
Infrastruktur- og platformsarkitekt
Vil du være med til at bygge fundamentet under det danske internet?
Hos Punktum dk passer vi på en af Danmarks mest kritiske digitale infrastrukturer. Vores opgave er enkel, men afgørende: Vi sørger for, at alle .dk-domænenavne virker stabilt og sikkert hver eneste dag året rundt. Hvis de digitale vejskilte vælter, går handlen i stå, og vigtige funktioner i samfundet lammes. Det tager vi et stort ansvar for.
I de kommende år skal vi forny både vores registreringsplatform og den underliggende infrastruktur. Vi bevæger os væk fra on-premise virtualisering og over mod moderne containere og europæisk managed cloud.
Til den opgave søger vi en infrastruktur- og platformsarkitekt. En faglig profil med det forkromede overblik over netværk, firewalls, virtuelle maskiner, containere, storage og automatisering – og som trives med selv at have fingrene nede i koden.
Rollen og din hverdag
Du bliver faglig spydspids uden personaleansvar, og du indgår ikke i vagtrotationen. Du refererer direkte til vores IT- og sikkerhedschef, Erwin Lansing, og bliver den tekniske modpart til løsningsarkitekten i vores udviklingsteam: Han har overblikket over applikationslag, data og mikroservices – du ejer platformen, de kører på. Du får et reelt mandat til at træffe de tekniske designbeslutninger på infrastrukturen.
Vi forestiller os en ligelig fordeling mellem det strategiske overblik og det praktiske håndværk ved tastaturet:
- Tastatur og kode: Du tager ejerskab over platformens kodebase – fra Ansible-roller, Infrastructure as Code og deployment-pipelines til cluster-manifester og netværkskonfiguration. Det handler ikke om driftskøer eller first-line support; vi har fem dygtige specialister, der i forvejen dækker alt fra Windows og intern IT til DNS og Kubernetes
- Arkitektur og sammenhæng: Du tegner målbilledet for vores samlede infrastruktur, perimeter, netværk, compute, storage og containerplatform – og bryder det ned i konkrete leverancer, et mindre team kan eksekvere på
- Platform som produkt: Du definerer kontrakten mellem platform og applikation (miljøer, pipelines, observability, secrets og netværkspolitikker) og etablerer self-service og golden paths, så udviklerne kan shippe uden flaskehalse
- Den tekniske transformation: Du driver udfasningen af vores on-premise virtualisering, opbygger en cloud- og containerplatform i Europa og sikrer infrastrukturen til en helt ny registreringsplatform for .dk-domænenavne
- Kulturbærer og brobygger: Vi flytter samarbejdet mellem drift og udvikling fra siloer til reel DevOps. Du er med til at skabe den forandring i hverdagen – ikke blot gennem værktøjer, men gennem aftaler og tillid, der holder
- Sikkerhed i praksis: Du omsætter kravene fra ISO 27001 og NIS2 til konkrete tekniske kontroller, robuste arkitekturer og klar dokumentation
Hvem er du?
Du har sandsynligvis 8–10 års solid erfaring med infrastruktur og drift, og du har gradvist bevæget dig mod arkitektur og systemdesign uden at slippe terminalen.
Vi forventer, at du har:
- Dybdegående erfaring med Linux-baseret produktionsinfrastruktur, hvor oppetid og stabilitet er afgørende
- Hands-on erfaring med Kubernetes i produktion – både selve driften og designet af platformen udenom
- Erfaring med infrastrukturautomatisering og IaC (f.eks. Ansible, Terraform, Helm) og en naturlig tilgang til GitOps
- God forståelse for netværk og perimetersikkerhed (routing, firewall-politikker og segmentering). Du behøver ikke være certificeret netværksingeniør, men du skal kunne gennemskue og udfordre designet
- Erfaring med CI/CD, monitorering og observability (f.eks. Prometheus, Grafana).
- Blik for komplekse systemer: Du kan hurtigt sætte dig ind i løsninger, du ikke selv har bygget, og gennemskue svaghederne
- Gode samarbejdsevner og lyst til at drive forandringer i arbejdsprocesser på tværs af teams
- Flydende dansk i skrift og tale
Det tæller positivt, hvis du har kendskab til:
- Migration af arbejdsbelastninger fra on-premise til cloud- og containerplatforme
- DNS, Anycast eller BGP – eller motivation til at dykke ned i det
- Juniper Junos
- Regulering af samfundskritisk infrastruktur som ISO 27001 eller NIS2.
- Erfaring fra en mindre eller mellemstor organisation, hvor man er tæt på beslutningerne og både udtænker og bygger løsningerne selv
Vi forventer ikke, at du kan sætte hak ved samtlige teknologier. For os vægter dit helhedssyn, din sunde dømmekraft og din faglige gennemslagskraft højere end en tjekliste.
Hvad vi tilbyder dig
- Reel samfundsbetydning: En nøglerolle, hvor dit arbejde er med til at sikre, at hele Danmarks digitale infrastruktur kører sikkert og stabilt
- Fagligt råderum: Høj autonomi og beslutningskraft. Du er med til at tegne arkitekturen og sætte den i værk
- Fokus på faglighed: Ingen vagttelefon eller personaleansvar – din arbejdstid går til arkitektur, udvikling og platform
- Greenfield-projekter: Muligheden for at bygge en moderne platform op fra bunden som led i en flerårig transformation
- Det bedste fra to verdener: En flad organisation, hvor der ikke er langt fra idé til handling, kombineret med et internationalt netværk blandt kolleger hos andre domæneadministratorer i Europa og resten af verden
- Balance og fællesskab: En 37-timers arbejdsuge med fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde. Vi prioriterer at mødes på kontoret, hvor hverdagen og sparringen fungerer bedst. Her venter gode kolleger, en uhøjtidelig tone og en god frokostordning
Det praktiske
- Arbejdssted: Ørestads Boulevard 108, 11. sal, 2300 København S
- Ansøgning: Send dit CV og et par ord om dig selv via "Ansøg"
Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Punktum dk — fundamentet under det danske internet
Punktum dk er fundamentet under det danske internet. Siden 1999 har vi sikret, at .dk-domænenavne altid virker, og vi bidrager aktivt til den digitale infrastruktur, der gør danske domænenavne til nogle af de mest sikre i verden.
Vi sætter de højeste standarder for sikkerhed og synlig digital identitet, så alle ved, "hvem de taler med" på internettet. Det er én af vores vigtigste opgaver at bidrage til et modstandsdygtigt og sikkert internet i samarbejde med vores partnere.
Vi ved, at vi passer på noget meget vigtigt. Nemlig Danmarks kritiske, digitale infrastruktur.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.