Teaterdirektør(er)

Nørregaards Teater søger ny ledelse til at forme teatrets fremtid.

Drømmer du – eller I – om at lede og udvikle et professionelt børneteater i Danmarks mest ambitiøse børnekulturkommune Odense?

Nørregaards Teater søger ny direktør eller direktørduo til at lede og udvikle teatrets fremtid.

Som leder får du/I en enestående mulighed for at lede et børneteater med et stort og engageret publikum, en sund økonomi båret af en solid forretningsmodel samt stærke samarbejder både lokalt og nationalt. Du/I vil desuden få en bestyrelse med stærke kompetencer inden for ledelse, strategi og børneteater, der står klar til at bidrage med sparring, opbakning og engagement i teatrets fortsatte udvikling.

Stillingen kan søges af en enkelt direktør eller en direktørduo, som tilsammen kan løfte teatrets ledelsesopgaver. Bestyrelsen er også åben over for andre velovervejede ledelseskonstellationer, hvis de samlet set sikrer en fagligt stærk og organisatorisk bæredygtig ledelse af teatret.

Organisation

Nørregaards Teater er et lille storbyteater med den vigtige opgave at præsentere børn og deres voksne i Odense kommune for professionel scenekunst. Med initiativer som Teater for børn, Teater ung og Dannelsesrejsen præsenterer teatret årligt scenekunst for mere end 20.000 børn og unge. Derfor er det afgørende, at teatrets ledelse besidder stærke kompetencer inden for scenekunst, kuratering, strategi og økonomi.

Teatret er i dag et repertoireteater med faste samarbejder og en solid forretningsmodel med salg til private, skoler og institutioner. Teatret har to scener: scenen på Filosofgangen midt i Odense C, hvor vi deler hus med Den Fynske Opera og Teater Momentum, samt Nørregaards Teater i Vollsmose. Vi drømmer om, at begge scener får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale.

Hos Nørregaards Teater er der altid noget på programmet, og som leder skal du/I kunne balancere et hus med en stor driftsopgave samtidig med, at teatrets kunstneriske profil udvikles og kunstnerisk fordybelse sikres.

Nørregaards Teater har en driftsaftale som lille storbyteater i Odense Kommune, som sikrer stabilitet og langsigtet planlægning for organisationen.

Hovedopgaver

Bestyrelsen ønsker fortsat et teater, der værner om at skabe kunstneriske møder mellem børn, unge og scenekunsten, og som tager målgruppen seriøst samt anerkender deres mod, kulturelle evner og behov for komplekse æstetiske møder.

Som direktør(er) vil dine/jeres opgaver blandt andet være at:

  • Sikre og balancere teatrets forretningsmodel samtidig med fortsat kunstnerisk udvikling
  • Skabe en bæredygtig organisation og en god arbejdsplads for medarbejdere og projektansatte
  • Lede og stå for den daglige drift af teatret
  • Planlægge et stærkt kunstnerisk repertoire med op til ca. 40 titler og ansvar for co- og egenproduktioner, der sikrer stærke kunstneriske oplevelser for børnene i Odense kommune
  • Styrke og udvikle potentialet omkring vores scene i Vollsmose
  • Udarbejde kunstnerisk vision og strategi for teatret og sikre en tydelig retning for teatrets fremtid, både kunstnerisk og organisatorisk

Kvalifikationer og kompetencer

Bestyrelsen lægger vægt på, at den nye ledelse har erfaring med og besidder følgende faglige, ledelsesmæssige og personlige kompetencer (i ikke-prioriteret rækkefølge):

  • Kunst- og kulturfaglig viden, herunder stor indsigt i og erfaring med børneteater og udvikling af scenekunst
  • Ledelseserfaring, herunder projekt- og personaleledelse, med tydelighed, handlekraft og tilstedeværelse på teatret
  • Stærke samarbejdsevner og evne til at skabe og vedligeholde relationer mellem kunstnere, interessenter, samarbejdspartnere, bevillingsgivere og bestyrelse
  • Udviklingsorientering og sans for at opbygge en organisation samt at sikre synlighed og relevans i omverdenen
  • Administrative evner, herunder skarp økonomisk forståelse og erfaring som budgetansvarlig
  • Alsidighed – trives med en bred opgaveportefølje

Ansøgning

Ansøgningsfristen er 15. maj 2026.

Send en motiveret ansøgning samt et CV og/eller en portefølje, hvor du kort uddyber 3 projekter eller kompetencer, som du finder relevant for Nørregaards Teater. Hvis man ønsker at ansøge som duo, bør man i ansøgningen tydeliggøre kompetence- og ansvarsfordelingen.

Vi forventer at afholde første samtale 1.-2. juni 2026 med mulighed for efterfølgende anden samtale 9. juni 2026. Forvent, at der kan blive stillet opgaver op til samtalerne.

Har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen eller andet, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesleder Trine Wisbech på bestyrelse@nrt.dk.

Det er muligt at få udleveret et kort fakta-ark over teatrets forpligtelser og rammer ved at skrive til samme mail.

Har du spørgsmål til teatrets forretningsmodel, er du velkommen til at kontakte direktør Carsten Wittrock på cw@nrt.dk.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.