
Teamleder til police - GF Erhverv
Vil du stå i spidsen for et fagligt stærkt team og sikre en stabil, effektiv og kvalitetsorienteret drift? Og er du en erfaren leder, der har en solid faglig indsigt i erhvervsforsikringer?
Så er du helt sikkert vores nye teamleder for Erhverv Police.
Bliv en nøglespiller i GF Erhvervs næste kapitel
I GF har vi en klar retning for udvikling og vækst af vores Erhvervsforretning igennem vores strategi ”GF i Bevægelse” frem mod 2028. En strategi hvor vi gør GF Forsikring lige så tilgængelig for virksomheder, som vi er for privatpersoner. For at styrke vores position i markedet og udvikle vores forretning investerer vi målrettet i både mennesker, kompetencer og processer, og vi har brug for endnu en stærk leder, der vil være med til at sikre en stabil drift, høj kvalitet og udvikling.
Skab resultater gennem mennesker og oversæt strategi til handling
Med reference til erhvervschefen får du direkte ledelsesansvar for vores policeafdeling og 10 dygtige medarbejdere. Som teamleder er dine vigtigste opgaver at sikre en stabil drift, løbende udvikling og et team, der hver dag trives og har de rette kompetencer.
For at sikre en stabil drift og udvikling af processer og medarbejdere bliver du ansvarlig for at:
- Vi hver dag overholder vores service- og kvalitetsmål og derigennem sikrer, at vi professionelt supporterer vores klubber, erhvervsassurandører og erhvervsrådgivere på tværs af hele landet.
- Identificere risici og sikre, at vi løser vores opgaver korrekt.
- Skabe struktur og sikre klare rolle- og opgavefordeling.
- Implementere nye arbejdsgange herunder optimere eksisterende med fokus på kvalitet, hastighed og service.
- Deltage i forskellige projekter og udviklingsinitiativer – vi ser frem til, at du bidrager med din viden og nye perspektiver.
Vi ved, at vi som organisation ikke er stærkere end de mennesker, der driver den. Derfor er det afgørende, at du kan lede teamet både fagligt og menneskeligt, hvor du prioriterer opgaver, sikrer rette ressourcer, skaber fremdrift og udvikler teamets kompetencer. Vi har i dag en høj medarbejdertrivsel – vi forventer, at dit bidrag og tilgang sikrer, at den forbliver høj.
Relationsstærk og tillidsvækkende leder med en stærk faglighed
Vi leder efter dig, der er løsningsorienteret, og der har en proaktiv og analytisk tilgang til udfordringer og forbedringer. Du er tillidsskabende og relationsstærk, og du formår på en nærværende, synlig og handlekraftig måde at coache og udvikle dine medarbejdere. Du er en stærk kommunikatør, der kan formidle komplekse faglige forhold på en forståelig måde, og du formår at skabe stærke relationer på tværs af afdelinger og fagområder i hele GF.
Du kommer med erfaring fra forsikringsbranchen – gerne 3–5 år inden for erhvervsforsikring, police, underwriting eller skade, og du har erfaring med drift og procesoptimering i administrative eller kundevendte funktioner.
Som teamleder er du en succes i jobbet, når du efter 12 måneder har:
- Fastholdt høj trivsel og engagement i teamet.
- Understøttet medarbejdernes faglige udvikling gennem sparring og klare udviklingsplaner.
- I fællesskab med ledelsen i Erhverv har skabt et stærkt samarbejde med øvrige teams i Erhverv, så der opleves en sammenhængende service.
- Skabt klar struktur og stabil drift gennem tydelige processer og rollefordeling i teamet.
- Implementeret konkrete procesforbedringer, der løfter kvalitet, tempo og service.
- Etableret enkel og løbende opfølgning på nøgletal så fremdrift og udfordringer hurtigt spottes.
Vi sørger for at klæde dig godt på til job og kultur
Vi tilbyder dig et grundigt introduktionsforløb, hvor du bl.a. får en grundig oplæring i vores forretning, produkter og den virksomhedskultur, der er grobund for vores vækst. Som leder sikrer vi, at du hele tiden har de bedste rammer og rette kompetencer for at lykkes i din rolle – dette sikrer vi bl.a. gennem vores egen lederuddannelse – Ledelse i bevægelse.
Er du lederen, andre har lyst til at følge, og vil du være en del af vores vækstrejse?
Så upload din ansøgning sammen med dit CV og ansøgning hurtigst muligt. Vi holder løbende samtaler og lukker stillingen, så snart den rette kandidat er fundet.
Din arbejdsplads bliver GF Huset i Odense med mulighed for at arbejde hjemmefra ved behov.
Ønsker du at vide mere om stillingen eller GF som arbejdsplads så kontakt Erhvervschef, Martin Mikkelsen, på telefon: 2175 4282.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.