
Kan du samle mennesker, sætte retning og skabe nye muligheder for unge?
Fonden Unges søger en direktør, der vil stå i spidsen for en organisation med et stærkt formål – og som har lyst til både at udvikle, lede og være tæt på menneskerne i organisationen.
Vi vil udvikle vores virksomhed, styrke sammenhængskraften i organisationen og udbygge samarbejdet med kommuner, partnere og virksomheder. Derfor søger vi en direktør, der kan sætte en tydelig strategisk retning, samle organisationen om fælles indsatser på det specialiserede område og omsætte ambitionerne til konkrete resultater for unge med autisme og andre særlige behov.
Det er en stilling for dig, der trives i en mindre organisation, hvor strategiske beslutninger og daglig ledelse hænger tæt sammen. Du skal kunne sætte langsigtet retning, og samtidig være nærværende i hverdagen og skabe tillid i mødet med medarbejdere, unge og samarbejdspartnere.
Om Fonden Unges
Fonden Unges er en almennyttig erhvervsdrivende fond, som arbejder for at skabe de bedste muligheder for unge med autismespektrumforstyrrelse (ASF) eller andre særlige behov, så de kan få et selvstændigt liv med indhold, trivsel og meningsfuld beskæftigelse.
Vi driver et uddannelsescenter med særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), særligt tilrettelagt 10.- og 11.skoleår samt aktivitets- og dagtilbud (§ 104). Fonden Unges står desuden bag KLAR TIL START, et effektivt og nyskabende jobtræningsforløb for unge med autisme.
Din opgave
Som direktør får du ansvar for både organisationens daglige drift og dens videre udvikling. I tæt samarbejde med bestyrelsen skal du omsætte fondens formål og strategi til handling.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Sætte strategisk retning og drive udviklingen af Fonden Unges i tæt samarbejde med bestyrelsen.
- Samle og lede organisationen gennem tydelig, inddragende og tillidsskabende ledelse af ledergruppen og dele af administrationen.
- Sikre en sund drift og økonomi, herunder budget, regnskab og økonomisk bæredygtighed.
- Styrke den faglige kvalitet og udvikling med fokus på målgruppen og den praksis, som møder de unge i hverdagen.
- Styrke Fonden Unges’ profil og åbne nye døre til kommuner, virksomheder og andre relevante samarbejdspartnere.
Din profil
Vi lægger især vægt på, at du:
- Har solid ledelseserfaring og kan skabe tydelige rammer, retning og følgeskab.
- Har kendskab til målgruppen og det specialiserede område.
- Er stærk relationelt, kommunikerer klart og skaber naturlig tillid hos medarbejdere, unge og samarbejdspartnere.
- Har et stærkt professionelt netværk og betydelig erfaring med at skabe og udvikle nye relationer til kommuner, virksomheder og andre aktører.
- Er strategisk, nytænkende og forretningsorienteret og vil udvikle organisationen med respekt for det, der allerede fungerer.
Det får du hos os
Du får mulighed for at stå i spidsen for en organisation, hvor formålet er tydeligt, og hvor du kan se den konkrete forskel, arbejdet gør for unge. Du får en central rolle i Fonden Unges’ videre udvikling og kommer tæt på både medarbejdere, unge og samarbejdspartnere.
Vi er en mindre organisation, hvor der er kort fra idé til handling, og hvor du som direktør får mulighed for at sætte et tydeligt aftryk.
Stillingen er fuldtid, 37 timer, uden øvre arbejdstid. Løn efter individuel forhandling.
Ansøgningsfrist er 31. oktober, med ansættelsessamtaler i november og tiltrædelse 1. januar eller snarest muligt derefter.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Fonden Unges’ interim direktør Anders Madsen på mail AM@mindre.dk, dog ikke i uge 43, hvor du kan kontakte bestyrelsesforperson Lene Diemer på mobil: 29 25 40 17 eller lenediemer@outlook.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.