Vi søger museumsinspektør til den antikke samling

Ny Carlsberg Glyptotek søger en museumsinspektør med ansvar for museets antikke samling. Samlingens hjørnesten udgøres af romersk skulptur – med en hovedvægt på romerske portrætter – men rummer også omfattende samlinger fra Grækenland, Etrurien, Palmyra og Cypern.

Glyptotekets samlinger udgør omdrejningspunktet for al museets kunstfaglige arbejde. Som museumsinspektør i den antikke samling bliver du en central aktør i et ambitiøst fagligt miljø, hvor samlingsudvikling, forskning og formidling tænkes sammen, og hvor opgavevægten inden for disse tre områder kan variere over tid. Stillingen fordrer, at du kan bidrage aktivt til Glyptotekets høje faglige niveau og realisering af museets strategiske mål, både indenfor stillingens ansvarsområde og i tværgående samarbejder.

Som museumsinspektør vil dine primære opgaver være:

  • Samlingsudvikling: herunder registreringsopgaver, besvarelse af faglige forespørgsler og andre løbende opgaver ifm. samlingens daglige drift
  • Formidling: aktiv deltagelse i museets formidling af samlinger og forskning, herunder samlingspræsentationer og forskellige udstillingsformater, hvor du både vil have fagligt ansvar og være projektleder
  • Forskning: udvikling og gennemførelse af forskningsprojekter med afsæt i Glyptotekets samling
  • Fundraising: medvirken i fundraising og udarbejdelse af fondsansøgninger inden for stillingens ansvarsområde
  • Netværksdannelse: aktiv deltagelse i nationale og internationale faglige netværk og samarbejder

Glyptotekets kunstfaglige arbejde foregår i høj grad på tværs af museets organisation, og du vil skulle indgå i tværgående projektgrupper og samarbejder med bl.a. museets Formidlingsafdeling, Udstillingsproduktion, Arrangementsafdeling, samt Kommunikation og Markedsføring.

I de kommende år ser Glyptoteket frem mod en ny og spændende periode, da museets fredede bygninger skal gennemgå en omfattende restaurering. Dette vil betyde en hel eller delvis nedlukning af museet i en længere periode. Der vil være betydelige opgaver forbundet med nedpakning og udflytning af samlingerne, som bliver en central del af stillingen de kommende år. Samtidigt vil du skulle indgå i udvikling og planlægning af kunstfaglige formater og formidlingstilbud, som kan finde sted udenfor museets mure. Derudover får du en vigtig rolle i at være med til at udvikle og definere fremtidens Glyptotek, herunder bl.a. planlægning og udvikling af samlingens præsentation og formidling ved museets genåbning og i årene derefter.

Faglige kvalifikationer

  • Du er klassisk arkæolog og har som minimum en kandidatuddannelse. Ph.d.grad eller tilsvarende dokumenteret akademisk niveau foretrækkes
  • Du har en stærk og bred faglig profil indenfor stillingens primære faglige ansvarsområde
  • Du har erfaring fra lignende stilling i en kultur- eller forskningsinstitution
  • Du er en stærk formidler, der brænder for at formidle det faglige stof til en bred offentlighed og gennem forskellige formater
  • Du har forståelse for projektledelse, projektorganisering og processtyring
  • Du har gode sprogkundskaber og et internationalt udblik i dit felt
  • Du kan anvende dansk som arbejdssprog, herunder i forbindelse med formidling af samlingen

Personlige kvalifikationer

  • Du er initiativrig og nytænkende
  • Du kan arbejde selvstændigt og struktureret med komplekse faglige opgaver
  • Du evner at holde overblik over mange parallelle projekter og opgaver
  • Du er udadvendt og kan bidrage aktivt til det gode samarbejde på tværs af organisation og funktioner

Organisatorisk placering

Du ansættes i Glyptotekets Kunstfaglige Afdeling, som omfatter museumsinspektører indenfor kunsthistorie, klassisk arkæologi og ægyptologi samt Glyptotekets Konserveringsenhed og Registratur.

Du vil referere til Glyptotekets kunstfaglige chef.

Ansatte med ph.d.-grad har som udgangspunkt gennemsnitligt 20% forskningstid, som indpasses med øvrige opgaver. Forskningstid og forskningsområder fastlægges i individuelle forskningsplaner i samspil med forskningschef og kunstfaglig chef.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på gennemsnitlig 37 timer pr. uge. Glyptoteket følger de statslige overenskomster, og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.

Arbejdssted er Ny Carlsberg Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V. Ansættelse på Glyptoteket forudsætter, at du løbende kan fremvise en straffeattest.

Spørgsmål vedr. stillingen kan rettes til kunstfaglig chef Julie Lejsgaard Christensen på e-mail: jlch@glyptoteket.dk. Der er mulighed for at stille spørgsmål pr. telefon mandag d. 16. marts kl. 10-12 og mandag d. 30. marts kl. 10-12 på tlf. nr. 5134 1677.

Send din ansøgning med CV samt dokumentation for uddannelsesniveau via ansøgningsknappen.

Ansøgningsfrist: 6. april 2026

Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller snarest muligt derefter

Første samtalerunde forventes afholdt d. 14. april 2026

Anden samtalerunde forventes afholdt d. 20. april 2026


Om Ny Carlsberg Glyptotek

Glyptoteket er Nordens førende antikmuseum og har tillige en af Europas fineste samlinger af fransk kunst fra perioden 1800-1930. Museet og dets bygninger har en unik historie, der gennem stifteren, brygger Carl Jacobsen, forener kunsthistorie med industrihistorie og indskriver sig som et vigtigt kapitel i dansk kulturhistorie omkring år 1900. Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Ny Carlsbergfondet. Museet har ca. 150 medarbejdere ansat og besøges årligt af 300-500.000 gæster.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.