Projektleder/værkfører

Vil du være med til at lede spændende maritime projekter hos JOBI VÆRFT A/S?

JOBI VÆRFT A/S søger en engageret projektleder/værkfører til en fast stilling. Du får en central rolle i den daglige drift og gennemførelsen af vores projekter. Vi servicerer blandt andre Søværnets fartøjer, lokale fiskere og diverse erhvervsfartøjer og har opgaver, som spænder bredt inden for den maritime branche. På værftet har vi stor fokus på kvalitet og sikkerhed.

Vi søger først og fremmest en god kollega med stærk teknisk forståelse. Du skal have lyst til at tage ansvar, lede medarbejdere og sikre, at opgaverne løses i et tæt og professionelt samarbejde med både kunder og resten af holdet.

Dine arbejdsopgaver

Du får en alsidig hverdag, hvor du følger projekterne tæt fra den indledende kundekontakt, til fartøjet afleveres. Du skal være synlig i den daglige drift og have din gang på både værksted, bedding og kontor.

Dine primære opgaver bliver:

  • Tilbudsberegning samt indhentning af tilbud fra underleverandører.
  • Planlægning og koordinering af arbejdet på værksted og bedding.
  • Daglig ledelse og løbende opfølgning på arbejdsopgaverne.
  • Kundekontakt og proaktiv dialog om projekternes fremdrift.
  • Samarbejde med medarbejdere, underleverandører og den øvrige ledelse.
  • Kvalitetssikring og dokumentation i samarbejde med relevante myndigheder og klasseselskaber.
  • Økonomisk opfølgning og efterkalkulation i samarbejde med administrationen.

I begyndelsen varetager du ledelsesopgaverne i tæt sparring med den øvrige ledelse. Efterhånden som du kommer ind i rollen, får du mulighed for at påtage dig et større, selvstændigt ansvar.

Hvem er du?

For os er det vigtigste at finde den rette profil, som passer ind i vores team både menneskeligt og fagligt. Vi forestiller os, at du har en teknisk eller maritim baggrund, eksempelvis som skibsmontør, ingeniør, maskinmester, teknisk assistent eller lignende. Du kan også have opnået dine kvalifikationer gennem solid praktisk erfaring som værkfører.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en naturlig evne til at lede, motivere og samarbejde med forskellige faggrupper.
  • Har stor respekt for medarbejdernes håndværksmæssige faglighed.
  • Kan planlægge, prioritere og bevare overblikket – også når planerne ændrer sig.
  • Har teknisk forståelse og gerne erfaring fra den maritime branche.
  • Er ansvarsbevidst, løsningsorienteret og god til at kommunikere med både kunder og kolleger.
  • Har forretningssans og et skarpt øje for kvalitet og sikkerhed.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Du vil få en grundig introduktion til virksomheden og vores arbejdsgange samt tæt sparring med ledelsen, administrationen og erfarne kolleger.

Hvad tilbyder vi?

Hos JOBI VÆRFT har vi en flad virksomhedsstruktur med korte beslutningsveje. Vi hjælper hinanden og finder de bedste løsninger i fællesskab.

Vi tilbyder:

  • En spændende og alsidig stilling med gode muligheder for personlig og faglig udvikling.
  • Stor indflydelse på egne opgaver og den daglige planlægning.
  • Et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger.
  • En attraktiv lønpakke med pensionsordning og sundhedsforsikring.
  • En aktiv personaleforening med gode arrangementer i løbet af året.

Stillingen er en fuldtidsstilling med almindelig dagarbejdstid. Der kan forekomme overarbejde i spidsbelastningsperioder, men vi vægter en sund balance mellem arbejdsliv og fritid højt. Værftet er organiseret under Dansk Industri, og vi er DNV-certificeret inden for ISO9001 Kvalitet, ISO14001 Miljø og ISO45001 Arbejdsmiljø.

Praktiske forudsætninger

Sikkerhedsgodkendelse: Da vi arbejder på Søværnets fartøjer, er det en udtrykkelig forudsætning for ansættelsen, at du kan opnå og opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Vil du være en del af vores team?

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte administrerende direktør Bjarke Faurholt Jensen på telefon 51 22 91 42 – også gerne aften/weekend. Alle henvendelser behandles selvfølgelig fuldt fortroligt.

Ansøgningsfrist: fredag den 6. november 2026. Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning og dit CV hurtigst muligt.

Send din ansøgning til: info@jobigroup.com

Vi glæder os til at høre fra dig!