Supporter til salg og logistik

Har du en kunde- og serviceminded indstilling med sans for detaljer og struktur i hverdagen? Kan du lide at tale med mange forskellige mennesker? Er du stærk i det danske sprog – både i skrift og tale? Så er du måske vores fremtidige kollega

Som supporter indgår du i et team med tre andre kolleger i enheden Salg & Logistik. Teamet er ansvarlig for en række fællesfunktioner som kunderådgivning, ordreadministration, fakturering, support af web-brugere mv. Derudover byder jobbet på egne selvstændige opgaver som kontrakthåndtering, arbejde med GDPR og supportprojekter for vores udviklingsafdeling. Pakning af varer kan også forekomme.

Du genkender ovenstående dagligdag fra et tidligere job, hvor det er vigtigt, at I som team har succes. Du har formentlig flere års salgs-/supporterfaring og er vant til at sidde som første ”hotline” med alle indgående telefonsamtaler. Din evne til at tackle mange opgaver med et smil er afgørende i den lille organisation med mange kontaktflader og forskellige interessenter.

Hogrefe Psykologisk Forlag leverer psykologiske test til det kliniske marked og til HR-brug, ligesom vi har en lang tradition med at levere prøvematerialer til landets skoler. På forlaget i Virum arbejder 14 engagerende kolleger i et uformelt arbejdsmiljø. Forlaget er en del af Hogrefe-forlagsgruppen, med afdelinger i mange europæiske lande.

Kvalifikationer

Som person er du selvstændig, og du overholder aftaler og deadlines. Du er mødestabil og fleksibel og bidrager til et godt og konstruktivt samarbejde i teamet. Du kommunikerer uden problemer på dansk i både skrift og tale, ligesom interesse og flair for IT er afgørende, da mange af vores produkter er internetbaserede. Kandidater med relevant kontoruddannelse samt erfaring med support vil blive prioriteret.

Ansøgning

Stillingen er en fuldtidsstilling, 37 timer om ugen inkl. frokost, med fast arbejdsplads i Virum.

Stillingen ønskes besat snarest muligt, hvorfor der løbende indkaldes til samtale.

Din ansøgning og CV med relevante uddannelsespapirer mærket ”Supporter” sendes til direktør Anne L. Andersen på mail anne.andersen@hogrefe.dk