
Kvalitetskoordinator – Til sagsstyring, kvalitet og udvikling
Er du struktureret, kvalitetsbevidst og god til at skabe overblik? Har du lyst til en alsidig stilling, hvor du får ansvar for at koordinere sager, følge op på kvalitet og være med til at forbedre vores arbejdsgange?
Hos Botjek søger vi en kvalitetskoordinator til vores kædekontor i Horsens.
Du bliver en del af kvalitetsafdelingen, hvor du får en central rolle i at sikre struktur, fremdrift og opfølgning på vores kvalitetsarbejde. Du kommer til at arbejde tæt sammen med kvalitetschefen og vores fagkonsulent samt have kontakt til kolleger, centre og eksterne samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver
Du får en varieret hverdag med både selvstændige ansvarsområder og tværgående samarbejde. Du kommer blandt andet til at:
- Koordinere og følge op på erstatnings-, regress- og klagesager, herunder dokumentation, korrespondance og deadlines.
- Bidrage til vores ISO 9001-kvalitetsledelsessystem med dokumentstyring, audit, procedurer og opfølgning på forbedringstiltag.
- Arbejde med kvalitetsdata, rapportering og opfølgning på fejl og afvigelser.
- Medvirke til overordnet kvalitetskontrol af vores rapporter og øvrige kundeprodukter.
- Vedligeholde og følge op på kompetencer, beskikkelser og certifikater.
- Planlægge og koordinere møder, kurser, ERFA-arrangementer og audit.
- Bidrage til udvikling og forbedring af administrative processer og arbejdsgange.
En mindre del af stillingen omfatter også opgaver i vores kundeservice. Her vil du blandt andet koordinere kundehenvendelser, følge op på kundetilfredshed og hjælpe med at besvare kædekontorets telefon, når der er behov for det.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har erfaring med administrativ sagsbehandling, koordinering eller lignende opgaver. Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du arbejder selvstændigt, struktureret og har lyst til at tage ansvar.
Vi lægger især vægt på, at du:
- Er god til at skabe overblik og holde styr på flere samtidige opgaver.
- Tager initiativ og følger opgaver til dørs.
- Er grundig, detaljeorienteret og kvalitetsbevidst.
- Formulerer dig klart og professionelt, både skriftligt og mundtligt.
- Har gode IT-kompetencer og er fortrolig med Microsoft 365, herunder Excel.
- Har blik for forbedringer og trives med samarbejde og kontakt til forskellige mennesker.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med kvalitetsarbejde, ISO 9001, dokumentstyring eller behandling af forsikrings- og klagesager. Kendskab til byggebranchen eller huseftersynsordningen er ligeledes en fordel, men ikke et krav.
Hvad tilbyder vi?
Botjek er en landsdækkende, partnerejet virksomhed med et tæt samarbejde mellem kædekontoret og vores lokale centre.
Du får en alsidig stilling, hvor du kan tage selvstændigt ansvar og være med til at udvikle måden, vi arbejder med kvalitet på. Du bliver en del af et mindre team med tæt samarbejde, korte beslutningsveje og mulighed for at præge dine arbejdsopgaver.
Stillingen er på 37 timer om ugen med arbejdssted på vores kædekontor i Horsens. Der er mulighed for hjemmearbejde efter aftale, og der kan lejlighedsvis forekomme møder og aktiviteter uden for kontoret.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.