
VIBO søger ny kollega til den boligsociale helhedsplan Nivå Nu
Nivå Nu er en 4-årig boligsocial helhedsplan med afsæt i de 3 boligafdelinger Nivåhøj I, II og III i Boligforeningen VIBO og er beliggende lokalt i Fredensborg Kommune.
Nivå Nu har et stærkt fokus på forpligtende fællesskaber og hverdagsdemokrati. Vi ønsker en kollega, som kan jonglere med flere bolde og som trives i skiftende dagsordner og en hverdag med høj energi. I VIBO har vi høje faglige ambitioner for det boligsociale arbejde i Nivåhøj og i vores øvrige afdelinger i organisationen.
I Nivå Nu arbejder vi med 3 ud af 4 delindsatser, som er fastlagt af Landsbyggefonden. Disse er: Sammenhængskraft og Medborgerskab, Uddannelse og Livschancer samt Kriminalitetsforebyggelse. Vores nye kollega kommer til at indgå i det daglige arbejde inden for alle 3 delindsatser. Det vil sige, at du vil have berøringsflader med alle målgrupper på lige fod med dine kommende kollegaer. På den måde, tror vi på, at vi bedst kan støtte hinanden i hverdagen med både idégenerering, udvikling og afvikling af de mange fællesskaber, vi sætter i søen sammen med beboerne.
Vores tilgang til mennesker er den samme, uanset om vi er i kontakt med børn, unge eller voksne. Vi arbejder med et ressourceorienteret menneskesyn og møder alle – inklusiv os selv – med forventninger og krav. Det betyder også, at man skal turde stå fast på et nej eller en afvisning. Til gengæld har vi et arbejdsprincip om ”ingen afvisning uden en henvisning”.
En af dine opgaver bliver at udvikle den familierettede indsats. Vi er nysgerrige på dine ideer i forhold til at skulle give familier den bedst mulige indgang til positive fællesskaber i det nære såvel som i det omkringliggende samfund. Familieindsatsen kan både være for mindre børn og for familier med større børn.
Kompetenceønsker til vores nye kollega:
- Erfaring med projektudvikling fra idé til involvering og afvikling på det socialfaglige område, gerne fra det boligsociale felt
- Erfaring med at søge fonde til større og mindre projekter
- En, som kan arbejde både strukturelt og formålsstyret og som kan arbejde fleksibelt både med tid og opgaver
- En med gode samarbejdsevner, som tør at sætte sin faglighed på spil til gavn for teamets samlede opgaveportefølje
- En, som er socialt kompetent og som kan løfte arbejdsfællesskabet sammen med os andre.
Som team tilbyder vi:
- Gode kollegaer både i Nivå Nu og i hele VIBO-fællesskabet
- Plads og rum til faglig sparring og forskellighed
- Tydelig ledelse og kollegaskab samt en fælles faglig retning for vores boligsociale indsats
- Fleksibilitet til at jonglere arbejdsliv med privatliv
- Et dejligt kontorfællesskab og hus, som vi sammen passer og plejer
- Mulighed for at udvikle på egen faglighed
- Mulighed for at arbejde tværfaglig og tværprofessionelt.
Stillingen er på 32 timer, og ansættelse sker på overenskomst mellem HK og BL – Danmarks Almene Boliger. Arbejdspladsen er i Nivåhøj i Nivå i et team på fire personer. I VIBO har vi en god sundhedssikring og mulighed for flexible arbejdstider. Du skal forvente både weekend- og aftenarbejde. Du har dog mulighed for i samarbejde med teamet at planlægge din arbejdstid. Stillingen er en fastansættelse med start senest d. 1. marts 2026.
Vi glæder os til at modtage og læse din ansøgning. Vi forventer at afholde første og anden samtale i januar. Ved spørgsmål er du velkommen til at ringe til boligsocial leder: Mahdis Ghiassi-Larsen på 40409903 samt at se nærmere på Nivå Nus og VIBOs sociale medier.
Facebook: Nivå NU
Instagram: nu.nivaa
Linkedin: Nivå Nu – den boligsociale helhedsplan i Nivå
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.