
Vil du gøre dansk og matematik levende for unge, der lærer bedst, når teori og praksis hænger sammen?
Så er du måske vores nye almenunderviser på FGU Korsør. Her bruger du din faglighed til at skabe undervisning, der giver mening i de unges hverdag og åbner veje mod uddannelse eller job.
Du skal undervise elever på vores PGU-spor i dansk og matematik. Elevernes hverdag tager afsæt i arbejdet på skolens værksteder, og du bygger bro mellem værkstedernes virkelighed og de almene fag. Du omsætter faglige mål til relevante, motiverende og praksisbaserede forløb.
Du arbejder tæt sammen med værkstedslærerne om at skabe sammenhæng i elevernes forløb og finde de situationer, produkter og opgaver, hvor dansk og matematik bliver konkrete og anvendelige.
Du har samtidig blik for den enkelte elev og møder forskellige faglige, personlige og sociale forudsætninger tydeligt og respektfuldt. Du følger elevernes progression, støtter opbygningen af den portfolio, der danner grundlag for prøverne, og gør dem klar til at vise, hvad de kan.
Vi forestiller os, at du har undervisningskompetence i dansk og matematik og kan føre elever til prøve. Mangler du den formelle kompetence i det ene fag, tilbyder vi opkvalificering med undervisningsfaget som enkeltfag.
Hos os får du et meningsfuldt arbejde med indflydelse på undervisningens form og indhold. Du bliver en del af en skole, hvor forskellige fagligheder samarbejder, idéer prøves af, og målet er at skabe nye muligheder for de unge.
Om os
FGU Korsør er en del af institutionen FGU Syd- og Vestsjælland. Skolen har 11 PGU-værksteder og 3 AGU-hold og pt. 190 elever. Vi er 30 ansatte, fordelt på almenundervisere, værkstedslærere og vejledere. På FGUSV skal eleverne møde undervisning på en ny måde gennem praktisk arbejde og produktion.
Kan du se dig selv her?
Du er uddannet lærer og brænder for at gøre en forskel for unge. Erfaring med FGU-målgruppen er en fordel, men det afgørende er, at du kan skabe relationer, stå tydeligt i undervisningen og fastholde troen på elevernes muligheder.
- Du er nysgerrig på, hvordan dansk og matematik kan kobles til praktiske opgaver og produktion.
- Du tager initiativ, omsætter idéer til handling og kan justere din undervisning, når elevernes behov kalder på noget andet.
- Du arbejder struktureret og bidrager aktivt til samarbejdet med værkstedslærere, vejledere og øvrige kolleger.
- Du er troværdig, holder aftaler og er en tydelig og respektfuld rollemodel.
Ansættelse
Tiltrædelse: 1. november 2026
Arbejdstid: Fuldtid. Hverdage ml. kl. 8 og 16. Du skal være indstillet på lejlighedsvist at deltage i aktiviteter uden for normal arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår: Efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation. Børne- og straffeattest indhentes inden ansættelse.
Ansøgning: send ansøgning via linket "Ansøg".
Ansøgningsfrist: 16.9.2026, kl. 12.00.
Samtaler vil blive afholdt mandag d. 21.9. Evt. anden samtale torsdag d. 24.9.
Kontakt for info: skoleleder, Maria Schade, mobil 2542 0069.
Hvad er FGU
FGU består af 3 spor: PGU (produktion), AGU (Almen) og EGU (erhverv).
Målgruppen er unge ml. 15 og 25 år, som skal forberedes til enten videre uddannelse eller beskæftigelse, men som kan have udfordringer af enten faglig, personlig eller social karakter.
FGU Syd- og Vestsjælland er en statslig selvejende institution.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.