Pædagogiske medarbejdere søges til 37-timers stilling og 11-måneders vikariat på botilbud for unge med psykiske og kognitive funktionsnedsættelser

Vi står over for en spændende ny fase i Karlebo Hus 2, da to af vores kolleger har valgt at gå nye veje, den ene mod nye udfordringer og den anden mod en pædagogisk assistentuddannelse. Derfor søger vi nu to pædagogiske medarbejdere til henholdsvis en fast stilling på 37 t./ugen og et 11 mdrs. vikariat, ligeledes på 37 t./ugen.

I Hus 2 (SEL §107) bor 11 unge voksne i alderen 18–35 år. Her arbejder vi målrettet med at skabe trivsel, udvikling og livskvalitet i trygge, stabile og forudsigelige rammer. Huset er kendetegnet ved en stærk og stabil personalegruppe, hvor vi støtter hinanden og vægter det gode samarbejde højt i hverdagen.

Som medarbejder i Hus 2 bliver du en del af en personalegruppe med 11 engagerede kolleger samt en synlig og nærværende daglig leder. Du bliver samtidig en del af Støttekontaktgruppen med i alt cirka 80 kolleger. Botilbuddet Karlebo består af Hus 1, 2 og 3 samt aktivitetstilbuddet Søhuset, og på hele matriklen bor der samlet 32 beboere.

Vi tilbyder blandt andet:

  • Et 6 ugers arbejdsrul, hvor arbejdsdagene varierer mellem bl.a. 7-24 timers vagter.
  • Kontaktpersonsopgaver samt medansvar for 3 beboere i et medarbejderteam
  • Kurser, ekstern supervision og fælles temadage
  • Gode muligheder for kollegial sparring og socialt samvær med kolleger
  • En privat organisation, hvor medbestemmelse er en del af hverdagen

I Hus 2 har vi fokus på forudsigelighed og arbejder altid på at forstå borgerens perspektiv, så vores tilgang tilpasses den enkelte beboer og dennes ønsker og behov. Dagligdagen består bl.a. af at støtte beboerne i praktiske og sociale kompetencer med sigte på, at de opnår større trivsel, selvstændighed og udvikling af færdigheder. Det vil sige, at du som medarbejder skal støtte og vejlede beboeren i forhold til daglig struktur, personlig hygiejne, indkøb og madlavning, rengøring, økonomi samt støtte i forhold til fastholdelse i dagtilbud/uddannelse, interesser og sociale relationer.

Du skal søge jobbet, hvis:

  • Du f.eks. er uddannet pædagog, ergoterapeut eller har andre relevante kvalifikationer
  • Du har erfaring med målgruppen
  • Du er nysgerrig på borgerens perspektiv og forsøger at finde intentionen bag handlingen
  • Du er god til skriftlig dokumentation eller ønsker at blive det
  • Du påtager dig ansvaret for overblik over den unges situation, som kontaktperson
  • Du har kørekort og kører gerne en af vores biler eller minibusser

Støttekontaktgruppen er en privat organisation, der driver 6 botilbud i Nordsjælland under Servicelovens §107 og §108 samt beskyttet beskæftigelse (§103 og §104). Vi vægter faglighed højt i hele organisationen og sætter altid beboeren i centrum. I hele organisationen arbejder vi bl.a. ud fra en anerkendende- og ressourcefokuseret tilgang (KRAP) og Low Arousal, med fokus på relationer, struktur og forudsigelighed. Vi tror på, at alle mennesker profiterer af at udvikle sig til at være så selvstændige som muligt, uanset deres udgangspunkt. Du kan læse mere om vores botilbud på vores hjemmeside www.skgr.dk.

Svarfrist: Mandag d. 19. januar 2026, kl. 12:00.

Begge stillinger er på 37 timer og vagterne er tilrettelagt som dag/aftenvagter og døgnvagter med sovende nattevagt. Eksempler på vagterne: 07-20, 13-22, 07-09 (Sovende døgnvagt fra kl. 23:00 – 06:00).

Tiltrædelse: 1. marts 2026, evt. tidligere.

Ansøgning sendes til: claus@botilbud.skgr.dk med emnefelt: ”Ansøgning Hus 2”.

Yderligere oplysninger:

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte daglig leder, Claus Toftekær på tlf.: 2581 5000.