Fagkonsulent

Til byggefaglig kvalitet og udvikling | Botjek, Horsens

Vil du bruge din byggefaglige viden til at gøre en forskel for kvaliteten af tilstandsrapporter og samtidig være med til at udvikle fremtidens digitale værktøjer?

Hos Botjek søger vi en fagkonsulent, der har lyst til at arbejde med byggeskader, faglige vurderinger, kvalitetsarbejde og udvikling.

Du bliver en del af kvalitetsafdelingen på vores kædekontor i Horsens, hvor du får en varieret hverdag og mulighed for at sætte dit præg på både vores faglige praksis og måden, vi arbejder på.

Dine arbejdsopgaver

Du kommer blandt andet til at:

  • Rådgive og hjælpe vores bygningssagkyndige og centre med byggefaglige spørgsmål.
  • Undersøge og behandle erstatningssager, tekniske revisioner samt faglige kundehenvendelser og klager.
  • Foretage faglig kvalitets- og stikprøvekontrol af blandt andet tilstandsrapporter, byggetekniske rapporter og andre produkter.
  • Udvikle faglige standardtekster, hjælpetekster og vejledninger til vores rapporteringssystemer.
  • Beskrive faglige behov og udviklingsopgaver til IT samt deltage i test af nye digitale løsninger.
  • Analysere fejl og kvalitetsdata og være med til at udvikle forbedringer, der forebygger gentagelser.
  • Bidrage til arbejdet med vores ISO 9001-kvalitetsledelsessystem, herunder audit, procedurer og forbedringstiltag.
  • Bidrage til undervisning, ERFA-møder og faglig kommunikation.

Arbejdet foregår primært fra kontoret, men der vil også være lejlighedsvise besøg på ejendomme i forbindelse med kvalitetskontrol, audit og konkrete skadesager.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er uddannet bygningskonstruktør, ingeniør eller har en tilsvarende byggefaglig baggrund. Måske arbejder du i dag som bygningssagkyndig, bygningstaksator eller med skadesbehandling inden for ejerskifteforsikring.

Det vigtigste er din byggefaglige forståelse, analytiske tilgang og lyst til at arbejde med faglige problemstillinger, kvalitet og udvikling.

Du arbejder struktureret, formulerer dig godt på skrift og kan sætte dig ind i komplekse problemstillinger. Du skal også kunne stå på mål for dine faglige vurderinger og tage en konstruktiv dialog, når der er forskellige opfattelser af en sag.

Du behøver ikke kende alle detaljer i huseftersynsordningen fra starten. Vi sørger for en grundig introduktion og tilpasser oplæringen til din erfaring.

Hvad tilbyder vi?

Botjek er en landsdækkende, partnerejet virksomhed med et tæt samarbejde mellem kædekontoret, vores lokale centre og de bygningssagkyndige.

Du får en alsidig stilling med stor faglig bredde, mulighed for indflydelse og gode muligheder for at udvikle dig. Du kommer til at arbejde tæt sammen med kvalitetschefen, og der er kort vej fra en god idé til en konkret forbedring.

Stillingen er på 37 timer om ugen med arbejdssted i Horsens og mulighed for hjemmearbejde efter aftale. Kørekort til personbil er et krav.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.