Sygeplejerske eller anden fagperson med psykiatrisk erfaring søges til psykiatrisk speciallægepraksis

Vi søger en engageret og fagligt velfunderet kollega til vores psykiatriske speciallægepraksis. Stillingen er på 30-37 timer ugentligt og ønskes besat af en sygeplejerske eller anden relevant fagperson med erfaring inden for psykiatrien.

I klinikken arbejder vi med udredning og behandling af voksne patienter med neurodivergens, personlighedsforstyrrelser, affektive lidelser og belastningsreaktioner i let til moderat grad. Vi søger en kollega, som har lyst til at indgå aktivt i det kliniske arbejde og med tiden varetage egne patientforløb med en høj grad af selvstændighed.

Arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver vil afhænge af dine kompetencer og erfaring og kan blandt andet omfatte:

  • Deltagelse i psykiatrisk udredning og diagnostiske forløb
  • Kliniske samtaler og opfølgning på behandlingsforløb
  • Psykoedukation, individuelt og eventuelt i grupper
  • Terapeutiske samtaleforløb
  • Samarbejde med klinikkens speciallæge og øvrige medarbejdere
  • Journalføring og øvrige opgaver i forbindelse med patientforløbene

Erfaring med psykiatrisk udredning er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du har psykiatrisk erfaring, klinisk interesse og lyst til at udvikle dine kompetencer inden for området.

Vi forestiller os, at du

har en relevant sundhedsfaglig uddannelse og erfaring med psykiatriske patienter. Du arbejder struktureret og selvstændigt og trives med, at der i en speciallægepraksis både er stor faglig frihed og et betydeligt personligt ansvar for egne opgaver og patientforløb.

Det er en fordel, hvis du:

  • Har erfaring fra psykiatrien og gerne fra ambulant psykiatri eller speciallægepraksis
  • Har erfaring med eller interesse for psykiatrisk udredning
  • Har erfaring med psykoedukation
  • Har psykoterapeutisk erfaring eller efteruddannelse
  • Har interesse for eller erfaring med psykodynamisk psykoterapi
  • Har erfaring med andre terapeutiske retninger, som kan supplere klinikkens behandlingstilbud
  • Er god til at skabe struktur og bevare overblik i selvstændige patientforløb

Kendskab til arbejdet i speciallægepraksis er en fordel, men ikke en forudsætning.

Om klinikken

Klinikken er centralt beliggende i Odense og deler lokaler med to andre klinikker. Vi indgår således i et mindre kontor- og praksisfællesskab, hvor der både er mulighed for faglig sparring og et godt socialt miljø i hverdagen.

Klinikkerne deler sekretær, og der er et velfungerende kollegialt fællesskab med blandt andet fælles kaffepauser, fælles frokost og sociale og festlige arrangementer. Selvom en stor del af arbejdet foregår selvstændigt, lægger vi vægt på, at man samtidig er en del af et fagligt og socialt fællesskab.

Vi tilbyder

En stilling med mulighed for at få en central rolle i en psykiatrisk praksis og for at præge indholdet af egne arbejdsopgaver. Der vil være mulighed for både selvstændigt klinisk arbejde og tæt faglig sparring omkring udredning og behandling.

Vi lægger vægt på høj faglig kvalitet, ordentlighed i mødet med patienterne og et godt kollegialt samarbejde. Vi ønsker samtidig at skabe rammer, hvor der er mulighed for faglig udvikling og fordybelse.

Arbejdstid: 30-37 timer ugentligt efter aftale.

Løn og ansættelsesvilkår: Efter gældende overenskomst og kvalifikationer.

Arbejdssted: Centralt i Odense.

Tiltrædelse: 1. februar 2027 (der vil blive afholdt samtaler den 20. november).

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ruben Nygaard Larsson på nygaardlarsson@dadlnet.dk.

Send ansøgning og CV via JobIndex senest den 13. november.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.