QA and security Manager hos Makin

Er du stærk i softwaretest og sikkerhed og klar til at tage ansvar for kvaliteten og for et mindre team?

Hos Makin søger vi en QA and security Manager, der vil stå i spidsen for vores testteam og selv være med i det daglige testarbejde. Du får ansvaret for hele testområdet og for kvalitetssikringen af vores Android-applikation Makin3d, som bruges til maskinstyring i bygge- og anlægsbranchen.

Derudover skal du drive det daglige arbejde med vores informationssikkerhed i samarbejde med vores CTO, herunder arbejdet med relevante certificeringer, sikkerhedspolitikker og dokumentation. Du sikrer, at sikkerhedskrav bliver omsat til praktiske arbejdsgange og fulgt i hverdagen.

Din rolle

Du sætter retningen for testarbejdet og sikrer, at vi arbejder struktureret med kvalitet gennem hele udviklingsforløbet. Sammen med dine kolleger omsætter du specifikationer og ændringer til en relevante test og et tydeligt grundlag for at vurdere kvaliteten af vores releases.

Det er en praktisk lederrolle, hvor du også kommer til at løfte din del af det udførende testarbejde. Du trives med selv at teste, undersøge fejl og følge op på rettelser. Du tager fat, når der er brug for det, og bruger din testerfaring aktivt i sparringen med teamet.

Du får personaleansvar for foreløbig to medarbejdere i QA teamet. Du støtter deres udvikling og trivsel, prioriterer opgaverne og skaber gode rammer for samarbejdet. Du refererer til Engineering Manager for Application Development.

Derudover får du ansvar for udvalgte opgaver inden for IT-sikkerhed i udviklingsafdelingen. I direkte samarbejde med CTO er du med til at styrke sikkerheden i afdelingens arbejdsgange og følge op på aftalte forbedringer.

Dine opgaver

  • Deltage i test af nye funktioner og regressionstest samt dokumentere og følge op på fejl.
  • Tage ejerskab for teststrategi, testplanlægning og den løbende forbedring of vores kvalitetssikring
  • Sikre et godt samspil mellem manuel, automatiseret og scriptbaseret test.
  • Skabe overblik over testresultater og kvalitetsrisici i forbindelse med releases.
  • Lede og udvikle testteamet og samarbejde tæt med udviklerne om at forebygge fejl.
  • Varetage opgaver inden for informationssikkerhed i udviklingsafdelingen.

Din baggrund

Du har solid og bred erfaring med softwaretest og ved, hvordan man både opbygger og udfører en testindsats, der fungerer i praksis. Du har også prøvet at være leder med personaleansvar. Det behøver ikke være gennem mange år, men du skal have lyst til at udvikle dig som leder og tage ansvar for andre.

Erfaring med maskinstyringssystemer er en fordel, men ikke et krav. Det samme gælder erfaring med test af Android-applikationer og kendskab til informationssikkerhed i et udviklingsmiljø.

Det er virkelig fedt hvis du

  • Arbejder systematisk og kan prioritere test ud fra risiko og betydning for brugeren
  • Har forståelse for både manuel test og mulighederne i testautomatisering
  • Er en nærværende leder, der giver tydelig feedback og hjælper kolleger med at lykkes
  • Har faglig stolthed, tager ansvar og trives med selv at have hænderne i testarbejdet
  • Dokumenterer og deler viden naturligt og kan samarbejde på dansk og engelsk

Hvem er vi

Hos Makin udvikler vi maskinstyringsløsninger til bygge- og anlægsbranchen. Med Makin3d bidrager vi til branchens digitalisering og hjælper vores kunder med at arbejde mere præcist og udnytte tid og ressourcer bedre. Stærke værdier og høj faglighed er grundlaget for vores samarbejde og udvikling.

Vi tilbyder

Du bliver en del af en tech-virksomhed med engagerede kolleger og en uformel omgangstone. Du får mulighed for at præge både testområdet, dit team og din egen udvikling som leder. Vi tilbyder fleksibilitet og frihed under ansvar samt løn- og ansættelsesvilkår, der matcher dine kompetencer og din erfaring. Arbejdsstedet er vores kontor i Odense.

Nysgerrig

Skriv til Aron på jobs@makin3d.com eller ring på 31 10 70 06 og hør nærmere.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.