Sydøstjyllands Brandvæsen søger undervisere og uddannelsesplanlæggere

Vil du være med til at omsætte operative erfaringer til målrettet uddannelse og træning, der styrker vores beredskab og gør os bedre rustet til fremtidens hændelser?

Redningsberedskabet står over for et stadig mere komplekst risiko- og trusselsbillede, som stiller nye og større krav til vores kompetencer og operative opgaveløsning. Det kræver et stærkt fagligt fundament, systematisk kompetenceudvikling og en målrettet indsats for at omsætte erfaringer til læring.

Derfor investerer vi nu i at styrke uddannelsesområdet i Sydøstjyllands Brandvæsen med to undervisere og uddannelsesplanlæggere.

Du får en central rolle i arbejdet med at udvikle og kvalitetssikre vores uddannelse og træning – fra afdækning af kompetencebehov og planlægning til undervisning, evaluering og omsætning af operative erfaringer til praksis.

Fra operative erfaringer til bedre træning

Du bliver en del af det operative område med reference til den operative chef. Du løser dine opgaver i samarbejde med kolleger og operative medarbejdere på tværs af stationerne. Du arbejder både med det grundlæggende håndværk og med de nye krav, som blandt andet komplekse byggerier, grøn teknologi og klimahændelser stiller til beredskabet. Du får mulighed for at præge, hvordan vi forbereder os, træner og lærer af de opgaver, vi møder.

Dine opgaver omfatter at:

  • planlægge og koordinere uddannelse ud fra operative erfaringer, faglige krav og lokale risici
  • tilrettelægge og gennemføre undervisning og træning
  • medvirke til den operative drift og den tekniske udvikling
  • evaluere undervisning, øvelser og indsatser og omsætte læringen til forbedringer
  • udvikle undervisningsmaterialer, læringsvideoer og digitale løsninger
  • fungere som droneoperatør og superbruger i droneberedskabet
  • deltage i udrykninger i dagtimerne
  • mulighed for at indgå som afløser i døgnvagt

Faglighed udvikler vi sammen

Vi bygger på tillid, ordentlighed og faglighed. Som underviser skal du udfordre deltagerne og skabe tillid til at stille spørgsmål, dele erfaringer og lære af både det, der lykkes, og det, der skal forbedres.

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant beredskabsfaglig baggrund og er indstillet på at gennemføre nødvendige uddannelser
  • har erfaring med undervisning eller et stærkt ønske om at udvikle dig som underviser
  • kan gøre faglig viden forståelig og anvendelig for andre
  • arbejder struktureret og følger opgaver fra planlægning til gennemførelse og opfølgning
  • kommunikerer tydeligt i skrift og tale og skaber gode relationer
  • behersker IT på højt niveau og har lyst til at udvikle digitale undervisningsformer.

Du behøver ikke kunne det hele fra første dag. Vi lægger vægt på, at du bidrager med din faglighed og er åben for at lære af andre.

Mulighed for at udvikle dig operativt

Hos os kan du også udvikle din operative faglighed. Ud over undervisning og uddannelsesplanlægning kan der på sigt være mulighed for at indgå i lederstøtte - drone - og skadestedsledervagt samt fungere som afløser i døgnvagten på stationen i Horsens. Afhængigt af din baggrund og bopæl kan der desuden være mulighed for at indgå i tilkaldevagt på en af stationerne i vores område. Det giver dig mulighed for at kombinere arbejdet med uddannelse og træning med operative funktioner, hvor du selv bringer din faglighed i spil under indsats.

Ved Sydøstjyllands Brandvæsen

Sydøstjyllands Brandvæsen er det fælleskommunale beredskab for Horsens og Hedensted Kommuner. Vi arbejder for at skabe tryghed og beskytte mennesker, værdier og miljø. Samfundet og klimaet udvikler sig markant og det sætter store krav til det kommunale redningsberedskab. I Sydøstjyllands Brandvæsen vil vi være på forkant med fremtidens hændelsestyper og derfor styrker vi undervisnings- og uddannelsesområdet. Vores ambition er gennem læring, faglighed og innovation at være fremtidens brandvæsen. Til hverdag vil du møde på kontoret i Horsens. Hos os får du selvstændigt ansvar, indflydelse og mulighed for faglig og personlig udvikling. Du bliver en del af et uformelt, fagligt fællesskab, hvor vi deler viden og hjælper hinanden.

Løn og ansættelse

Vi søger to kollegaer, afhængigt af din baggrund og kvalifikationer kan stillingen tilpasses og indplaceres som beredskabsmester eller viceberedskabsinspektør. Aflønning sker efter principperne om Ny Løn og gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og den relevante forhandlingsberettigede organisation

Tiltrædelse: marts 2027.

Nærmere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte beredskabs-direktør, René Hemberg på tlf. 5158 9979 – rmh@sojbv.dk.

Ansøgningsfrist

Skriftlig ansøgning sendes via link på portalen. Ansøgningsfrist den 3. januar 2027.

  1. samtale gennemføres – d. 11. januar 2027
  2. samtale gennemføres – d. 18. januar 2027

Der udarbejdes personprofil imellem de to samtalerunder.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.