Vil du have ansvar for den daglige økonomidrift i Foreningen Folkemødet?
Vi søger en økonomimedarbejder med ansvar for vores løn- og bogholderi.
Folkemødet er Danmarks demokratifestival. Her mødes beslutningstagere, organisationer, civilsamfund, medier og borgere i Allinge for at deltage i samtalen om de spørgsmål, der former vores samfund.
Bag de tre dage i juni står et lille, ambitiøst sekretariat, der arbejder året rundt for at udvikle Folkemødet. I forlængelse heraf vil vi gerne styrke og professionalisere vores økonomifunktion. Derfor søger vi nu en selvstændig og struktureret økonomimedarbejder, der kan varetage den daglige drift af bogholderi og lønadministration.
Din rolle
Du får det primære ansvar for den daglige økonomiadministration og bliver en central person i at sikre, at Folkemødets økonomi fungerer stabilt, korrekt og rettidigt.
Vi er i gang med at hjemtage opgaven fra en ekstern leverandør, og du bliver ansvarlig for at sikre en god overgang.
Du vil arbejde tæt sammen med ledelsen og de projektansvarlige i organisationen.
Dine opgaver omfatter blandt andet:
- Bogføring, fakturering og løbende afstemninger
- Lønadministration
- Momsindberetning og forberedelse af materiale til revision
- Løbende økonomiopfølgning i samarbejde med ledelsen
- Ankerperson i budgetlægningen og budgetopfølgningen
- Kontakt til leverandører, betalinger og afregninger
- Ad hoc økonomiske driftsopgaver
Når de daglige driftsopgaver er godt forankret, vil der være mulighed for at bidrage til forbedring og optimering af økonomiske arbejdsgange og systemer.
Det kan fx være i form af mere effektive processer, bedre struktur eller digitalisering af arbejdsgange.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har solid erfaring med bogholderi og lønadministration.
Du arbejder selvstændigt, struktureret og har en naturlig præference for systemer og orden. Du trives med faste driftsopgaver og tager ansvar for, at tingene bliver gjort korrekt og til tiden.
Vi lægger vægt på, at du:
- har indgående erfaring med bogholderi og lønadministration
- har kendskab til e-conomic, Danløn, Dynamics CRM eller lignende systemer
- arbejder systematisk og tager ansvar for dine opgaver
- trives i en mindre organisation med stor fleksibilitet og tillid
- finder glæde i at strukturere og effektivisere
Om stillingen
Arbejdssted: Folkemødehuset i Allinge, Bornholm.
Stillingen kan tilrettelægges fleksibelt og kan være både deltid eller fuldtid afhængigt af kandidatens profil og organisationens behov.
Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdstid og opgaver.
Stillingen er omfattet af HK-overenskomst, og løn aftales efter kvalifikationer og erfaring.
Derfor skal du vælge Folkemødet
Hos Folkemødet bliver du en del af en organisation med en stærk samfundsmæssig betydning og et tydeligt formål.
Du bliver en del af et lille sekretariat med korte beslutningsveje, stor fleksibilitet og en uformel og tillidsfuld arbejdskultur, hvor vi hjælper hinanden og løfter i fællesskab.
Vi lægger vægt på ordentlighed, transparens og fællesskab og på at skabe en arbejdsplads, hvor man har lyst til at blive.
Ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Signe Saabye Ottosen på tlf. 6012 1803.
Ansøgninger modtages senest søndag den 2. august 2026, og vi inviterer til samtaler i løbet af august.
Vi ønsker tiltrædelse hurtigst muligt.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.