Økonomimedarbejder med bredt ansvar søges til Godsbanen

Kulturproduktionscenteret Godsbanen søger en struktureret og fagligt stærk økonomimedarbejder, der trives med både driftsopgaver og udvikling af økonomiske processer. Du bliver en del af økonomifunktionen i en organisation i udvikling og vil arbejde tæt sammen med ledelsen og den kommende Økonomi- og Stabsleder.

Godsbanen er et af Aarhus’ største kulturhuse med 10.500 m2, knap en halv million årlige besøgende og en årlig omsætning på ca. 35 mio. kr.

Om stillingen

Som økonomimedarbejder får du ansvar for centrale dele af den daglige økonomidrift og bidrager samtidig til budget-, regnskabs- og udviklingsopgaver. Du får en vigtig rolle i at sikre kvalitet, rettidighed og overblik i økonomifunktionen – og i at skabe gode arbejdsgange i samarbejde med organisationen.

Dine arbejdsopgaver

  • Daglig drift
  • Håndtering af kreditorfakturaer (registrering, kontering og godkendelsesflow)
  • Gennemførelse af betalinger
  • Debitorstyring, herunder fakturering og opfølgning på tilgodehavender
  • Løbende bogføring og afstemning af finanskonti
  • Bankafstemning
  • Håndtering og afstemning af kontantbeholdning

Øvrige og tilbagevendende opgaver

  • Deltagelse i budgetopfølgning og økonomisk rapportering
  • Momsafregning
  • Bidrag til budgetlægning
  • Medvirken ved årsregnskab og dialog med revisor
  • Økonomisk opfølgning på projekter og tilskudsfinansierede aktiviteter

Din profil

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant økonomisk uddannelse og erfaring fra en tilsvarende stilling
  • Har erfaring med økonomisystemer – gerne Business Central 365
  • Har interesse for databehandling og evt. Power BI
  • Arbejder struktureret og selvstændigt med høj kvalitet i opgaveløsningen
  • Har gode samarbejdsevner og kan kommunikere økonomi til ikke-økonomer
  • Har et godt overblik og sans for detaljer
  • Erfaring fra kultursektoren er en fordel, men ikke et krav.

Vi tilbyder

Du får en central rolle i en organisation i udvikling, hvor du i tæt samarbejde med den kommende Økonomi- og Stabsleder får mulighed for at præge og videreudvikle økonomifunktionen. Samtidig bliver du en del af et professionelt og uformelt arbejdsmiljø med engagerede kolleger og gode muligheder for fleksibilitet i hverdagen. Arbejdspladsen er placeret midt i et levende kulturhus med høj aktivitet, hvilket giver en varieret og dynamisk arbejdsdag.

Se Godsbanens strategi for 2026-2028

Ansættelsesvilkår

  • Ansættelse sker i henhold til Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service.
  • Stillingen er på 37 timer om ugen.
  • Tiltrædelse: 1. august 2026 eller snarest muligt derefter.

Ansøgning

  • Indsend ansøgning og CV via Ansøg-knappen nederst på siden senest tirsdag den 26. maj 2026.
  • Samtaler forventes afholdt ultimo maj.
  • Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Jesper Kinnerup på fredage kl. 10-12. Tlf: 2134 3910.

Om Godsbanen

Godsbanen er et kulturelt kraftcenter midt i Aarhus. Her kan man opleve scenekunst, litteratur, design, billedkunst og musik – og samtidig selv være aktiv i husets værksteder og projektmiljøer.
Med over 700 årlige arrangementer er Godsbanen et dynamisk samlingspunkt for både publikum og producenter.