Pressechef til Betty Nansen Teatret

Betty Nansen Teatret har med den nye direktørduo, Niels Erling og Nanna Jelsgaard, taget hul på et nyt kapitel.

Under overskriften LAD OS BLIVE KLOGERE SAMMEN vil vi skabe kritisk samtidsteater, der udfordrer vores forestillinger om verden og hinanden og giver plads til kompleksitet, tvivl og uenighed.

Vi tror på scenekunsten som et sted, hvor vi kan tænke og blive klogere sammen. Med kunstnerisk mod, internationalt udsyn og nysgerrighed på tværs af kunstformer vil vi skabe forestillinger, der lever videre i publikum, efter de har forladt salen. Vi vil bidrage til åndsdannelse og insistere på kunstens betydning for den måde, vi forstår og former vores fælles verden på.

Nu søger vi en pressechef, der vil være med til at bringe vores forestillinger, kunstneriske ambitioner og perspektiver ind i den offentlige samtale.

Dine opgaver

Du indgår i et team i tæt samarbejde med dine to kolleger i kommunikationsafdelingen, som har ansvar for henholdsvis visuel & digital kommunikation og markedsføring. I har hver jeres faglige ansvarsområde og løfter i fællesskab teatrets samlede kommunikation og synlighed.

  • Udvikle og gennemføre en pressestrategi, der sikrer Betty Nansen Teatrets position i kulturlivet og den offentlige debat.
  • Varetage pressekontakt og opbygge stærke relationer til journalister og medier.
  • Skrive pressemeddelelser og finde de historier og vinkler, der gør teatrets arbejde relevant for offentligheden.
  • Skrive tekster til hjemmeside, sæsonkataloger og øvrige udgivelser.
  • Have ansvar for vores nyhedsbreve, som er en af teatrets vigtigste salgskanaler.

Dig

Du er ambitiøs på scenekunstens vegne og har lyst til at sætte Betty på dagsordenen. Du har erfaring med at drive pressearbejdet selvstændigt og kommer med et godt netværk og stærke relationer til journalister og medier. Du er nysgerrig på samtiden, både kunstnerisk, intellektuelt og politisk, følger samfundsdebatten tæt og har blik for, hvor kunsten kan bidrage med nye perspektiver. Du skriver præcist, levende og overbevisende og kan både formidle en kunstnerisk vision og give læseren lyst til at købe en billet. Du er selvkørende, idérig og effektiv.

Betty

Vi vil være et teater, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor høje ambitioner går hånd i hånd med et trygt arbejdsmiljø, en ordentlig omgangstone og respekt for hinandens fagligheder og perspektiver. Vi hjælper hinanden og giver plads til spørgsmål og idéer – også når der er travlt. Den arbejdsplads skal du være med til at skabe sammen med os.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer. Du bliver faglig chef uden personaleansvar og refererer til direktionen.

Dit primære arbejdssted er Betty Nansen Teatret, men arbejdsstedet kan variere afhængigt af opgaver og aktiviteter. Arbejdstiden ligger primært i dagtimerne, men der vil også forekomme aftenarbejde.

Upload dit CV og en kort ansøgning her (LINK IND), hvori du deler dine tanker om, hvor du ser Betty lige nu, samt hvilke potentialer du ser for Bettys stemme og plads i den offentlige samtale i fremtiden.

Ansøgningsfristen er den 25. november 2026. Tiltrædelse er snarest muligt og senest den 1. februar 2027.

De første samtaler forventes afholdt den 3. og 4. december, og anden samtalerunde den 9., 10. eller 11. december 2026.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Nanna Jelsgaard på 28 78 68 60 eller nanna@bettynansen.dk.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.