Daglig leder og fællesskabsudvikler til stor andelsboligforening på Nørrebro

Vil du have en central rolle i en stor andelsboligforening med mange idéer og visioner, hvor dine initiativer, din struktur og dit overblik skaber værdi?

Som daglig leder og fællesskabsudvikler i A/B Jæger vil du være det naturlige bindeled mellem bestyrelse, andelshavere, erhvervslejere, drift, administration og samarbejdspartnere. Rollen kræver både overblik, handlekraft og lyst til at arbejde tæt sammen med mange forskellige mennesker – fra idéudvikling og strategiske drøftelser i bestyrelsen til praktiske udfordringer i ejendommene.

En væsentlig del af jobbet består i at understøtte og facilitere bestyrelsens og de underliggende udvalgsarbejde, så beslutninger bliver fulgt til dørs og visioner bliver realiseret. Foreningen ønsker at styrke beboerdemokratiet og fællesskabet, udvikle samarbejdet med erhvervslivet i gaden og have et større fokus på bæredygtighed. Du får en vigtig rolle i at drive og facilitere disse initiativer.

I stillingen får du det ledelsesmæssige ansvar for vores tre driftsmedarbejdere. Du vil også skulle varetage kontakten og samarbejdet med eksterne håndværkere og leverandører, håndtere hverdagens praktiske og tekniske problemer, der opstår i en stor andelsforening. Du vil modtage og besvare henvendelser fra andelshavere, sætte dig ind i konkrete problemer, finde løsninger og sikre at opgaver bliver løst.

Vi søger en person der kan se muligheder mellem andelsforeningen, det lokale erhvervsliv, kommunen og andre lokale aktører. En person med gode kommunikative kompetencer, både skriftligt og mundtligt, som kan arbejde struktureret, finde løsninger og sikre en god og effektiv drift i foreningen.

Din erfaring kan komme mange steder fra, men vigtigst for os er, at du er lyttende, proaktiv og kreativ i din tilgang til at omsætte vores strategi og virkeliggøre vores vision om at være ledende indenfor bæredygtige andelstanker.

Arbejdsopgaver

Som daglig leder og fællesskabsudvikler i A/B Jæger vil du bl.a. arbejde med at:

  • Udvikle og facilitere arbejdet i bestyrelsen, de underliggende udvalg og forpersonsgruppen - herunder udarbejde beslutningsoplæg, dagsordener og referater.
  • Leder af vores drift - herunder de 3 ansatte, håndtering af henvendelser fra andelshavere og erhvervslejere, samt kontakt og samarbejde med eksterne serviceleverandører.
  • Øge frivillighed og fællesskab blandt andelshaverne, herunder udvikle og facilitere vores nye beboerlokale, loppemarkeder, fastelavnsarrangementer, arbejdsdage, gadefester mm.
  • Understøtte, udvikle og samarbejde med gadens erhvervsliv.
  • Være opsøgende på initiativer og projekter der kan trække foreningen i en grønnere og mere klimavenlig retning, bl.a. ved at søge fondsmidler og puljer til dette.
  • Bidrage til vores indsats for at styrke beboerdemokratiet ved at bl.a. at inddrage andelshavere i udvalgsarbejdet og øge gennemsigtigheden i bestyrelsens arbejds- og beslutningsprocesser.

Om A/B Jæger

A/B Jæger er en af Danmarks største andelsboligforeninger med sine over 430 boliger og ca. 60 erhvervslejemål i Jægersborggade på Nørrebro. Gaden rummer både et aktivt handelsliv og et stærkt beboerfællesskab, og bestyrelsen arbejder løbende med at skabe en god balance mellem at være en beboelsesgade og en handelsgade.

Vi tilbyder

En nøglefunktion i en stor og veldrevet andelsboligforening i et tæt samarbejde med en engageret bestyrelse. En meningsfuld og alsidig hverdag med både ansvar, indflydelse og stor betydning for mange menneskers dagligdag.

Ansættelse

Stillingen er fuldtid. Arbejdstiden vil primært ligge i dagtimerne, men der vil være mulighed for fleksible arbejdstider. Ugentlige eftermiddag/aften møder vil forekomme.

Løn efter aftale.

Ansøgningen sendes til ansoegning@ab-jaeger.dk.

Ansøgningsfristen er d. 15. marts 2026. Vi læser ansøgninger og afholder ansættelsessamtaler løbende. Tiltrædelse 15. april eller efter aftale.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive eller ringe til Kim Rom Boesen - forperson for A/B Jæger på mail forperson@ab-jaeger.dk eller telefonnummer 23437073.

Læs mere om A/B Jæger på www.ab-jaeger.dk.