
Ingeniør / Teknisk Projektleder til produktudvikling af kabler og stik
estron søger en ingeniør med erfaring i teknisk projektledelse og produktudvikling. Du bliver en del af Product Development & Technology og får ansvar for udviklingsprojekter inden for kabler, stik og mikrokomponenter – fra krav og design til verificerede prototyper, industrialisering og stabil serieproduktion.
Du får samtidig en central rolle i kundedialogen, hvor vi i det daglige er en stærk medspiller med høj drive inden for innovation og målrettet kreativitet, og hvor du hjælper med at omsætte behov til robuste, producerbare løsninger.
Om jobbet
Du driver udviklingsprojekter fra kravspecifikation til frigivelse og stabil produktion. Rollen kombinerer projektledelse med teknisk fordybelse og praktisk arbejde i udviklings- og produktionsmiljøet, hvor du sikrer løsninger, der fungerer i praksis og kan masseproduceres stabilt.
Dine primære opgaver:
- Planlægning og gennemførelse af udviklingsprojekter (Stage-Gate)
- Kundekontakt: afdækning af behov, teknisk sparring og forventningsafstemning – fra idé til løsning
- Udarbejdelse og afklaring af tekniske krav/specifikationer i dialog med kunder og interne interessenter
- Udvikling og modning af designløsninger med fokus på funktion, robusthed og fremstillingsvenlighed (DfM/DfA)
- Opbygning og evaluering af prototyper samt testopsætninger
- Arbejde med designvalg, materialer, tolerancer og interfaces.
- Tegne- og konstruktionsopgaver i 3D/2D CAD (SolidWorks) via PDM
- Samarbejde med produktion og leverandører om industrialisering og serieopsætning
- Problemløsning og årsagsanalyse (root cause) ved afvigelser i test eller produktion
- Test, dokumentation og overlevering til produktion inkl. produktionsgrundlag og datablade
Der må forventes 1–2 ugers rejse årligt til kunder, leverandører og produktionsenheder (primært internationalt).
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- er uddannet ingeniør eller diplomingeniør – fx inden for maskinteknik, svagstrøm/elektroteknik, kommunikation eller lignende
- har erfaring fra en produktions- eller udviklingsvirksomhed, gerne med kundespecifikke og/eller serieproducerede produkter
- trives i dialogen med kunder og kan omsætte behov til tekniske krav og konkrete løsningsforslag
- har arbejdet med produktudvikling, prototyper og test/verifikation samt kan omsætte resultater til konkrete designforbedringer
- har forståelse for industrialisering og DfM/DfA, og hvad der skal til for stabil serieproduktion
- behersker dansk og engelsk på et niveau, hvor du kommunikerer teknisk sikkert mundtligt og skriftligt
Som person arbejder du struktureret, tager ejerskab og trives med både skrivebord og lab/værksted. Du kan lede projekter og samtidig tage teknisk ansvar – uden personaleledelse.
Om estron
estron udvikler og producerer kabler, stik og mikrokomponenter til avancerede høreapparater og kommunikationsløsninger. Vi arbejder med små tolerancer, høje kvalitetskrav og lang levetid i krævende applikationer.
Vi er ca. 500 medarbejdere globalt – heraf ca. 30 på hovedkontoret i Them og resten i Vietnam. Samarbejde på tværs af udvikling, produktion, kvalitet og salg er en naturlig del af hverdagen.
Interesseret?
Send din ansøgning og dit CV snarest muligt. Vi behandler ansøgninger løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.