Teknisk indkøber – du ejer kæden fra producent til lagerhylde

Hos Diesella A/S lover vi vores kunder, at over 90% af varerne er hos dem inden for 24 timer. Det løfte står og falder med indkøb. Vi søger derfor en erfaren teknisk indkøber til vores hovedkontor i Kolding, som vil tage ejerskab for løftet og gøre det endnu bedre.

Om rollen

Du får det samlede ansvar for indkøb af vores sortiment af præcisionsmåleværktøj, test- og kontroludstyr og maskintilbehør. Det dækker mere end 8.000 varenumre fra over 150 leverandører og et årligt indkøbsvolumen på et tocifret millionbeløb. Du refererer direkte til vores COO og arbejder tæt sammen med vores produktansvarlige, salg og lager. Du er i daglig dialog med vores to kolleger på eget Kina-kontor. De er din forlængede arm hos producenterne og dine vigtigste sparringspartnere i leverandøropfølgningen.

Dit ansvar

  • Leverandørstrategi og -udvikling:
    Du vurderer, udfordrer og udvikler en leverandørbase på mere end 150 producenter. Sammen med Kina-kontoret og vores produktansvarlige finder og kvalificerer du nye leverandører og følger op på leveringsevne, kvalitet og leveringstider.
  • Forhandling og kommerciel styring:
    Du forhandler priser, rammeaftaler, Incoterms og betalingsbetingelser. Du styrer den samlede landed cost inkl. fragt, told og valuta og har direkte indflydelse på vores dækningsgrad.
  • Disponering og lagerstyring:
    Du står for forecast og genbestilling i BC365 og balancerer servicegrad mod lagerbinding, også når leveringstiden er lang.
  • Teknisk kvalitetssikring:
    Sammen med vores produktansvarlige sikrer du, at varerne lever op til vores specifikationer, tolerancer og kalibreringskrav. Du håndterer reklamationer og den nødvendige dokumentation, fx certifikater, overensstemmelseserklæringer, REACH og RoHS. Du får også en central rolle i at sikre, at vi og vores leverandører lever op til de nye EU-krav til produkter og emballage, herunder PPWR.
  • Data og forbedring:
    Du bruger BI til at finde besparelser, risici og ukurante varer og udvikler løbende vores indkøbsprocesser.

Vi forestiller os, at du

  • Har mindst 5 års erfaring med teknisk indkøb, gerne fra værktøjs-, metal-, maskin- eller industribranchen, hos en grossist eller producent.
  • Kan fortælle konkret om de resultater, du har skabt, fx forhandlinger du har vundet, leverandører du har udviklet, eller lagerbinding du har nedbragt.
  • Har teknisk forståelse og kan læse et datablad eller en tegning. Du ved, hvorfor 0,01 mm gør en forskel.
  • Har erfaring med indkøb fra Asien og kender Incoterms, fragt og told.
  • Er rutineret i BC365 eller et tilsvarende ERP-system og selv bygger analyser i Excel og Power BI.
  • Taler og skriver flydende dansk og engelsk. Kendskab til tysk kundskab er en fordel, men ikke en nødvendighed.
  • Er struktureret, vedholdende og tager ejerskab. Du trives med stor selvstændighed og korte beslutningsveje.
  • Er indstillet på 10-20 rejsedage årligt til leverandører og messer.

Vi tilbyder

Du får en nøglerolle med reel indflydelse og direkte reference til ledelsen. Dine beslutninger mærkes på bundlinjen og hos kunderne, og du får mulighed for at præge indkøbsfunktionen fremadrettet. Du bliver en del af en flad organisation med ca. 20 kolleger på Marsvej i Kolding, et uformelt arbejdsmiljø og eget Kina-kontor. Løn efter kvalifikationer, hertil pension, sundhedsordning mv.

Ansøgning

Send ansøgning og CV til Morten Haugaard via ansøgningsknappen. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe på 9339 3995. Vi holder samtaler løbende og lukker søgningen, når vi har fundet den rette kandidat.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.