Økonomimedarbejder/bogholder

Vi har jord under neglene og nu mangler vi en, der har styr på tallene.

Hos os får du en hverdag, med jord under neglene både bogstaveligt og i overført betydning. Hver dag arbejder vi med etablering, reparation, vedligeholdelse og renovering af ledningsanlæg samt jord-, bygge- og anlægsprojekter. Når vi ikke graver i jorden, graver vi os ned i gode løsninger sammen med kollegaer og kunder. Vi er en jordnær arbejdsplads, hvor samarbejde og hjælpsomhed er en naturlig del af hverdagen. Nu søger vi en økonomimedarbejder, der kan sikre, at regnskaberne står lige så solidt som de fundamenter, vi bygger, på tværs af hele koncernen.

Der er gang i maskinerne, både ude på pladserne og på kontoret. I dag står vi midt i et spændende skifte i vores systemer. Derfor får du en rolle, hvor du både holder driften kørende og er med til at gøre tingene smartere.

Dine opgaver

Du kommer til at arbejde på tværs af flere selskaber og regnskaber i koncernen. Dine primære opgaver bliver:

  • Bogføring og afstemning for flere selskaber
  • Drift af vores godkendelsesflow, herunder registrering af indgående fakturaer og opfølgning på, at de bliver konteret korrekt og godkendt til tiden
  • Bogføring af indbetalinger og bankposteringer
  • Afstemning af bank, debitorer og kreditorer
  • Løbende og periodiske opgaver i forbindelse med måneds-, kvartals- og årsafslutning
  • Deltagelse i optimering og effektivisering af regnskabsregistreringen

Din profil

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring som økonomimedarbejder eller bogholder, gerne med bogføring og afstemning i flere selskaber
  • Har flair for IT og procesoptimering. Vi arbejder i dag med Business Central og digitale fakturaflow i Aqoola og Continia, så erfaring med disse eller lignende systemer er et plus
  • Er struktureret og omhyggelig og trives med deadlines
  • Har sans for processer og kan se, hvor der kan graves efter forbedringer
  • Er en holdspiller, der bidrager til det gode humør på kontoret, og tør følge op, når en faktura ligger og venter på godkendelse

Vi tilbyder

  • Et venligt og imødekommende arbejdsmiljø, hvor der er kort vej fra kontoret til kollegaerne i marken
  • En selvstændig stilling med indflydelse på, hvordan vi arbejder
  • Mulighed for at være med til at implementere nye systemer og arbejdsgange
  • Gode udviklingsmuligheder i takt med, at koncernen vokser
  • Sundhedsforsikring
  • Sociale arrangementer

Arbejdssted

Stillingen er placeret på vores kontor i Holbæk og kræver fysisk tilstedeværelse. Vi tror på, at det bedste samarbejde sker, når vi kan række hovedet ind ad døren hos hinanden.

Adresse: Springstrup 11, 4300 Holbæk

Ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Christian Brun 2019 9808.


Om os

I. Anker Andersen A/S i Holbæk er en entreprenørvirksomhed, der siden 1964 har arbejdet med etablering, reparation, vedligeholdelse og renovering af ledningsanlæg. Vi er Danmarks største entreprenør inden for anlæg af naturgasledninger, og vi udfører blandt andet anlægsarbejde inden for:

  • Naturgasledninger
  • Fjernvarme
  • El- og telekommunikationsanlæg
  • Grave- og jordarbejde i forbindelse med forsyningsnet

Læs mere på iankerandersen.dk.

Vi er en del af en koncern, som består af en række virksomheder i vækst og udvikling. Som økonomimedarbejder hos os bliver du en del af et fællesskab med omkring 140 kolleger, og du kommer til at løse opgaver for flere af koncernens selskaber.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.