. Du bliver DCU’s forlængede arm, idet du skal drifte pladsen på bedst mulig måde i hele pladsens åbningsperiode. Du skal medvirke til, at campingpladsen udvikles i overensstemmelse med DCU's retningslinjer og den fastlagte målsætning. Drift og udvikling af pladsen foregår i tæt dialog med ledelsen.
Lejrchefassistentens arbejdsområder omfatter bl.a. assisterende arbejde relateret til lejrchefens arbejdsopgaver og ansvarsområde, stedfortræder for lejrchefen m.m.
Lange arbejdsdage og stor travlhed må forventes i perioder, og udenfor pladsens åbningsperiode skal pasning af telefon og mail varetages samt andet forefaldende arbejde – herunder eventuelle projekter efter nærmere aftale med DCU’s ledelse.
Høj service til gæster/medlemmer, hyggelig stemning på pladsen og et stort udbud af spændende aktiviteter, er områder DCU har fokus på og sætter meget højt.
Kvalifikationer og egenskaber
Vi søger en lejrchef og lejrchefassistent, som er udpræget servicemindede, med et stort engagement og med særdeles gode samarbejdsevner med såvel ledelse, kollegaer, kreds og øvrige samarbejdspartnere - meget gerne med baggrund/erfaring inden for turisme.
Skulle I som par have lyst til at søge de 2 stillinger vil det være optimalt, hvis den ene har en håndværksmæssig baggrund og den anden en administrativ baggrund. I dette setup deles opgaverne, så lejrchefen har det overordnede ansvar på pladsen samt overblikket over opgaver i relation til drift og udearealer og lejrchefassistenten har sit daglige virke i receptionen og butikken og varetager de administrative opgaver i forhold til det ansatte personale.
Campingpladsen styres af IT systemer, så gode IT-kundskaber er en fordel.
Vi kan tilbyde
Ansættelse i Danmarks største campingfællesskab, hvor vi alle arbejder for at give gæsterne de bedste ferieminder.
I bliver således en del af en forening og et fællesskab samt en del af et dynamisk hold på i alt 20 campingpladser, hvor man ønsker at hjælpe hinanden hvor man kan.
Som understøttelse i hverdagen har DCU et hovedkontor, som tager sig af overordnede funktioner indenfor økonomi, markedsføring og HR.
Vi kan tilbyde et spændende og udfordrende arbejde med personlige udviklingsmuligheder og med en alsidig hverdag med stor indflydelse på arbejdsgangene, idet der er rig mulighed for selv at planlægge og tilrettelægge en travl hverdag.
Der stilles en dejlig bolig til rådighed på campingpladsen for lejrchefen og dennes familie.
Grundig oplæring i systemerne og i den gode daglige drift vil finde sted inden pladsen åbner.
Vi gør opmærksom på, at ferie ikke kan afholdes i højsæsonen og at der arbejdes flere timer i pladsens åbningsperiode og færre i den lukkede periode.
Tiltrædelse
Senest den 1. februar 2027.
Henvendelse
Send ansøgning og CV senest den 1. december 2026 til vicedirektør Christina Bentzen på chr@dcu.dk. Vi indkalder løbende til samtaler og ansætter når vi finder det helt rigtige match. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Christina Bentzen på tlf. 22 65 30 42 eller campingchef Per Malle på tlf. 25 11 27 77.