
Uddannelsesleder til farmakonomuddannelsen i Hillerød
Har du erfaring med ledelse, arbejdet med uddannelsesområdet og lyst til at indgå i et stærkt lederfællesskab, hvor du får personaleansvaret for ca. 15 medarbejdere? Vil du være med til at forme fremtidens farmakonomuddannelse i et miljø, hvor faglighed, samarbejde og trivsel er i centrum? Du har mulighed for at sætte din viden og erfaring i spil sammen med engagerede kolleger, der værdsætter struktur, åbenhed og dialog.
Hos os er tillid, respekt og psykologisk tryghed grundlæggende værdier. Vi tror på, at åbenhed og rummelighed skaber de bedste rammer for udvikling og trivsel – både for medarbejdere og studerende.
Om farmakonomuddannelsen
Som uddannelsesleder på farmakonomuddannelsen bidrager du til at løse en af samfundets store velfærdsudfordringer ved at tage ansvar for at udvikle uddannelsen, så den matcher samfundets behov. Vi ønsker at uddanne dygtige og fagligt stærke farmakonomer. Det gør vi sammen med vores aftagere og undervisere. En tæt kobling mellem teori og praksis er altafgørende for at lykkes. Vi har brug for dig, som kender uddannelsesområdet og vil bruge din viden om sundhedssektoren i udviklingen af farmakonomuddannelsen.
Der sker meget på farmakonomuddannelsen i disse år. Vi er i fuld gang med en udvikling af uddannelsen, hvor vi gentænker koblingen mellem det faglige indhold, udprøvning og didaktikken. Vi tilbyder dig en arbejdsplads fuld af engagerede studerende og medarbejdere med høj faglighed.
Ledergruppens opgave er at gå forrest i udviklingen af uddannelsen gennem involvering og dialog med vores dygtige medarbejdere og studerende.
Om jobbet
Du bliver en del af et fagligt stærkt uddannelsesmiljø og får ledelsesansvar for ca. 15 engagerede og kompetente undervisere. Vi arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for læring og udvikling gennem undervisning, vejledning og eksamination.
Du får mulighed for at sætte dine ledelseskompetencer i spil, når du leder dine medarbejdere gennem rammesætning og facilitering og samtidig sikrer, at uddannelsesindsatserne har den rigtige retning i forhold til professionen.
Du vil opleve en arbejdsplads, hvor struktur, faglighed og engagement går hånd i hånd. Vi arbejder målrettet med at udvikle uddannelsen, og du får mulighed for at bidrage med dine evner for struktur og din lyst til at skabe gode processer.
Som uddannelsesleder refererer du til uddannelseschefen, og du bliver en del af farmakonomuddannelsens lederteam.
Din profil
Vi forestiller os, at du har en solid baggrund med en master- eller kandidatuddannelse suppleret med lederuddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra uddannelsessektoren.
Vi lægger vægt på, at du:
- brænder for personaleledelse og ser udvikling og nysgerrighed som naturlige drivkræfter i din ledelse
- har erfaring med ledelse af forandringsprocesser og trives med at skabe følgeskab sammen med dine lederkolleger
- ser samarbejde, videndeling og sparring som en helt naturlig og integreret del af din hverdag
- værdsætter samarbejdet i en ledergruppe, hvor vi gensidigt udveksler erfaringer og lærer af hinanden
- har en anerkendende tilgang og kan bidrage til et trygt og respektfuldt arbejdsmiljø
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som uddannelsesleder med start den 1. marts 2026. Ansættelse sker på individuel kontrakt.
Som uddannelsesleder får du mulighed for løbende kompetenceudvikling gennem interne og eksterne kurser, ledernetværk og sparring med erfarne kolleger. Vi tilbyder et struktureret onboarding-forløb, så du får den bedste start i rollen.
Kontakt os gerne
For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte rektor Lotte Fonnesbæk på tlf. 4820 6300 (mail: lf@pharmakon.dk) eller uddannelsesleder Mette Skjøtt på tlf. 4820 6385 (mail: ms@pharmakon.dk).
Interesseret
Upload din ansøgning, CV og øvrige relevant dokumentation via 'Ansøg'-knappen nederst senest den 11. januar 2026. Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Om Pharmakon
Farmakonomuddannelsen drives af Pharmakon a/s. Pharmakon er et anerkendt uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Pharmakons øvrige aktivitetsområder er efter- og videreuddannelse, der henvender sig til ledere og medarbejdere i apotekssektoren og life science-industrien. Pharmakon har en internationalt anerkendt forsknings- og udviklingsenhed inden for apotekspraksis. Pharmakon Konferencecenter er et af Danmarks bedste. Pharmakon har ca. 140 medarbejdere.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.