Kan du skabe tryghed, der giver plads til udvikling?

Team Cura i Slangerup søger fagligt stærke medarbejdere til arbejdet med unge og voksne med autisme og komplekse støttebehov.

En aftale, der bliver overskuelig. En svær situation, der bliver mødt med ro. Et menneske, der får mod på at prøve igen.

Hos Team Cura arbejder vi med de skridt, der gør en forskel i den enkeltes hverdag. Det kræver nærvær, tålmodighed og faglighed – og kolleger, der tager ansvar sammen. Vi søger dig, der vil lære mennesket bag reaktionerne at kende. Dig, der kan skabe en tydelig ramme og være nysgerrig på, hvordan støtten skal tilpasses den enkelte.

Et lille sted med en stor faglig opgave

Team Cura er et socialpædagogisk opholdssted med plads til beboere i alderen 15–30 år med autisme, i kombination med angst, OCD, spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd.

Relationen er central, og støtten tilpasses den enkeltes behov med fokus på trivsel, livskvalitet og mulighed for at mestre eget liv.

Er du nysgerrig på at høre mere om os? Så klik ind på videoen her og find ud af mere.

Faglighed er noget, vi bruger – og undersøger sammen

Du bliver en del af beboernes hverdag. Du skaber overblik, støtter i svære situationer og hjælper den enkelte med at tage nye skridt i sit eget tempo. Samtidig bliver du en del af et fagligt fællesskab, hvor vi undersøger, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvordan det virker. Vi kalder det Bedre Begrundet Praksis.

Det betyder, at du skal kunne stå ved en faglig vurdering og være åben for at genoverveje den. Vi deler observationer, stiller spørgsmål og bruger hinandens perspektiver til at udvikle vores arbejde. Også når noget er svært, eller vi bliver i tvivl.

Vi søger dig, der

  • Har en relevant social- eller sundhedsfaglig uddannelse og erfaring med målgruppen.
  • Kan skabe trygge relationer og arbejde roligt, struktureret og anerkendende.
  • Er tålmodig og opmærksom på de små fremskridt.
  • Tager ansvar for fælles aftaler og er åben for faglig sparring.
  • Møder beboere, pårørende og kolleger med respekt, nysgerrighed og nærvær.
  • Bidrager til fællesskabet med engagement, hjælpsomhed og humor.

Hos os får du

  • Engagerede og kompetente kolleger med høje faglige ambitioner.
  • Praksisnær ledelse med fokus på trivsel og udvikling.
  • Faglig supervision og løbende uddannelse.
  • Et fagligt fællesskab med plads til refleksion, spørgsmål og nye perspektiver.

Arbejdstid og tiltrædelse

Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, med mulighed for færre timer efter aftale. Du arbejder i et fast 4 ugers rul med primært lange vagter og døgnvagter med sovende rådighed samt weekendarbejde.

Tiltrædelse den 1. januar eller efter aftale.

Lad os høre fra dig

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Lærke Piil på 31 13 97 11.

Send din ansøgning, dit CV og relevante uddannelsesdokumenter og fortæl os gerne, hvordan du bruger din faglighed til at skabe tryghed og udvikling i hverdagen.

Vi holder samtaler løbende. Inden endelig ansættelse indhenter vi referencer samt straffe- og børneattest.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.