
Souschef med stor rummelighed, nysgerrighed og faglighed til Kvindehjemmet
Vil du være med i et lederteam, hvor du både får plads og ansvar, og skal lede både udviklings- og kerneopgaver?
Kvindehjemmet er et privat selvejet kvindekrisecenter, som blev etableret i 1902, og er det første herberg for kvinder og børn i krise. Hvert år bor mere end 220 kvinder og børn i kortere eller længere tid på Kvindehjemmet på Jagtvej i København. Vi arbejder både med akutte og mere længerevarende forløb og tilbyder beskyttelse og støtte til kvinder og børn, som har været udsat for vold eller trusler om vold fra deres nærmeste.
Bliv en del af Kvindehjemmet, og vær med til at udvikle indsatser og medarbejdere, så vi kan hjælpe endnu bedre.
Vi er et Kvindekrisecenter, der er i gang med at udvikle et helhedsorienteret tilbud til kvinder og børn, fordi vi tror på, at vi kan skabe bedre indsatser og løsninger med den tilgang. Det betyder bl.a., at vi i de kommende år ønsker at arbejde videre med og skrue op for vores pædagogiske indsats, både monofagligt og i sammenhæng med andre faglige indsatser. Derfor søger vi nu en souschef og faglig leder til dette område.
Vores ambition er, at vi skal arbejde mere integreret, mere systematisk og ud fra viden om, hvad der virker. Vi er i gang med at udvikle os til at kunne lykkes endnu bedre med vores kerneopgaver ved at udfordre os selv og få et endnu stærkere fagligt fundament. Vi har nogle virkelig dygtige medarbejdere, og vi vil gerne sikre, at alle får mulighed for at bidrage både til kerneopgaven og udviklingen. Som forstander og øverste leder har jeg brug for at styrke ledelseskapaciteten, så medarbejderne både får synlig, nærværende og faglig ledelse, så de kan bidrage til begge dele.
Har du en stærk pædagogisk faglighed, som du kan bruge til at udvikle og implementere nye indsatser med?
Kvindehjemmet har mange års erfaring med at hjælpe kvinder og børn i akut krise. Vores mål er at tilbyde kvalificeret hjælp og støtte, og vi har blik for løbende at udvikle og tilpasse vores indsatser ved at tage højde for, at volden kommer i nye og flere former, samt at kvindernes og børnenes problemstillinger skal løses med en mere helhedsorienteret tilgang. Vi arbejder på flere fronter og er bl.a. i gang med at udvikle vores pædagogiske metoder i arbejdet med kvinder og børn, og vi vil derfor gerne have en leder, som både har solid erfaring med at omsætte forskning og viden til konkrete pædagogiske indsatser og med, at de indgår i tværfaglige, integrerede indsatser.
Samtidig skal du understøtte og udvikle overgange mellem dag, aften og nat og have blik for, at Kvindehjemmet har de rette ressourcer og kompetencer hen over hele døgnet. Derfor bliver du også leder for nattevagterne og vil have det overordnede ansvar for vagtteamet sammen med vores vagtteamleder.
Vi kommer til at arbejde på nye måder. Som leder skal du – sammen med forstanderen og din lederkollega – sikre, at vi roligt, men sikkert dels får udarbejdet og implementeret de tilgange, processer og metoder inden for det pædagogiske område, som er i gang, og at medarbejdernes engagement og inddragelse prioriteres. Du skal gå forrest i den faglige udvikling og gennem din ledelse sikre, at hverdagen i et hus, som arbejder 24-7-365, hænger godt sammen, samtidig med at vi bevæger os fremad.
Vil du være en del af et helt særligt lederteam, hvor du både bliver faglig spydspids og en del af den overordnede ledelse?
Som del af Kvindehjemmets ledelse får du ansvaret for den pædagogfaglige praksis, indsatser og udvikling. Din faglige lederkollega leder socialrådgiver- og psykologindsatsen på tilsvarende vis. Med afsæt i en stærk delt souscheffunktion skal I sammen sikre, at indsatserne hænger sammen, og at Kvindehjemmets beboere får tilbudt helstøbte løsninger.
Du skal lede en gruppe dygtige medarbejdere, hvis opgave det er at give trygge rammer og tilbyde gode pædagogiske indsatser og aktiviteter til beboere i pressede situationer. Det skal du sikre dig, at de kan, ved at gå forrest fagligt og ledelsesmæssigt. Du skal være den faglige spydspids, som tager ansvar for, at det pædagogiske område bliver udviklet, kvalificeret og professionaliseret og bidrager til, at organisationen bevarer sin nysgerrighed, læringsduelighed og forandringsparathed. Sammen med dine lederkollegaer, inkl. forstanderen, sikrer du ikke blot, at dit område og dine medarbejdere får nærværende og synlig ledelse, men at hele organisationen oplever det, fordi I som lederteam hjælper hinanden, uanset om I skal udvikle strategi, sikre husets drift, vagtplanlægning og bagvagtsfunktionen.
Vi ønsker en lederkollega, som har et naturligt personligt overskud, begge ben på jorden og en stor pædagogisk faglighed, og som derfor kan bidrage til, at organisationen lykkes fagligt og menneskeligt.
Er jobbet noget for dig?
Så synes vi, du skal læse mere om stillingen og vores forventninger til dig i den uddybende profil her.
Her har vi skrevet mere om Kvindehjemmet og vores ønsker til dine faglige og ledelsesmæssige kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forstander Katrine Nordbjærg på tlf. 9360 1836, alternativt Mercuri Urval, partner og direktør Henriette von Essen-Leise på tlf. 2943 5048.
Ansøgning
Vil du gerne være vores nye kollega, skal du sende en motiveret ansøgning samt CV og andet relevant materiale til lederstilling@kvindehjemmet.dk.
Ansøgningsfristen er den 23. januar 2026. Vi udvælger kandidaterne i slutningen af januar og inviterer et mindre antal kandidater til at besøge Kvindehjemmet og fortælle mere om stillingen herefter. Mercuri Urval deltager i rekrutteringsprocessen, og kandidater som går videre, vil blive testet før anden samtale.