
Organist ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn
Ønsker du at være en del af et kirkemusikalsk miljø med stærke traditioner og høj kunstnerisk kvalitet? Ved Vor Frelsers Kirke får du mulighed for at udfolde dig som liturgisk musiker og koncertorganist med det enestående Elefantorgel som musikalsk omdrejningspunkt.
En 80 % stilling på 30 timer ugentligt som organist ved Vor Frelsers Kirke i Amagerbro Provsti, Københavns Stift, er ledig med henblik på tiltrædelse fra den 1. januar 2027.
Ansættelsen sker ved Vor Frelsers Sogns Menighedsråd beliggende Sankt Annæ Gade 29, 1416 København K.
Der gøres opmærksom på, der samtidigt er opslået en 20 % stilling som kantor ved Vor Frelsers Kirke (se andetsteds). Det er muligt at søge begge stillinger, hvorved man i givet fald bliver ansat i en 100 % stilling. Stillingerne søges individuelt.
Vor Frelsers Kirke er kendt for et rigt musikliv af international format. Musikken står traditionelt stærkt, både liturgisk og koncertmæssigt. Centralt i kirkens virke står højmesserne, gudstjenesterne og de ca. 135 årlige kirkelige handlinger. Ud af dette udspringer et koncertliv på ca. 130 årlige koncerter med en kombination af egne og eksterne produktioner.
Udgangspunktet for kirkens musikliv er højeste faglige niveau. Dette gælder i liturgiske sammenhænge såvel som koncertmæssigt.
Grundstammen i kirkens musikliv er det navnkundige Elefantorgel fra 1698 (58/IV). Desuden baserer musiklivet sig på et professionelt vokalensemble (10 sangere fra bl.a. DR Vokalensemblet og Det Kgl. Operakor), et prisbelønnet amatørkor, et koncertklokkespil, et Fazioli flygel (2021), et orgelpositiv (Brøndal) samt samarbejde med DKDMs børnekor og en lang række eksterne samarbejdspartnere.
Tanken med den opslåede 80 % stilling er, at denne organist først og fremmest skal spille en masse orgel (koncerter, højmesser og kirkelige handlinger) og have så lidt administrativt arbejde som mulig. Der indgår således kun i begrænset omfang administration, planlægning og mødeaktivitet i stillingen. Der er desuden ansat en fuldtidsorganist ved kirken, som er hovedansvarlig for kirkens musikliv (herunder planlægning) og som har en koordinerende funktion i forhold til dette. Der forventes et tæt samarbejde mellem de to organiststillinger.
Vi søger en konservatorieuddannet organist
- med stærke kompetencer i det liturgiske orgelspil
- med stærke kompetencer i det solistiske orgelspil, som har et omfattende koncertrepertoire og i øvrigt er aktiv som orgelsolist
- der fra flyglet kan akkompagnere professionelle sangere (f.eks. i forbindelse med liedkoncerter)
- der kan lede et professionelt vokalensemble i forbindelse med højmesser
Organistens arbejde vil bl.a. omfatte:
- at spille min. 12 koncerter om året. Det vil være en kombination af solo- og kammerkoncerter for orgel og klaver.
- at spille til højmesser og gudstjenester. Der er en betydelig frihed i planlægningen af dette, idet der er to organister ansat ved kirken.
- at spille til kirkelige handlinger tors-lørdag.
- at deltage i et ugentligt kalendermøde.
De to organister skal desuden feriedække hinanden, og der vil således være 6 uger årligt, hvor man står for den samlede musikbetjening.
Vi tilbyder:
- En kirke med tradition for musikalske og kirkemusikalske indsatser, som vækker interesse ud over sognets grænser.
- Et enestående orgel.
- Et arbejdsmæssigt fællesskab med engagerede kolleger, herunder fire præster, fire kirketjenere, en administrationschef, en organist, 10 professionelle sangere og en PR-medarbejder.
- Et engageret menighedsråd, som støtter op om de musikalske aktiviteter i og omkring kirken.
- En bred palet af velbesøgte aktiviteter og arrangementer.
Ansøgningsfrist er 15. oktober 2026.
Ansøgning inklusiv relevante bilag (bl.a. CV) skal stiles til Vor Frelsers Kirkes Menighedsråd og sendes elektronisk til 7082fortrolig@sogn.dk.
For yderligere information om stillingen kan organist, Peter Navarro-Alonso kontaktes på tlf. +45 6088 1901 / peter@vorfrelserskirke.dk.
Der vil være prøvespil onsdag 4. november (eftermiddag/aften) og torsdag 12. november (aften).
Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By,- Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.
Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.
Aftalerne kan ses på Folkekirkens IntraNet.
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 363.169,- kr. – 442.529,- kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtigelse til stillingen. Rådighedstillægget udgår årligt mellem 46.727,- kr. – 72.573,- kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikationstillæg- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 350.435,- kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 368.189,- kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 29.666,- kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke. Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.