
Business Development Manager
Internationalt salg | Vindues- og dørbeslag
Vil du udvikle nye kunder blandt Europas vindues- og dørproducenter og være med til at styrke STAFORCE Europes position på markedet?
Vi søger en ambitiøs Business Development Manager, der skaber kunderelationer og følger salgsprojekter helt til dørs. Med et nyudviklet standardprogram af vindues- og dørbeslag og en etableret international organisation har vi et godt udgangspunkt for at udvide vores forretning i Europa. Nu skal mulighederne blive til konkrete resultater.
Om STAFORCE Europe
STAFORCE Europe A/S er en internationalt orienteret virksomhed med base i Randers. Vi markedsfører og sælger vores eget standardprogram af vindues- og dørbeslag til professionelle producenter på det europæiske marked. Produkterne udvikles og produceres hos vores moderselskab, STAFORCE Ltd. i Kina, som også bidrager med teknisk ekspertise og kvalitetssikring.
Vi kombinerer nærhed til kunderne med direkte adgang til de kompetencer, der står bag produkterne. Det giver et solidt grundlag for samarbejder, hvor funktion, kvalitet, pris og leveringssikkerhed er afgørende.
Din rolle – fra første kundekontakt til serieproduktion
Du får ansvar for at finde og udvikle nye kunder på udvalgte europæiske markeder med vores standardprogram som udgangspunkt. Du kontakter de rette personer, sætter dig ind i kundernes behov og viser, hvad STAFORCE kan tilbyde.
Du følger salgsprocessen fra den første dialog og produktpræsentation til tilbud, forhandling, teknisk godkendelse og første serieordre. Det er teknisk B2B-salg med lange beslutningsforløb, hvor både indkøb, produktudvikling og teknik ofte er involveret. Derfor skal du kunne holde kontakten og sikre fremdrift, også når et projekt strækker sig over længere tid.
Du følger dine kunder fra de første møder til vores beslag indgår i deres produktion. Derefter kan samarbejdet vokse gennem flere standardprodukter og kundespecifikke løsninger, der naturligt knytter sig til forretningen.
Dine vigtigste opgaver:
- Finde og kontakte relevante vindues- og dørproducenter i Europa og skabe relationer til både indkøbere og teknikere.
- Præsentere standardprogrammet og følge konkrete muligheder gennem prøver, test, godkendelser og forhandling til serieordre.
- Udvikle salget hos eksisterende kunder med flere standardprodukter og tilknyttede kundespecifikke løsninger.
- Samarbejde med kolleger i Danmark og Kina om de tekniske og kommercielle spørgsmål, der opstår undervejs.
- Vurdere markedspotentiale og produkternes konkurrenceevne og bidrage til årlige salgs-mål og budgetter.
- Lægge aktivitetsplaner ud fra salgs-målene, holde styr på pipeline og CRM samt rapportere om aktiviteter, fremdrift og resultater.
- Besøge kunder og repræsentere STAFORCE på relevante messer i Europa.
Du får ansvar for dine salgsprojekter, men står ikke alene. Tekniske specialister og den interne salgsorganisation hjælper med at få projekterne fremad. Når en kunde er etableret, varetages den løbende ordre- og leverancehåndtering internt, så du kan bruge din tid på nye muligheder.
Hvem er du?
Du har erfaring med opsøgende B2B-salg, forretningsudvikling eller teknisk projektsalg, gerne fra en industriel virksomhed, og kan vise, at du har skabt kunder og forretning. Du ønsker større ansvar og internationalt arbejde.
Din baggrund kan være kommerciel, teknisk eller en kombination. Du behøver ikke kende vindues- og dørindustrien på forhånd, men du skal være teknisk nysgerrig og interesseret i at forstå både produkterne og kundernes forretning.
Vi lægger især vægt på, at du:
- Selv tager initiativ til at kontakte nye kunder og trives med at skabe forretning fra bunden.
- Sætter dig ambitiøse og konkrete salgs-mål og tager ansvar for at nå dem.
- Kan vurdere et marked, planlægge din salgsindsats og arbejde struktureret med kundeaktiviteter og pipeline.
- Følger vedholdende op og skaber fremdrift, også når der går lang tid fra første møde til første ordre.
- Kan opbygge tillid hos både kommercielle og tekniske beslutningstagere og har blik for kundeværdi og lønsomhed.
- Arbejder selvstændigt og samtidig trives med kundebesøg og samarbejdet med kolleger på tværs af landegrænser.
Du kommunikerer professionelt på dansk og engelsk. Erfaring med internationale industrikunder er en fordel. Vi vægter resultater, motivation og potentiale højere end en bestemt uddannelse.
Hvad tilbyder vi?
Du får mulighed for at opbygge din egen kundeportefølje og få direkte indflydelse på udviklingen af STAFORCEs europæiske forretning. Du arbejder med et nyudviklet produktprogram og har en etableret organisation og tekniske kompetencer bag dig.
Du samarbejder tæt med den interne salgsorganisation og ledelsen i Danmark samt kollegerne hos STAFORCE Ltd. i Kina. Beslutningsvejene er korte, og du får frihed til at planlægge dit salgsarbejde og prioritere kunderne inden for de aftalte mål.
Du får en grundig introduktion til produkter, kunder og processer samt mulighed for på sigt at få større kommercielt ansvar. Løn og øvrige vilkår fastsættes efter kvalifikationer og erfaring.
Arbejdsstedet er vores kontor i Randers, og du skal forvente regelmæssig rejseaktivitet, primært i Skandinavien.
Interesseret?
Vil du udvikle nye kunder og være med til at styrke STAFORCE’s position i Europa? Send din ansøgning og dit CV til staforce@staforce.eu
Ansøgningsfrist: 16. november 2026.
Har du spørgsmål til stillingen så er du velkommen til at ringe til Henrik Hermansen på 20 75 10 59.