
Vil du gøre en forskel for dem, som passer på os alle?
Vil du være med til at sikre, at politiets ansatte får den hjælp og støtte, de har brug for, når arbejdsskaden rammer? Hos Politiforbundet søger vi en konsulent/sagsbehandler til vores arbejdsskadesteam – en rolle, hvor du kombinerer faglighed med menneskelig indsigt og gør en reel forskel for vores medlemmer.
Hvem er vi?
Politiforbundet er en stærk og engageret fagforening med ca. 12.000 medlemmer – primært politifolk, men også andre tjenestemandsgrupper og overenskomstansatte ved politiet og domstolene. Vi arbejder hver dag for at skabe tryghed og sikre gode vilkår for vores medlemmer i Danmark, på Færøerne og i Grønland.
I vores sekretariat på Frederiksberg er vi 30 dedikerede medarbejdere, der sammen med den politiske ledelse og ca. 200 tillidsfolk landet over varetager medlemmers interesser inden for løn, pension, arbejdsskader og personalesager. Vi har et uformelt, samarbejdsorienteret miljø, hvor vi løfter hinanden og har det godt sammen.
Din rolle
Som en del af arbejdsskadesteamet bliver du en nøglespiller i behandlingen af arbejdsskadesager og erstatningsansvarssager. Du arbejder tæt sammen med kolleger og eksterne advokater – og du har direkte kontakt med medlemmerne fra start til slut i sagsforløbet.
Dine primære opgaver:
- behandle arbejdsskadesager – herunder vurdere afgørelser, udarbejde klager og beregne tab af erhvervsevne.
- vurdere ansvar i sager om tilskadekomst under arbejdet. Herunder ansøge om erstatning i erstatningsnævnet
- rådgive og vejlede medlemmer, tillidsrepræsentanter og den politiske ledelse indenfor dit eget faglige område.
- Men du skal også bidrage til andre opgaver i sekretariatet – for her hjælper vi hinanden, når det brænder på.
Hvem er du?
- Din uddannelse er ikke så afgørende. Du kan være socialrådgiver med erfaring indenfor arbejdsskadesområdet eller jurist (også gerne nyuddannet) med særlig indsigt i arbejdsskader og erstatningsret.
- Det vil være en yderligere fordel, hvis du har kendskab til forvaltningsret og socialret – og også gerne tjenestemandsansættelse.
- Du trives med at skulle træffe selvstændige beslutninger og at der stilles høje faglige krav.
- Og har du erfaring med psykiske arbejdsskader – så er det et stort plus.
- Endelig forventer vi, at du kan lide at undervise og holde oplæg om dit faglige område, da dette også fra tid til anden vil være en vigtig del af dit arbejde.
Hvad tilbyder vi?
- En fuldtidsstilling med start 1. april 2026.
- Et stærkt fagligt fællesskab med fokus på udvikling og samarbejde.
- Et uformelt miljø med godt humør og plads til sparring.
- Løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer.
- Motion i arbejdstiden
- Kantineordning, gode faciliteter mv.
Det er en forudsætning for ansættelse i Politiforbundet, at der hos myndighederne ikke findes oplysninger, som kan sætte tvivl om din evne og vilje til at behandle fortrolige oplysninger.
Vil du være med til at gøre denne forskel? Så skynd dig at sende din ansøgning og bliv en del af et fællesskab, der arbejder for dem, der passer på os alle. Vi glæder os til at høre fra dig.
Send os din ansøgning med CV via jobindex senest 1. februar 2026 Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 5 og 6
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Juridisk chef, Stig Bertelsen tlf. 3345 5932, Arbejdsskadekonsulent, Annette Hartmann, tlf. 3345 5963 eller Sekretariatschef, Søren Lindgren Uhre på tlf. 2981 7601.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.