
Museumsinspektør til ARKEN (barselsvikariat)
Brænder du for at realisere og formidle udstillinger af højeste kvalitet? Er du sikker i din økonomi- og projektstyring, og kan du samarbejde med tillid, omhu, overskud og professionalisme i fokus? Og vil du gerne være med til at gøre et besøg på ARKEN til en endnu bedre oplevelse med afsæt i samtidskunsten? Hvis dine svar er ja, så er du måske vores nye kollega.
ARKEN søger en barselsvikar og ny kollega, som er visionær, idérig og selvstændig. Vi lægger vægt på høj faglighed, solide samarbejdsevner og erfaring med udstillingstilrettelæggelse - samt lysten til at indgå i et hus i fuld udvikling. Vi forventer, at du har en bred viden om samtidskunst, og at du arbejder metodisk, teoretisk og praktisk. Du bliver del af museets kunstafdeling med reference til Director of Art & Experiences, og du kommer derudover til at indgå i teams sammensat på tværs af museets mange forskellige fagligheder og afdelinger, som en del af dit daglige arbejde.
Dine opgaver
- Du realiserer faglige projekter fra start til slut såsom udstillinger, seminarer, foredrag og arrangementer – også med eksterne samarbejdspartnere.
- Du bidrager til museets udvikling og er god til at skærpe vores kunstfaglige aktiviteter med fokus for både den høje faglighed og det brede publikum.
- Du trives med budgetansvar, og du udvikler fondsansøgninger og holder overblik herover.
- Du løser administrative og praktiske opgaver.
Vi forventer, at du har følgende kvalifikationer
- Du er kunsthistoriker eller har tilsvarende uddannelse.
- Du har erfaring med at kuratere udstillinger, gerne fra et museum, og du har overblik over aktuelle tendenser på kunstscenen.
- Du har et nutidigt blik på kunsthistorien og museumsinstitutionen – og du vil gerne være med til at drive os fremad.
- Du arbejder effektivt og velstruktureret.
- Du er en skarp, faglig formidler – mundtligt såvel som skriftligt, der formår at gøre samtidskunsten relevant for flest mulige.
- Du har særdeles gode samarbejdsevner, og du kan indgå i kreative processer på tværs af faglige ståsteder.
- I situationer, hvor opgaven kræver det, står du også til rådighed uden for normal arbejdstid, for eksempel ved rejser, udstillingsopbygning og arrangementer.
Vi tilbyder
- Et udfordrende og varieret job på et af landets største kunstmuseer, hvor vi bestræber os på at levere relevante kunstoplevelse af høj international kvalitet til vores publikum i hele sin bredde.
- Plads til personlig og faglig udvikling.
- Et fagligt stimulerende miljø og et godt kollegialt fællesskab.
ARKEN som arbejdsplads
Du får en central rolle i hverdagen på et museum med dybt engagerede kolleger og stor entreprenørånd. Vi har ordnede arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø, hvor vi sammen løser de udfordringer, der kan opstå. Vi tilbyder sundhedsordning, forskellige personalegoder ift. andre kulturinstitutioner, frokostordning og personalearrangementer m.m.
Museet ligger ved Ishøj Strandpark en halv times kørsel i bil eller med offentlig transport fra centrum i København.
Er du interesseret?
Stillingen er på 37 timer og er med tiltrædelse 1. maj 2026 eller snarest derefter - og med 12 måneders varighed.
Lønnen forhandles efter kvalifikationer, i henhold til ARKENs lønpolitik og efter principperne om ligeløn.
Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, alder eller handicap til at søge stillingen.
Der skal kunne hentes ren straffe- og børneattest som en forudsætning for ansættelse.
Stillingen kan kun ansøges ved at sende ansøgning og CV via knappen ’Ansøg’ senest tirsdag den 16. marts 2026 kl. 12.00.
Vi holder ansættelsessamtaler tirsdag den 24. og onsdag den 25. marts 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Director of Art & Experiences på telefon 23 41 68 03 eller laura.weikop@arken.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Bliv en del af ARKEN
ARKEN er Danmarks største museum for samtidskunst og ligger naturskønt ud mod Ishøj Strand og rummer 13.500 m2 kunstudstillinger, som både omfatter ARKENS egen samling af kunstværker og skiftende udstillinger, ca. 5-6 udstillinger årligt, som overlapper hinanden. Huset er dynamisk med arbejdende kunstnere, kunstværker, installationer, film, omvisninger samt events og arrangementer – og det rummer også butik og café. Museet har ca. 55 fastansatte og 55 timelønsansatte medarbejdere.
ARKEN er en selvejende institution med en bestyrelse som den øverste myndighed, mens direktør Johan Holten fra 1. april 2026 står i spidsen for den daglige ledelse.
Læs mere om ARKEN på www.arken.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.